27. juli 2016 | den store bunke |
Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.
Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.
Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.
I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.
Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.
Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?
Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.
Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.
25. juli 2016 | den store bunke |
er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.
Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.
Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.
23. juli 2016 | den store bunke |
I går lød der et skrig så skingrende jammerligt, at det meste af gården, vi bor i, blev alarmeret. Morten, som sad i køkkenet og arbejdede, troede nærmest, nogen blev dræbt, og løb ud på terrassen og kiggede op og ned. Frisøren kom styrtende ud af sin salon og kiggede til alle sider, og adskillige andre forsøgte forgæves at finde ud af, hvem der havde skreget. Der var ikke andet at se end nogle måger oppe i luften.
Lidt senere, kort før jeg kom hjem, havde der været en værre larm lige over vores terrassedør, og Morten var gået ud igen og havde endelig fået øje på en stor mågeunge, der ganske enkelt stod oven på markisebeslaget. Det var den, der havde skreget. Den gjorde ikke anstalter til at flyve væk, stod bare med åbent næb og drejede hovedet fra side til side. Og sked lidt af skræk en gang imellem.
Jeg har det stramt med fugle. Såvel levende som døde og ikke mindst store hjernedøde mågeunger, der når som helst alligevel kan brede vingerne ud og flyve durk ned i hovedet på mig. Man ved aldrig med uforudsigeligt fjerkræ.
Så det var ikke så godt, der stod en meget stor fugl på markisebeslaget. Selv om det var helt inde ved væggen, og markisen var ude. Og den gjorde som sagt ingen mine til at flytte sig. Det er en gåde, hvordan den overhovedet var havnet deroppe, når den nu ikke så ud til at være ret glad for at flyve. Men den var jo ikke født deroppe, blev vi enige om.
Er I egentlig klar over, hvor kæmpestor en mågeunge er, når den er tæt på?
Men altså, den stod der. Med åbent næb og paralyseret udtryk. Og lignede en, der ville blive stående, til den væltede om af udmattelse. Og man ved jo ikke, hvor længe det varer, inden dét sker. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med tidshorisonten for faldende fjerkræ.
Så.
Er det godt, der er en helt i huset.
Morten bevæbnede sig med trappestige, handsker og vasketøjskurv. Det sidste til at indfange den i, men det blev ikke nødvendigt. Fuglen var så lammet af skræk, at han bare kunne række op og tage fat i den, bære den ned og dumpe den ned over gelænderet. Den bredte vingerne ud og duvede nedad og landede med et dumpt flump. Så stod den dér. Længe.
Længe.
Så opdagede den, at den kunne gå. Og så gjorde den dét. Traskede ned igennem gården, lidt frem og tilbage, holdt pause, traskede igen, gik i stå, gik lidt en anden vej og lidt tilbage igen, skiftede retning, stod stille, gik videre. Den kunne bruge benene, men tilsyneladende ikke vingerne og helt åbenlyst ikke hjernen. Til sidst stod den inde i et hjørne og kiggede ind i muren. Som om den store gule flade var den befriende åbne port ud i verden. På et tidspunkt bredte den vingerne ud og flaksede, fløj en halv meter op – og direkte ind i muren. Så gik den lidt ud i gården igen og drejede nogle gange rundt om sig selv, inden den gik tilbage og stirrede huller i hjørnet.
Det fortsatte sådan i lang tid. Jeg stod på terrassen længe og kiggede ned på den. Da vi cyklede ud i kolonihaven, stod den der stadig. Da vi kom hjem sent om aftenen, var den væk.
Hvad blev der af den? Tog nogen den? Lærte den endelig at flyve? Vendte den sig om og gik ud i verden?
Vi ved det ikke.
18. juli 2016 | den store bunke |
Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.
Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.
I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.
Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.
Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.
Så har jeg ikke fundet flere.
17. juli 2016 | den store bunke |
Mine tre ugers ferie slutter i dag. Det er jeg ikke tilfreds med. Slet, slet ikke. Jeg er også træt. Og har jeg ikke også lidt kvalme?
Nå.
Det er nok mest ynk, fordi der findes folk i mit feed, som først starter på deres ferie nu og dermed har alt det til gode, som jeg har brugt op. Vi er kun midt i juli, og min næste kendte ferie er juleferien.
Hnff.
Jeg har haft en både dejlig og fantastisk ferie. Det er flere år siden, jeg har haft ferie tre uger i streg. Hvor jeg hverken skal flytte eller gøre andre pligtvoksenting. Rigtig ferie bare lige til at holde. Og så har det endda været lige et par dage mere end tre uger, fordi jeg startede med yngstens studenterhejs i slutningen af ugen før første ferieuge.
Det føles som virkelig længe siden.
Det har været en yderst veldisponeret ferie i år. Først kæresteferie i Norge, hvor vi vandrede, var tæt på natur og hinanden og slappede grundigt af.
Så havde vi nogle dage hjemme, hvor jeg faktisk knapt kan huske, hvad jeg lavede. Jo, Lasse og jeg besøgte min mor en dag, og så var det noget med at meditere med noget tulren i kolonihaven. Og i mandags tidligt, tidligt pakkede vi to voksne, en 19-årig og en 12-årig i Lille Hviden og kørte til Strasbourg. Det har været en dejlig uge. Storbyferie fungerer godt for en familiekonstellation som vores. Der har været byvandring og shopping, museer, sejltur, en udflugt til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg og vinområderne i Alsace, afslapning i lejligheden, fejring af Bastilledagen med fyrværkeri (heldigvis både fredeligt og festligt), god mad, gode samtaler og gode grin. Det meste har vi gjort sammen alle fire, noget har vi splittet os op til, og det har fungeret rigtig godt. Alle har ydet til fællesskabet, og der har samtidig været rum til forskellighed.
Jeg kendte stort set intet til Strasbourg i forvejen, og den blev nærmest tilfældigt årets feriedestination. Men den har været et godt nyt bekendtskab.
Og nogen har Europaparlamentet lige i baghaven.
Det var kun tre af os, som kom hjem til Viborg sent i nat. Inden vi drog hjemad i går formiddags, fulgte vi nemlig Lasse til toget mod Venedig, hvor han fortsætter ferielivet med farfamilien den næste halvanden uge. Det heldig asen. Jeg gad virkelig godt også lige have en pose norditaliensk ekstraferie.
Men hvornår mon man egentlig holder op med at morbekymre sig? Det var en sær, sær fornemmelse at vinke farvel til sin yngste dreng og sende ham ud på de europæiske jernbaner helt på egen hånd. Børn af vor tid har fløjet mere, end de har kørt i tog, og selv om der var styr på både billetter, pladsbilletter og ikke mindst moderlige formaninger (jeg ville have givet meget for at kunne transplantere alt, hvad jeg ved om at køre i tog, over i hans hoved), var jeg alligevel lidt stille, da vi kørte nordpå, og jeg var glad, da jeg om aftenen fik besked om, at ni timers togrejse med to skift undervejs var overstået, og at han var hentet og forenet med sit næste feriecrew på campingpladsen. Her er han ved at smøre madpakke til rejsen.
Måske er jeg klar til at starte på arbejde i morgen. Det vil vise sig. Det kan i hvert fald nok ikke være anderledes.
