18. april 2017 | At have have |
Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.
Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.
Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.
Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?
Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).
Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.
Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.
Men Ulven … tsk tsk, hvad stiller vi op med den?
4. oktober 2016 | At have have |
Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.
Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.
Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.
Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.
#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.
#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.
#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.
#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.
#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.
#6. Skal graves.
#7. Skal GRAVES.
#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.
#9. Skal måske luges.
#10. HAR gravet.
Den i midten er mig. Det var alt herfra.
31. juli 2016 | At have have |
Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.
Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.
Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.
Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.
En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.
Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?
Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.
Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.
Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.
Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.
3. september 2014 | At have have |
Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.
Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.
For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.
Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.
1-0 til stædighed.
