En fugl på taget – eller i hånden, hvis man tør. Eller har en helt
I går lød der et skrig så skingrende jammerligt, at det meste af gården, vi bor i, blev alarmeret. Morten, som sad i køkkenet og arbejdede, troede nærmest, nogen blev dræbt, og løb ud på terrassen og kiggede op og ned. Frisøren kom styrtende ud af sin salon og kiggede til alle sider, og adskillige andre forsøgte forgæves at finde ud af, hvem der havde skreget. Der var ikke andet at se end nogle måger oppe i luften.
Lidt senere, kort før jeg kom hjem, havde der været en værre larm lige over vores terrassedør, og Morten var gået ud igen og havde endelig fået øje på en stor mågeunge, der ganske enkelt stod oven på markisebeslaget. Det var den, der havde skreget. Den gjorde ikke anstalter til at flyve væk, stod bare med åbent næb og drejede hovedet fra side til side. Og sked lidt af skræk en gang imellem.
Jeg har det stramt med fugle. Såvel levende som døde og ikke mindst store hjernedøde mågeunger, der når som helst alligevel kan brede vingerne ud og flyve durk ned i hovedet på mig. Man ved aldrig med uforudsigeligt fjerkræ.
Så det var ikke så godt, der stod en meget stor fugl på markisebeslaget. Selv om det var helt inde ved væggen, og markisen var ude. Og den gjorde som sagt ingen mine til at flytte sig. Det er en gåde, hvordan den overhovedet var havnet deroppe, når den nu ikke så ud til at være ret glad for at flyve. Men den var jo ikke født deroppe, blev vi enige om.
Er I egentlig klar over, hvor kæmpestor en mågeunge er, når den er tæt på?
Men altså, den stod der. Med åbent næb og paralyseret udtryk. Og lignede en, der ville blive stående, til den væltede om af udmattelse. Og man ved jo ikke, hvor længe det varer, inden dét sker. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med tidshorisonten for faldende fjerkræ.
Så.
Er det godt, der er en helt i huset.
Morten bevæbnede sig med trappestige, handsker og vasketøjskurv. Det sidste til at indfange den i, men det blev ikke nødvendigt. Fuglen var så lammet af skræk, at han bare kunne række op og tage fat i den, bære den ned og dumpe den ned over gelænderet. Den bredte vingerne ud og duvede nedad og landede med et dumpt flump. Så stod den dér. Længe.
Længe.
Så opdagede den, at den kunne gå. Og så gjorde den dét. Traskede ned igennem gården, lidt frem og tilbage, holdt pause, traskede igen, gik i stå, gik lidt en anden vej og lidt tilbage igen, skiftede retning, stod stille, gik videre. Den kunne bruge benene, men tilsyneladende ikke vingerne og helt åbenlyst ikke hjernen. Til sidst stod den inde i et hjørne og kiggede ind i muren. Som om den store gule flade var den befriende åbne port ud i verden. På et tidspunkt bredte den vingerne ud og flaksede, fløj en halv meter op – og direkte ind i muren. Så gik den lidt ud i gården igen og drejede nogle gange rundt om sig selv, inden den gik tilbage og stirrede huller i hjørnet.
Det fortsatte sådan i lang tid. Jeg stod på terrassen længe og kiggede ned på den. Da vi cyklede ud i kolonihaven, stod den der stadig. Da vi kom hjem sent om aftenen, var den væk.
Hvad blev der af den? Tog nogen den? Lærte den endelig at flyve? Vendte den sig om og gik ud i verden?
Vi ved det ikke.
