Hils kirken med frugterne

Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.

Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.

Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.

Jeg glæder mig.

Hola

Kroppen er vred

Min krop er ikke tilfreds med mig. Jeg satte den til at grave have i fem timer. Nu er den mødig.

Til gengæld er jeg stærkt tilfreds med det, som kroppen udrettede.

Budskabet har været enkelt på denne langfredag: Du skal grave din have! Valget har været nemt. Der har ikke været andre fristelser for den svage sjæl. Ingen fristende indkøbscentre har blinket med flitterstads og forlokkelser.

Vi smurte mad og tog madkassen med i kolonihaven. Det er ydetid. Senere kommer nydetid. Jeg allierede mig med min spade…“Fiskars Classic røde spade er ikke bare en spade, men nærmest et begreb. Den har gennem generationer været indbegrebet af en god solid spade, der bare holder – at den i mange tilfælde er gået i arv til næste generation, er derfor ingen hemmelighed”, sådan beskriver producenten selv min trofaste haveven. Vi er et hold, Classic og jeg.

Og nogen saver og hamrer, og snart er der nyt loft i stuen.

Sikke en vejrgave, påsken blev. Jeg havde hørt om regn alle påskedagene, og så er der bare blåvejr og sol. Det nyder vi, mens vi yder. Der mangler et halvt loft og en kvart gravning.

I morgen lokker fristelserne igen. Læggekartoffelsorterne skal vælges.

foraarshaven

Morgenfryd

morgenavis

Jeg elsker det her. Kaffe, avis, langsom morgenmad, solindfald, ro, fordybelse, samtale. Det er den væsentlige grund til, at jeg beholder mit helligdagspapirPolitikenabonnement. Søndagsavis og længesidden ved spisebordet er en grundlæggende del af mig, af mit system, af hvad jeg synes jeg har ret til. Ikke at jeg hver søndag får læst avisen grundigt, men jeg har muligheden, og jeg gør det, hvis omstændighederne flasker sig, og den skal være der. I dag er den en ekstra torsdagsgave.

Nu skal jeg lige have en kop kaffe og et par siders tryksværte mere, og så skal jeg ud og grave i kolonihaven, med lydbog i ørerne.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg rammer direkte ned i et let definerbart befolkningssegment.

Hvor, hvor, hvorhenne?

Jeg kan slet ikke være i det, når ting bliver væk for mig. Når jeg ikke ved, hvor det ene eller det andet er blevet af, eller hvordan noget er gået til. Så driver jeg mine omgivelser til vanvid i min jagt på forklaringer. Det er sket en del gange på det seneste.

Der var nogle bøger, drengene ikke kunne finde. Jeg foreslog forskellige steder, de kunne lede, og selv om de allerede havde ledt der, kunne de da kigge igen, syntes jeg. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke på dem, at jeg ikke skulle sige mere. Så det gjorde jeg ikke. Et par dage senere fandt de bøgerne. (Et af de steder, jeg foreslog).

Så var der ingen boller i brødkassen, og jeg spurgte inkvisitorisk, hvem der havde spist den sidste uden at tage nye op af fryseren. Alle bedyrede deres uskyld, og jeg blev irriterende anklagende i min sandhedssøgen. Bagefter fandt jeg posen med bolle – ganske vist kun én, men dog en – i brødkassen omme bag rugbrødet. Så måtte jeg rundt og undskylde over for dem, jeg havde anklaget.

Nu er det min egen jakke, der er væk. Jeg kan simpelt hen ikke finde min korte, sorte skindjakke, som jeg ikke har haft på siden efteråret, og som jeg troede hang på knagen i gangen. Det gør den ikke, og den er ikke nogen af de andre steder, det har været relevant at kigge. Jeg har tænkt og tænkt på, hvor den kan være blevet af, hvor jeg kan have haft den med, hvor jeg kan have hængt og glemt den. Intet. Blankt. Tomt. Det ærgrer mig. Grænseløst. Fordi jeg skal have den med til Barcelona om halvanden uge, og fordi der må være en forklaring. Den må jo være et sted. Der er ikke rigtigt nogen, jeg kan anklage udover mig selv. Og jeg plejer altså bare at have styr på, hvor ting er.

Kom frit frem, jakke!

Til gengæld ledte jeg efter en ekstranøgle til kælderrummet og fandt i stedet det magnetiske bogmærke, jeg har savnet så længe. Hvorfor mon jeg har lagt det i æsken med ekstranøgler?

Måske skal jeg bare lede efter noget andet, og så finder jeg jakken?

Eller måske er det meningen, at jeg skal have en ny jakke.

Plaster på

Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.

Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.

Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)

Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.

Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.

plaster