23. december 2015 | den store bunke |
Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.
Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.
Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.
Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.
Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.
Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.
Alting, tjek, altså.
Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.
23. december 2013 | den store bunke |
Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?
Så kan det da ikke blive mere mismodigt.
Sådan har jeg det ikke.
For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.
Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.
Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.
Glædelig lillejul.
19. december 2013 | den store bunke |
Det ser ud, som om jeg går julen i møde med stoisk ro og så godt som uden åndenød og uden en stemme, der er gået en hysterisk oktav op. Det ser ud, som om jeg har købt julegaver i det tempo, der gør, at jeg bliver færdig lige præcis til tiden. Ikke så sent, at jeg er presset på tid og finde-på. Ikke så tidligt, at jeg begynder at købe mere til den ene og så til den anden, og så skal den tredje og fjerde jo også have lidt mere.
Det er meget mærkeligt. Og rart.
Og så er jeg oven i købet så heldig, at jeg ikke skal sørge for julemiddag eller noget. Jeg presser mig stadig ind i min gamle familiejul på fødegården. Jeg er heldig, at jeg kan, og at jeg må. At størstebror og svigerinde åbner arme, døre og hjerter. I år bliver det med mor, brødre, svigerinde, niecer og kæreste. Sidste år – som hvert andet år – var det også med mine børn. De har farjul i år, og det betyder tre sange og salmer mindre. Traditionen er, at alle vælger en sang, startende med den yngste. Jeg er den allermidterste vælger i år, og jeg vælger Julen har bragt velsignet bud, hvis den ikke allerede er taget. Sidste sang skal være Nu er det jul igen, og den er min mor nødt til at vælge. Og så synger vi også de linjer, som er hendes, og som ingen, heller ikke hun selv, ved hvor kommer fra:
Jul er for glade børn,
jul er for glade børn,
men også dejlig for de gamle.
Jul bringer juletræ,
jul bringer juletræ
og godter, lys og leg og gaver.
(eller også kommer de to halvdele omvendt…)
– mens vi pisker prustende rundt om træet hurtigere og hurtigere, skiftevis den ene og den anden vej, inden vi smider os i sofaer og stole og skal have en gang at drikke, inden vi pakker gaver op.
Med dem er det sådan, at der pakkes én op ad gangen. Når der er beundret og sagt neejjj og iiih, skal den, der fik, hente en pakke under træet og give til den, den nu er stilet til. Det behøver ikke være fra én selv, og sådan fortsætter det. Meget voksent.
Nå, men det er jo først på tirsdag. Inden da mangler jeg at finde på og købe en julegave og hente en anden, der er bestilt, i en butik. Og købe mandelgaven. Og den sidste adventsgave.
Men resten. Det ligger her under sengen og er helt, helt hemmeligt.
9. december 2013 | den store bunke |
I morgenradioen på P3 har de hver dag en gæst, som får en gave fra gæsten dagen før, og som har en gave med til næste dags gæst. Undervejs i gavesnakken bliver de altid spurgt, om de bedst kan lide at give gaver eller få gaver. Og rigtig mange af dem siger, at de allermest eeeelsker at finde på og give gaver. Jeg forstår det ikke.
I dag var gæsten Andreas Bo. Jeg er ellers ikke så vild med ham, men om det med gaver er vi fuldstændigt på linje. Andreas Bo og jeg, vi kan ikke så godt lide at give gaver, for vi er altid bange for, at det vi giver, ikke er godt nok. Men vi eeeeelsker at FÅ gaver! Og synes altid, de er så godt fundet på og helt rigtige… “Neeeeejj, en flot grydeske!”
26. august 2013 | den store bunke |
Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.
Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.
Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.
Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.
Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.
