7. januar 2016 | den store bunke |
Budgettet.
Skemaer og tal. Udgifter, indtægter, overførsler, underskud, overskud, forventet og faktisk.
Hvert år ved denne tid tager jeg mig sammen og lægger budget. Skriver det kommende års forsikringspræmier, a conto-beløb, avisregninger, afgifter og alle de andre udgifter ind på mit skema, lægger sammen og dividerer og regner ud, hvilket beløb vi hver måned fremover skal overføre til budgetkontoen. Den opgave har jeg taget på mig, og det går, som det plejer. Jeg bliver muggen og frustreret over, at udgifterne altid er blevet højere end forrige år, og græmmes over, at alle de penge skal bruges til kedelig husleje og fornuftige forsikringer og kontaktlinser og strøm og ikke til at have det sjovt for. Jeg har det næsten, som om det er mig, der har brugt alle pengene, når jeg hvert år siger, at vi er nødt til at betale lidt flere penge ind på kontoen. Og det er det ikke.
Ja, jeg ved godt, man ikke behøver at sidde med papirskemaer, blyant og lommeregner.
Ja, jeg ved godt, at der findes digitale budgetfeatures.
Min netbank har det. Jeg kan bare ikke lide det.
Nu bor jeg jo sammen med en mand, der bevæger sig ubesværet i den digitale verden, er i stand til at finde apps og tutorials til alt tænkeligt og altid har øjnene åbne for automatiseringsmuligheder, så jeg gik i forsvarsposition på forhånd og sagde, at jeg godt vidste, man kunne dit og dat på nettet, og excelark og hvad har vi, men at det bare ikke fungerede for mig. Jeg har bare mest overblik, når jeg gør det analogt. Og han sagde: “Du skal ikke høre noget fra mig. Jeg gør tydeligvis ikke noget af dét der, så den måde, du gør det på, er da den bedste. Alt, hvad du gør, er jo bedre, end det jeg gør”.
Han er glad for at slippe. Så jeg fortsætter med mine sedler, som jeg har lavet for mange budgetår siden og kopieret igen og igen. Med min lommeregner og min blyant og mine gennemsnit, og så bestemmer jeg, hvor meget mere der er brug for om måneden, og så skal det hele nok gå, mens jeg måned for måned følger med i, om de faktiske opkrævninger stemmer overens med de forventede.
Og der er et helt ÅR, til jeg sidder med revisorkasketten på igen.
5. januar 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg fik et typodarium i julegave. Hvad er dog det? Det er en afrivningskalender med 366 forskellige skrifttyper, en for hver dag i 2016. Før juleaften havde jeg ingen anelse om, at der fandtes sådan noget, men det var en gave, der var skudt lige ind i hjertet på mig – af en der kender mig godt, og som selv ser og anerkender skønheden i typografi.
Jeg er vild med den. Hver dag er ny og spændende. På forsiden af bladene står forudsigelige ting som måned, dato og ugedag, men med en ny font hver dag, og på bagsiden står navnet på fonten og dens designer, en beskrivelse af den, hvilke skriftsnit den findes i og anden interessant info for typonørder.
Fjerde januar var for eksemple sat i BC Kakao, den kan jeg godt lide; femte januar hedder Banca – ret ordinær, og så har jeg smugkigget ud i fremtiden og set, at skriften sjette januar hedder Kaaaipi og er grim og ulæselig, og at der på den syvende dag er en font med både arabisk og latinsk alfabet.
Og det bliver ved. Det er lækkert. Jeg er glad.
2016 bliver et godt typografisk år.
4. januar 2016 | den store bunke |
Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.
Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.
Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.
Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.
Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.
Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.
Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.
Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.
Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.
Hvor det næsten er forår.
Ikke?
3. januar 2016 | den store bunke |
Engang imellem sammenligner min datter og jeg lister over de blogs, vi hver især læser, og anbefaler nye, vi har fundet siden sidst, snakker om, hvorvidt den og den blogger nu har født, og hvordan det går med det og det projekt, vi har læst om, og sporer os ind på, hvad der egentlig interesserer os, og hvad vi har lyst til at læse om.
Der er forbavsende stort sammenfald af dem, vi læser med hos. Men Laura er 23 år, jeg er 56, og i sagens natur er vores interesser ikke ens på alle planer. Og helt objektivt set er der flere blogs der henvender sig til hendes segment, end der er til mit.
Eller er der?
Lige her nederst i højre side har jeg en liste, som jeg kalder Favoritskrivere. Her linker jeg til de skribenter, jeg følger mere eller mindre fast, og som jeg gerne anbefaler. Udvalg og indhold spænder ret bredt, og det er af mange forskellige årsager, jeg er blevet fanget ind og er blevet hængende.
Hvem skal jeg tilføje på min liste? Er der nogle indlysende, jeg ikke har fundet endnu. Hvad læser I? Smid mig gerne jeres anbefalinger i en kommentar og berig mig.
1. januar 2016 | den store bunke |
Små bidder, fordi det er hvad mit system kan. Det er lidt sart i dag, mit system. Ikke fordi jeg som sådan er smadret, bare lidt brugt og lidt træt. Vi gjorde det jo godt i aftes, var både kloge, smukke og sjove. Da vi talte de tomme flasker sammen i formiddags og sammenlignede deres antal med det antal personer med licens til at drikke alkohol, vi var i aftes, virkede det rimeligt, at nogle af os knapt var så kvikke og skarpe, som før vi sov. Jeg har sovet godt, men var noget tør i munden, da jeg vågnede, så jeg gætter på, at jeg bare har ligget ubevægelig og gabt lige op i luften i seks timer.
På den måde er denne første januar meget gennemsnitlig. Alt er som det skal være, og når det er på baggrund af en kanonhyggelig og god nytårsaften i supergodt selskab, er der ikke noget at beklage sig over.
Vi er kommet hjem, har pakket ud, nurset sofaen, læst avis, set Den hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt (fortrinlig vi-stener-på-sofaen-film), hentet junkfood fra Burger King, set Bedrag på DR1, og det var i store træk dagen. Som er tæt på at være slut. Her.
Det bliver ikke i dag, jeg laver et sprudlende tilbageblik på 2015. Der er heller ingen nytårsforsætter at opremse. Det er der aldrig. Jeg synes det er tosset at plage sig selv med at ville lægge forandringerne lige præcis ved nytåret. Man kan lægge om hele året, og for mig fungerer det meget bedre med midtimartsforsætter eller oktoberforsætter. Mind mig om det midt i marts.
Noget af det bedste ved i dag er, at det er lørdag i morgen. Der har jeg tænkt mig at tænke lidt mere end i dag. Det skal nok blive godt.
Ligesom hele 2016 selvfølgelig bliver.
Godt nytår, som man siger.
