9. december 2013 | den store bunke, Heldige mig |
I disse dage for to år siden gjorde jeg mit livs bedste nethandel. På min nyoprettede (igen-igen) datingprofil havde jeg skrevet en virkelig ordrig tekst med den bagtanke, at hvis de ikke kunne kapere den mængde ord, var de alligevel ikke noget for mig. Et simpelt, fintmasket forhåndsfilter.
Om morgenen torsdag den 8. december kom et brev fra en, der tydeligvis ikke var blevet skræmt, og som sendte en lige så lang skrivelse med overskriften Det er mig der snakker og en indledning, der refererede til filmen Look who’s talking og handlede om at være den, der nåede først frem til målet på det splitsekund, der var til rådighed. Han sendte også et billede, men det sagde mig mindre end intet. Imidlertid var der noget i teksten, som gjorde mig nysgerrig, og i løbet af kort tid fik de travlt ude i cyberspace med at løbe frem og tilbage med mails, mens vi sporede os ind på hinanden, og ret hurtigt røg Kolding-manden, som jeg også var begyndt at skrive lidt med, af sporet. Han kunne slet ikke være med i den skrivefrekvens.
Næsten fra begyndelsen kunne vi høre en kop kaffe kalde fra en af byens caféer, det var bare et spørgsmål om at aftale tid og sted. Men det var jo december, og jeg var lige begyndt at blive lidt presset af mit eget manglende juleoverblik. Jeg gav udtryk for alt det, jeg syntes jeg skulle nå, og pludselig så korrespondancen sådan ud:
(…) Vi kunne overveje at tage kaffen i Bilka i morgen, så hjælper jeg gerne med at rode ting ned fra hylderne til dig. Eller med at stryge punkter på din to-do i takt med at du selv gør det. De har julekager i deres Bistro tror jeg. Med pommerans, sukat og cocktailbær. Bare et forslag. (…)
(…) En date i Bilka? Hvor fedt! Det mener jeg. Det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg står lige inden for svingdøren klokken 14. Der er nok ikke så mange mennesker i varehuset sådan en lørdag. Jeg ved ikke, om jeg skal købe noget. Men jeg vil strax gå i dybe overvejelser om, hvad jeg skal tage på. (…)
(…) Jamen… Det var jo ment som en joke. Du ved, en kæk bemærkning med glimt i øjet og hø-hø. Anyway. Jeg tager handsken op og træder ud af svingdøren kl. 1400. Kan være jeg forfører dig ud igen og måske til et sted med natur, frisk luft og så’n… Det må vi improvisere. (…)
Så nemt var dét. Vi aftalte, at vi nok kunne kende hinanden på, at han var højere end mig og jeg ikke havde indkøbsvogn med ind. Det kunne vi, og siden lørdag den 10. december 2011 med kaffe i Bilkas bistro og efterfølgende iskold vandretur og primuskaffe ved Hald Sø er det gået slag i slag. Ordstrømmen er aldrig døet ud, og det hele er nemt, ukompliceret, rummeligt, rigtigt og dejligt. Jeg fik alt det, jeg ønskede mig i min profiltekst og mere end det. Mr. Right fandtes i virkeligheden, og nu er der gået to år.
Jeg fik også en morter. Jeg har nok brugt den to gange.
Er det ikke rigtigt, at man ikke kan bedømme varen ret godt ud fra dette billede? Foto: Thomas Juul
I tilbageblikket er det sjovt, at der var et PS til overskriften i Mortens allerførste brev: NB. Jeg ved godt at Erna Hamilton siger at det kun er papegøjer der snakker. Men det var altså det filmen hed. Jeg kan såmænd også tale. Pænt. Der vidste han ikke engang, at jeg kaldte mig Grevinden på tredje. Vi var meant to be.
9. december 2013 | den store bunke |
I morgenradioen på P3 har de hver dag en gæst, som får en gave fra gæsten dagen før, og som har en gave med til næste dags gæst. Undervejs i gavesnakken bliver de altid spurgt, om de bedst kan lide at give gaver eller få gaver. Og rigtig mange af dem siger, at de allermest eeeelsker at finde på og give gaver. Jeg forstår det ikke.
I dag var gæsten Andreas Bo. Jeg er ellers ikke så vild med ham, men om det med gaver er vi fuldstændigt på linje. Andreas Bo og jeg, vi kan ikke så godt lide at give gaver, for vi er altid bange for, at det vi giver, ikke er godt nok. Men vi eeeeelsker at FÅ gaver! Og synes altid, de er så godt fundet på og helt rigtige… “Neeeeejj, en flot grydeske!”
8. december 2013 | den store bunke |
Jeg synes tit, at ALLE andre har nye ting, der altid virker, mens jeg kæmper med alt skramlet, som hele tiden kræver opmærksomhed.
Min bil, for eksempel. Den har tjent mig urimelig godt, og jeg skatter den. Men når jeg skal ud og køre, tjekker jeg altid lige, om der er luft i alle hjul og om baklygten i bagruden lige skal klistres fast igen.
Min telefon. Jeg tilhører minoriteten, der ikke har smartphone.
Min lejlighed. Det meste er landlords problemer, men det er mig, der går og fryser. Og betaler varmeregningen.
Vaskemaskinen er også min. Og i går tømte jeg to gange mange, mange liter vand ud af den, en bradepande ad gangen (fordi det var, hvad jeg havde, som der var plads til at sætte ind under, når jeg åbnede til trevlefilteret, og vandet fossede ud), fordi den ikke lukkede vandet ud. I dag har jeg ikke tid til at tænke på jul, fordi jeg skal overveje, om jeg skal skaffe reparatør eller anden vaskemaskine.
I formiddags stod jeg og hev i den ene pisker på min håndmixer, fordi den (tyve år gammel) har besluttet ikke længere at reagere på udløsningsknappen. Og så kom det til mig igen: Jeg har så meget gammelt lort!
Til gengæld har jeg også mange års stædig træning i at vinkle positivt, og dér, mens jeg flåede i piskeren, bestemte jeg mig for, at
Alle andre HAR åbenbart været igennem alting-går-stykker og har været nødt til at anskaffe nyt. Jeg er bare så heldig, at mit har holdt meget længe.
Nu skal jeg lige føle efter, om det virker…
5. december 2013 | den store bunke |
DR2 har kørt stormfjernsyn hele eftermiddagen, de sociale medier flyder over af betragtninger om vind og uvind, og jeg vil egentlig gerne slutte mig til flokken af folk, der synes det er lidt overdrevet med den – undskyld mig – storm, der er blevet pisket op i medierne.
Men jeg kan faktisk ikke ret godt lide vejret. Jeg var glad for at køre Hvide T ned i parkeringskælderen og komme hjem i lejligheden. Men der var da ingen fred. Ved 18-tiden var det faktisk lidt vildt. Virkelig voldsomme vindstød, som blæste dørene op inde midt i lejligheden. Selv om entredøren var låst og alle dobbeltvinduerne forsvarligt haspede og skunkene er nyisolerede. Pludselig lød et brag oppe på loftet, som om noget væltede. Jeg var oppe med en lommelygte for at se, om jeg skulle tage landlordkappen på mig, ligesom dengang der var femten centimeter fygesne på loftet. Der blæste en stiv modvind deroppe, men lyskeglen fra min lille MacLite afslørede ikke noget slemt. Jeg fandt ikke ud af årsagen til braget.
Så jeg gik ned og lavede en kande te og en portion havregrød og følger godt med i Bodils (dét navn – but why?) hærgen i hele landet.
Og smiler ad eftermiddagens Radioavisvært, der stillede videre til reporteren ved vestkysten: “Hva’ så, Peter, har Bodil givet dig et godt blæs?”
Stormsikring
4. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De var ikke værd at vente på, de ægte kastanjer fra svinget i Milones på Kreta.
De var ellers så fine, og vi ville vente med at spise dem, til alle rejsekammeraterne var samlet. Det kunne blive i lørdags. Jeg gjorde, som de fleste opskrifter var enige om er den rigtige måde. Skar et kryds i skallen og ind i ovnen med dem. Vi havde smør og salt og godt med forventning.
De var hårde som sten. KLONK, sagde det, når vi tabte en på gulvet. Og det gjorde vi flere gange, for de smuttede, når vi prøvede at pille skallen af. “Men det smager godt”, sagde de andre, når de var heldige at få gravet noget spiseligt frem. Mig lykkedes det ikke at skaffe en eneste lille smagsprøve at putte i munden. Jeg turde ikke risikere mine tænder. Så jeg ved ikke, om de smager godt.
Jeg ved ikke…, jeg havde forestillet mig noget blødt nøddeagtigt, som var så varmt, at smørret smeltede, og som lige skulle have et lille drys salt, og så skulle man sippe lidt rødvin til.
Det var varmt. Og der var rødvin. Derudover er noget gået galt siden midt i oktober. Jeg havde googlet mig frem til, at de kunne holde sig længe, når de blev opbevaret rigtigt, og det mener jeg, at jeg gjorde. Men den, der gemmer til natten, gemmer til katten, siger et gammelt ordsprog (og min mor), og næste gang vi har kastanjer fra vejsvinget i Milones, spiser vi dem altså med det samme. Vi vil godt prøve rigtigt.
Se, hvor de kæmper!
