15. marts 2016 | den store bunke |
“Hvad skal du lave i aften?”, spurgte Morten, da han for lidt siden gik ud af døren til et helaftensarrangement med spisning und Alles.
“Om lidt skal jeg ud at løbe en tur, og så skal jeg lave aftensmad, og så skal jeg hænge vasketøj op, og så skal jeg skype med Laura, og så skal jeg reparere din sweater og mine bukser (det sagde jeg ikke, men det kan jeg se, at jeg skal), og så skal jeg bare sådan… slappe af, vel”.
Han syntes, det lød som en god plan, sikkert også det punkt, jeg ikke sagde, fordi jeg først kommer i tanker om det nu, og så dampede han af sted.
Jeg er ikke helt kommet i gang endnu, så jeg har indset, at jeg ikke når det hele, og derfor sorteret noget fra. Det er en moden beslutning, synes jeg. Ikke stresse, ikke presse. Voksent.
Jeg regner ikke med, at jeg behøver at gøre rede for, hvad jeg udsætter til i morgen. Man vil måske huske, at mit hoved stadig er sart efter lørdagens metalvagt.
14. marts 2016 | den store bunke |
Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.
Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.
Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.
Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.
Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.
12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
10. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
“I morgen skal du selv sørge for aftensmad”, sagde vi til Lasse. “Vi skal til Herning og høre Brandt og Dickow”.
“Nåååeh, er det de der billetter, I har snakket om i 750 år?”, sagde han.
Og det er det. Vi har godt nok haft dem hængende længe, og jeg glæææder mig. Det er vi flere, der gør. Vi har lavet aftale med vores gode venner Henrik og Anne Dorthe, og da vi i sin tid spurgte, om de ville med, udløste det et “Ja ja jaja ja ja ja jaaaaaaaaaaaaa” efterfulgt af en hel masse emojis med både flag, høje hatte, guitarer, hjerter og flueben.
Med Steffen Brandt og Tina Dickow er det alt dansk musiks allerbedste og min fortids og nutids favoritter samlet på én scene. Jeg hørte dem sammen for syv år siden, også i Herning, og det var så godt. Jeg er forventningsfuld, og de, der allerede har oplevet dem på denne turne, roser og siger, vi godt kan glæde os. Det gør vi. Jeg har et crush på dem begge to.
I firserne blev jeg voksen i Aarhus med Steffen Brandt og TV2 som lydspor. Nytårsnat – ved indgangen til 2016 – var der to timers fjernsynssammendrag af TV2s livekoncerter gennem tiderne. Henrik og jeg havde en fest. Jeg har mødt min ligefan, og vi dystede om at skråle højest til sangene og mundhugges om, hvem der havde været tættest på Steffen og dermed havde størst ejerskab. I fred og fordragelighed, naturligvis. Men højlydt. Til sidst var alle de andre gået i seng.
I morgen skal vi nok lade være med at synge med. Kun lige så stille inde i os selv. Det bliver så godt.
9. marts 2016 | den store bunke |
Gad vide hvad jeg egentlig vejer.
Eller.
Nej.
Gad faktisk ikke vide det overhovedet. Jeg ved godt cirka, hvor jeg er. Og tænk, hvis tallet nu er endnu højere, end jeg tror. Det ville være fælt at indse.
Engang blev jeg skilt, og det var den mest effektive slankekur, jeg har prøvet. Men den kan ikke anbefales. Ikke at jeg faktisk har prøvet særligt mange slankekure. Det har ligesom for det meste passet sig selv, synes jeg. Jeg har altid været mere til den runde end den smalle side. Kraftige lægge. Kraftige knogler. Solide ben. Glad for mad. Glad for kage. Somme tider har jeg været slankere, til andre tider knapt så slank. Jeg røg dengang, og det er en udmærket vægtbegrænser.
Fik barn og fik travlt, var sjældent i ro. Fik et barn mere, samtidig med at jeg havde en aktiv halvandetårig. Så var jeg i gang hele tiden. Fik et barn mere endnu tre år senere og tog i den periode ikke hensyn til mit kalorieindtag. Vægten passede sig selv, måske lidt på vej opad.
Så blev jeg skilt, og så røg jeg mere, end jeg spiste. Fordi jeg var ked af det. Og så måtte jeg godt. Ryge. Tabte fem-syv kilo og svor, at jeg aldrig ville over tres kilo igen. Blev en, der løb og løb godt. Holdt mig i form og blev måske lige til den pindede side.
Fik kæreste og løb mindre. Fik arbejde, der krævede, at cyklen som transportmiddel blev skiftet ud med bilen. Løb endnu mindre. Spiste det samme, måske mere. Røg ikke.
Resultatet er, at jeg for længst er kommet over tres kilo og ud af en stor del af det tøj, jeg var komfortabel i, da jeg var pindet. Det kan også mærkes på mit tempo, når jeg løber (som jeg jo gør. Igen. Indimellem). Jeg har simpelt hen mere vægt at slæbe rundt på.
Et eller andet sted inde i en afkrog i min fantasi lever forestillingen om, at jeg igen kommer til at springe af sted med en kilometertid under seks minutter som i de lettere dage, og at jeg derefter springer i noget skinny tøj, som jeg har gemt i skabet sammen med en håbefuld indbildning.
Jeg ved ikke helt, om dét i virkeligheden skal være et mål længere. Jeg kan også bare acceptere og leve med, at tiden og prioriteterne er anderledes nu og have fred med det. Løbe i den tid og de distancer, jeg kan, og svøbe mig i det tøj, der kan rumme mig.
Det tror jeg, jeg vil.
Men halvfjerds kilo vil jeg i hvert fald aldrig over, så.
….
Hvis jeg ikke allerede er der. Så siger vi firs.
