Nede med flaget, nej, oppe
Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.
Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.
I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.
Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.
Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.
Så har jeg ikke fundet flere.
