13. januar 2016 | den store bunke |
Invitationen til min 30 års fødselsdag var prydet af dette billede.
Det er den eneste dokumentation, jeg har på mit livs modelleri. Og det var jo bare for sjov og med et bestemt formål. Men nogle år forinden havde jeg faktisk tjent penge på at være model. Jeg havde studiejob nogle timer om ugen på Aarhus Kunstakademi som croquismodel. Splitter-Hans-Jørgen, altså, til 30 kroner i timen. Et nemt arbejde. Jeg tog tøjet af og stillede mig på et podie, og så sad holdet rundt om og tegnede mig. Jeg holdt samme positur i to, fem eller ti minutter ad gangen, derefter skiftede jeg stilling, og de studerende skiftede papir. Hvis det var koldt, havde jeg en varmeblæser ved siden af, og når der var pause, tog jeg min badekåbe på.
Et semester var jeg også model for et malehold. Det var lidt mere bøvlet, for det var samme stilling i flere måneder, – mit ene håndled sov mere eller mindre permanent i den periode, for holdet havde selvfølgelig valgt en stilling, hvor jeg sad ret ubekvemt med temmelig meget vægt på højre hånd. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor tit og hvor længe jeg holdt pauser.
Jeg er af og til blevet spurgt, om det ikke var mærkeligt og grænseoverskridende at være nøgen midt i en rundkreds af fremmede mennesker. Det var det ikke. Der var ikke noget seksuelt i det overhovedet, og jeg følte mig ikke bedømt som andet end former og linjer, der skulle tegnes af studerende, der gjorde sig umage, mens de trænede tegneteknikker. Jeg var ikke veltrænet og skinny, men det betød intet i den situation. Der var intet ideal at leve op til, og jeg kunne have været hvad som helst med form, lys og skygge, forskellen var bare, at jeg selv kunne skifte opstilling.
Min mor brød sig ikke om at fortælle folk, hvilket studiejob jeg havde (“Kan du ikke bare sige, at jeg samler blyanter op for tegnerne?”, foreslog jeg), hvorimod min far elskede at provokere og fortælle, at jeg var nøgenmodel, bare for at se folks reaktion. Sådan har jeg også tit haft det selv.
Engang fik jeg en meterhøj fuldfigurskitse fra en af dem, der tegnede mig. De producerede jo monstermange tegninger i løbet af sådan en formiddag, og han dedikerede en af sine til mig. Jeg har ingen anelse om, hvor den er blevet af i løbet af tre årtier og mange flytninger, og jeg er ked af, at den er forsvundet undervejs.
Ellers ville jeg selvfølgelig have vist tegningen af den unge spændstige model her.
12. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier, Over aftensmaden |
Bare lige for at illustrere, hvor langt vi ofte når omkring, når vi spiser aftensmad, lister jeg op, hvad vi kom forbi i aftes. Altså bare de emner, jeg kan huske.
Ballon d’Or. Vi kom uheldigvis til at kalde til skafning lige på det tidspunkt, hvor kåringen fandt sted. Lasse tog det pænt.
Ricky Gervais. Noget med en aktuel udtalelse, han havde fået høvl for. Jeg var ikke helt med her.
Apocalypto og The Passion of the Christ. Film instrueret af Mel Gibson. Jeg var heller ikke helt med her.
En masse mere filmstof. Jeg var stadig ikke helt med.
Far til fire-film. Hvor mange der er lavet, hvilke skuespillere der har spillet Far og Onkel Anders, hvilke af filmene Morten har været med til at markedsføre for Scanbox. Jeg begyndte at være med, især da vi nåede til
Giacomo Campeotto, som har instrueret de to seneste Far til fire-film. Og han er jo søn af Ghita Nørby og Dario Campeotto.
Børn af kendispar som for eksempel Susse Wold og Erik Mørk. Og Lone Hertz og Stig Lommer. Jeg var stærk her.
Gennemgang af ting jeg er f****** ringe til. Det gælder film- og musikstof. Den del af samtalen var jeg med i.
Referat af Musikquizzen på P3, som jeg hørte sammen Laura søndag formiddag i bilen. Hun havde 10 rigtige, og jeg var f****** ringe.
Per Arnoldi. Hvem han er, hvad han har lavet og hvor selvtilfreds han er. Vi så klip fra Natholdet. Det her. Og det her.
Derefter sagde vi tak for mad og ryddede af.
10. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.
Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.
9. januar 2016 | den store bunke |
Den korte version af en lang lørdagsfortælling. Jeg har varme kinder, lange arme og trætte øjne. Tidligere på aftenen havde jeg også våde fødder. Vi har brugt dagen på at rømme Lauras værelse på Langenæs, hendes sted gennem næsten to år. Om en uge flytter hun til Stockholm for at studere der i forårssemesteret.
Astrid, Lasse, Morten, jeg og Laura selv udgjorde et stærkt flyttehold, og det gik så fint, det hele. Alt hendes gods – bortset fra det, der skal med til Sverige, og madvarer, der lige så godt kunne rejse til Viborg – er nu opmagasineret, og ingen ved endnu, hvor det skal flyttes hen til sommer.
Vi kunne godt have brugt bedre flyttevejr end regn og sludsjap, men sådan var det så, og det gik. Til aftensmad trak vi pizzakortet, sådan som det hører sig til på en flyttedag. Og nu er vi bare trætte.
I morgen vender Laura og jeg tilbage for at gøre rent, og så er det farvel og tak til den blå opgang i Kirkedammen. Noget nyt og spændende venter i Norra Stationsgatan.
8. januar 2016 | den store bunke, Udpluk |
• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.
• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.
• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.
• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.
• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.
• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.
• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.
• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.
• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var “har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.
