5. marts 2016 | Udpluk |
• En tagtækker ringede søndag morgen, fordi han var blevet bedt om at kontakte en Birgitte Bjærge angående sommerhuset i Klegod. Jeg har ikke noget sommerhus, men jeg har åbenbart en navnesøster. Og søger man mit navn, får man kun Lasses telefonnummer. Det var sådan set synd, at han blev vækket vedrørende et sommerhus, vi ikke har.
• Det virkede som en god ide at lave en ingefærromtoddy og indtage den på terrassen i solen. Det virkede knapt så gennemtænkt, at jeg bagefter var nødt til at vente med at køre bil, til 5 cl rom var fordampet ud af mit legeme.
• Vi så et nyhedsindslag om fuglekiggere i Lille Vildmose. De studerede ørne. “Det er utroligt, at de kan det”, sagde Lasse, “de spotter et svævende komma og siger “Dét er en kongeørn!”…”
• Jeg øffer igen over en skuffende lydbogsindlæser. Han lyder som en pensioneret stewardesse, der med en aldrende skuespillers stemmeskoling er slået ind på en seniorkarriere som messepræst. John Irving bliver pint ihjel.
• Tak for bekymring, Apple. Altså den bekymring, jeg nu skal håndtere – over den hær af opladere, jeg har til alle mine gadgets. De tal og bogstaver, jeg skal kigge efter på stikkene, er alt for forbandet SMÅ, så nu er jeg nødt til at sidde og kigge på alle mine gadgets, mens de lader op, så jeg lynhurtigt kan skride ind, hvis det fæle tilfælde er ude.
• Er på vej til træf med to yndlingsekskolleger. Det gælder om at være hurtig, skarp og følsom, snakke om alting, grine larmende, ryge, spise og drikke. Vi er ligedamer på samtlige punkter, og onde tømmermænd i morgen er en uundgåelig realitet.
4. marts 2016 | den store bunke |
Det her ballonhoved fylder 22 år i dag. Da billedet blev taget, var han et halvt år gammel og havde sprængt alle kendte vækstkurver. Kusine Kirsten havde tydeligvis sit besvær med at bære hans ti kompakte kilo. Det var sådan noget, jeg havde fundet på at sige, for moderhjertet forbød mig at kalde ham direkte fed. I stedet sagde jeg, at han var “kompakt”. Det var i hvert fald ikke løgn.
I løbet af årene efter fordelte kiloene sig markant anderledes på ham, så højde og drøjde passede sammen. Sidst jeg så ham – forrige uge, kunne han nærmere kaldes tynd end kompakt. Sådan er det åbenbart at være flyttet hjemmefra, være travl med studier og studiejob og glemme at spise. Det skal han altså holde op med at glemme. Lige nu spiser han formodentlig og forhåbentlig både pizza, pasta og is, for han og kæresten er i Rom på lang weekend, og jeg håber, de begge to forkæler ham.
Det er altså bare næsten ikke til at forstå, at mine børn bliver så store hele tiden. Voksne og på egne ben. Toogtyve år!! Tillykke, Niels. Det er godt gjort.
2. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.
Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.
1. marts 2016 | den store bunke |
Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.
Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.
Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.
Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.
Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.
29. februar 2016 | den store bunke |
En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.
Som nu.
Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.
Jeg tror, jeg går med dén løsning.
