9. juli 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden var jeg i haven, og på et tidspunkt så jeg et optog ude på vejen, som fik mig til at tænke, at der nok var inspektion. Jeg så dem først uden for hækken ved den ene nabohave, hvor de stod og snakkede. Så passerede de forbi vores have, og jeg genkendte en af dem som kassereren, der har et meget stort ord at skulle have sagt i forbindelse med den årlige præmieuddeling. De forbigik altså os, men gik til gengæld helt ind i den anden nabohave, Evalds og fruens. Helt ind. Evald og frue er nye, så jeg gætter på, at de står til en præmie i år.
Det får man automatisk det første år, man har have i foreningen. For tre år siden blev vi ringet op og bedt om at komme til præmiefesten, og til selve festen modtog vi så diplom, en hundredekroneseddel og en virkeligt anderledes oplevelse. Derefter kan man ikke gøre sig håb om at få nogen form for anerkendelse de næste tre år.
Nu ved jeg ikke, hvordan man skelner intervallet. Om der skal passere tre præmiefester med afsavn, altså fire hele år, eller om man kan få noget igen præcis tre år efter. Er det det sidste, kunne vi jo godt kandidere i år, men eftersom processionen skred forbi vores have, er det nok det første. Tænkte jeg.
Men så kom jeg til at kigge på den øverste del af vores have med fremmede øjne. Vi har måske ikke været så omhyggelige med at holde ukrudtet nede omkring trædestenene. Slog det mig. Så jeg greb den og gjorde det til dagens projekt. Og nu ser det faktisk ret godt ud, synes jeg. Mellem fliserne.
Man kan aldrig vide, om juryen er helt færdig med at votere. Måske blafrer der alligevel et blomstret diplom og en hundredekroneseddel forude.
Ved nærmere eftertanke … Jeg har faktisk overhovedet ikke savnet bestyrelsens anerkendelse, indendørs rygning, tre stykker smørrebrød og amerikansk lotteri på noget tidspunkt i de forløbne tre år.
Til gengæld er vi ved at segne under dette års agurkeavl. Vi kan næsten ikke nå at spise dem. Alle vores salater indeholder agurk, og besøger vi nogen, har vi agurker med som gave. Men der hviler sandelig også et stort ansvar på agurkeplanterne. Det er dem, der skal stå for alt udbytte i kapillærkasserne i år: Der er lus i peberfrugtplanten, og tomatplanterne satser næsten udelukkende på at producere blade i år, hvorfor tomathøsten ser ud til at blive lille og sørgelig.
Vi har spillet Scotland Yard i aften. Det er et brætspil fra 80’erne, og jeg fik det i svendegave, da jeg var færdiguddannet som reklametegner i 1985. Det og Trivial Pursuit. I Scotland Yard jagter nogle detektiver forbryderen Mr. X gennem Londons trafik via bus, taxa og undergrund. Det er ret skægt og kan spilles af folk i alle aldre, og vi tager det nok med på ferie.
6. juli 2016 | den store bunke |
Dette indlæg ledsages ikke af nogen fotodokumentation. Det er for stærke sager. I kan selv danne jeres billeder.
Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange myggestik og knotbid på én gang, som jeg har netop nu. Jeg har dem med hjem fra Norge, og på mystisk vis synes de at blive flere, som dagene efter hjemkomsten går. Eller også har de bare indbygget varierende “klækning” og starter kløe på forskellige tidspunkter. For de klør. Klør. Klør. Hele tiden. Et eller andet sted på kroppen. Eller flere steder. Det skifter. Lige nu er det over venstre øjenbryn, på venstre kindben, på højre hofte og et sted højt på ryggen lidt til højre. Jeg prøver at ignorere det.
Jeg har altid været god til at få myggestik. Hvor jeg end har været, er rygtet gået blandt myggene, at “hun er dér!”, og så er de strømmet til med hele deres familie. Denne gang er det bare helt ekstremt. Jeg har opgivet at tælle, men der er i hundredvis. Rundt om øjnene, i panden, på kinderne, på halsen, i ørerne, på hænderne, på arme og ben, på ryggen, på maven, på siderne. Jeg har sært nok ingen på fødderne. Endnu. Jeg ligner et rødbakket landskab, en pukkelpist. En med skoldkopper.
Det virker en smule tarveligt at have alt det med hjem. Det var måske lidt mere i orden i Norge, hvor jeg sådan lidt selv var ude om det. At smide tøjet for at bade i en elv, at være udenfor og få gode oplevelser. Det skal man så åbenbart straffes for, men fred med det da. Men at være hjemme i Danmark, og de så bliver ved med at materialisere sig med kløe med kradsning og blod og sår til følge. Dét er altså råddent.
Så, nu gik der ét i gang på låret. Og i hovedbunden, lige i min skilning. Og på venstre skinneben.
Det gode er, at jeg ikke står for at skulle på badeferie!
5. juli 2016 | den store bunke |
I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.
Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.
Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.
Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.
Men se så lige, hvad vi kom op til.
To på toppen.
Madpakken var god med den udsigt.
Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.
Vi får kaffe.
Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.
Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.
Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.
Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.
Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.
2. juli 2016 | den store bunke |
Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.
Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.
Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.
For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.
Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.
Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.
I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.
I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.
Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.
Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.
Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.
Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.
Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste
Bandak
Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.
Turløjpeklar
Afmærkning på Solåsknatten.
Det hele værd. Manden og udsigten.
1. juli 2016 | den store bunke |
Når man opholder sig i de norske fjelde, kigger man ofte opad. Dels for at se, hvor den næste afmærkning af turløjpen er, dels for at greje skyernes drift og vurdere, om det er smart at tage jakken på nu, – inden bygen kommer.
Vejret skifter hele tiden her. Vi kigger op og får sol i ansigtet og rammes af en frisk vind. Det næste øjeblik, når vi kigger op, drypper det. Sådan er Norge. Selv meteorologerne på yr.no, som vi ellers sætter vores lid til, når vi skal beslutte, hvornår det er bedst at lægge de ture, vi gerne vil ud på, er i vildrede. I går skrev de: “Se opp! Mange byger i #SørNorge i dag, men vanskelig å varsle nøyaktig hvor de treffer og til riktig tidspunkt på Yr”. Jamen, hvordan skal et par danskersnuder så kunne gøre andet end bare at se op og ellers pakke en regnfrakke med i rygsækken?
I dag er vi ikke i tvivl. Det regner. Meteorologerne tweeter: “Fredagen starter med sammenhengende regn i #SørNorge, senere går det over til regnbyger. Ikke glem paraplyen!”, og så slutter de med fire emojis: en glad smiley, en paraply med regn på, en sky med regn – og en bruser. Nu er vi slet ikke i tvivl. Men vi sidder lunt og godt i køkkenet og lider ingen nød. Det er hyggeligt, og senere kører vi en tur, når vi sådan lige har fået besluttet, hvor vi vil henad.
I går vandrede vi op på fjeldet bag huset. En relativt letgået rute på et par timer, som jeg har gået nogle gange før med børn helt ned til 4-5 år. Det er en smuk tur med udsigt ud over sø og fjelde. Med spor af elge og med blåbær, der bliver modne om nogle uger. Billederne taler for sig selv.
Senere kørte vi op for at bade i en å, der strømmer ned over fjeldet og danner små gryder og strømme, som man kan være heldig at dyppe sig i. Det lykkedes ikke helt for mig at komme i, klipperne nede i vandhullerne er vildt glatte og umuligt at finde fodfæste på, og så er vandet i øvrigt p-koldt! Men pænt er det deroppe, og nøgne var vi. Og primussen var med, så vi fik alligevel kaffe og chokolade. Måske prøver vi lidt længere nede ad elven en anden dag.
