Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.
Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.
Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.
Hvad?!?
Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.
Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.
Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.
Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?
Trackbacks/Pingbacks