Min tarte flambée

Tarte1

Da vi var i Strasbourg, stiftede vi bekendtskab med tarte flambée, som er en alsacisk specialitet. Især Lasse og jeg spiste dem hele tiden. Det er som en pizza, men med creme fraiche i stedet for tomatsauce, og grundversionen er kun med løg og skinke. Så findes der lidt mere avancerede varianter med gruyere eller gedeost, eller der kan være champignons og bacon, og jeg har også smagt en udgave med røget laks. De smager alle sammen godt, og vi tænkte, at det var en ret, vi nemt kunne lave hjemme.

Nu har jeg gjort det et par gange, og det går helt godt nu. Det vigtigste er faktisk at spare på fyldet. Første gang jeg lavede retten, var den ganske enkelt for højt belagt, og bunden blev ikke sprød. Jeg har brugt ricotta til bunddækket, fordi jeg først bagefter læste, at andre bruger creme fraiche. Det prøver jeg så næste gang. Hvor jeg måske også forsøger mig med lufttørret skinke i stedet for skinkestrimler.

Jeg vil godt fortælle, hvordan jeg har gjort. Bare husk, at det her er min version og ikke nødvendigvis en korrekt Alsacegodkendt tarte flambée-opskrift, hvis sådan en altså findes.

Men altså, til lige præcis retten på billedet brugte jeg:

• 1 færdig pizzabund fra Føtex, rullet yderligere tynd, lagt på bagepapir
• Et halvt bæger ricotta rørt op med 1 æg og smurt ud over dejen
• Salt og peber kværnet ud over hele fladen
• 4 bananløg i supertynde ringe
• 100 g skinkestrimler
• En halv gederulle i halve skiver
• En god håndfuld revet ost (jo bedre, jo bedre)

Det var alt.

Den er bagt på pizzasten. Jeg lagde stenen ind i ovnen, som jeg tændte på 250°. Da ovnen var varm, trak jeg papiret med tærten over på pizzastenen og lod den bage i 10 minutter.

Lasse og jeg delte den lige over og blev mætte begge to. Ja, jeg levnede faktisk et stykke af min del, og det vil vise sig, om det forsvinder sporløst fra køleskabet i ly af natten. Den, der vinder det, vinder i hvert fald en god mavefornemmelse.

Tarte2Tarte3

 

Giv agt ved lavvande

August måned startede med 46 kroner og nogle få øre på kontoen – vel at mærke efter at lønnen var gået ind. Godt nok også efter at den faste månedlige overførsel var pilet over på budgetkontoen for at forhindre huller derovre. Men alligevel. 46 kroner til at holde hele august kørende? Hvordan gik det til? Njooe, for eksempel en sommerferie der blev både dejligere og dyrere end jeg havde regnet med, en ufortjent parkeringsbøde, et pebret serviceeftersyn på bilen, den slags, det ene med det andet. Det løber op. Og ud.

Jeg har brugt en del tid på at skumle over det. Altså, det er jo både førsteverdensproblemer og min egen skyld, det er jeg helt på det rene med, men det skal da aldrig forhindre mig i at knurre, for det er da surt at have udsigt til smalhals de næste måske adskillige måneder, før der er håb om ligevægt i kolonnerne. Jeg kan sagtens komme i tanker om alt det, jeg ikke får råd til, og være trist over det. Min mindste kunst. Jeg har allerede brugt fire augustdage på det. Men jeg magter helt ærligt ikke at pive i 27 dage mere. August er lang. Kunne vi eventuelt aftale kollektivt bare at springe august over og gå direkte til september?

Det går ikke. Der er stadig folk, der skal holde sommerferie i august, – de ville være utilfredse med at blive snydt for det.

Men så må jeg ty til kunstgreb og narre hjernen til at føle sig bedre tilpas. Det kunne trods alt have været værre. Der er mange ting, jeg heldigvis ikke behøver bruge penge på.

For eksempel er det fedt

• At vi har rester fra aftensmaden i går til aftensmaden i morgen.

• At der er vildtkød i bunden af fryseren, som vi kan spise, og “så skal vi bare lade være med betragte det som festmad” eller noget i den retning, sagde Lasse, som også er på randen af bankerot.

• At ferien er overstået, så vi ikke behøver at bekoste den én gang til.

• At der er længe til julegaveindkøb.

• At mit hår er ensfarvet gråt og dermed uden udgroninger, der kræver frisørbesøg.

• At kolonihaven netop nu bugner af grøntsager. Fra nu af skal vi ganske enkelt leve af kartofler, salat, rødbeder, spinat, grønkål, squash, græskar, løg, agurker, tomater og bønner.

• At vi har min mors georginer og temmelig mange gyldenris i haven, så vi kan fylde privaten med buketter.

Hvis der er mere gratis at glæde sig over, vil jeg gerne vide det.

georginer

Hverdag #1

På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.

Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.

Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.

Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.

Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.

Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.

Denne hverdagsonsdag er god ved mig.

hverdag

Glædelig juli

Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.

Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.

Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.

Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.

Hoest_1

En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.

Hoest_2

Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?

Hoest_3

Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.

Hoest_4

Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.

Hoest_5

Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.

Georginer_1Georginer_2

Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.

Slyngler