Sådan har køkkenvaskområdet set ud siden i går formiddags, da vandet ikke længere ville forlade matriklen. To gange afløbsrens, masser af varmt vand, vandlås adskilt, rensebånd ført lidt over en meter ind i afløbet, og derefter fuldt stop. Ikke noget at gøre. Næste trin er at skære væggen ned, men det har Landlord bedt mig så mindeligt om at lade være med. Han tilkalder en vvs-mand i morgen, så jeg regner med fuld passage, når jeg kommer hjem fra arbejde. Kæft, hvor skal jeg så vaske op! Og nyde det.
Indtil da står der en balje i vasken til at samle vand og hvad man ellers hælder ud, og den bærer vi ud og tømmer i toilettet eller badeværelset. En kende besværligt.
Derfor var der kun ét kriterie for aftensmaden i dag: Det må ikke give nævneværdig opvask. Det blev færdigpizza.
Jeg synes, jeg er lidt ramt af vand, der ikke vil væk herfra. I sidste uge var det vaskemaskinen, som ikke pumpede vand ud. Den reparation stod for min regning. Nu er det så køkkenafløbet. Den tager Landlord. Og sådan deler vi det op her i ejendommen. Det er også ham, der tager den store kran, der om et par dage skal have plads midt i julegågaden, fordi stormen rev tagsten løs, som så smadrede nogle andre på deres vej ned. Det var det brag, jeg hørte en mørk og stormfuld aften.
Da Morten og jeg mødte hinanden, var vi ikke mange mails henne, før begge vores barndommes småkagefyrtårne var blevet nævnt. Jeg havde endnu ikke min mors Master Mixer, men udtrykte håb om, at det blev mig, der arvede den. Det var den, der havde kørt alle mine jules vaniljekranse ud, og derfor var min måde den eneste rigtige. Jeg fornemmede dog allerede på det tidspunkt, at jeg ville få kamp til stregen, for Mortens far var bager, og mens Morten havde arvet alle kagerullerne, var småkagemaskinen, som jeg anede var en lige så nostalgisk mastodont i Mortens opvækst som Ballerupen var i min, havnet hos hans bror, dog med den klausul, at den skulle udlånes på anmodning.
Det lå allerede fra starten i luften, at der måtte komme en småkagebattle.
Sidste år nåede vi kun de motoriserede-Master-Mixer-featuring-Frøken-Jensen-vaniljekranse. Det så sådan ud:
Lasse og jeg har allerede haft det æggegule vidunder i gang for et par uger siden og bagt årets vaniljekranse, men i år er også den legendariske småkagemaskine fra bageriet i Ramten på Djursland rejst fra Herning på julebesøg i Viborg. Den er rå, mekanisk kraft fra før det moderne, elektriske pjat, den er tung som en kampesten og ser sådan her ud, før den bliver monteret med småkageindsats i bagenden og fodret med dej, lukket i og drevet frem af håndsvinget, som samtidig presser stemplet bagud.
Kom så med det dej!
Vi bagte både rutebiler og vaniljekranse. De sidste efter Frøken Jensens opskrift, som jeg plejer at bruge. Vi kan lide dem, og det giver et fair sammenligningsgrundlag, når de to kombattanter har samme materiale at arbejde med.
Her spytter P.J. Odense rutebilstænger ud.
Hvis nogen skulle tænke, hvad ER det derovre i baggrunden? Så ja, det ER en æggeblomme i en colaflaske. Fordi den nemmeste måde at dele blomme fra hvide på er at suge blommen op i en plastikflaske….
Rutebiler to be
Hele fem vaniljepølser – det er svært at hamle op med
Hans far var bager, men han ville hellere være cirkusartist…
“De smager som de der Chocos, vi engang fik til morgenmad”, sagde Niels
Fantastisk jernstøbt fabrikantlogo
Herr Forhandler Aage Groespetersen har også sat en plade på
Og her er levende billeder:
Hvem vandt så? Det kan man ikke sige. De er begge to eminente til deres arbejde. Ballerup er motoriseret, til gengæld trækker Odense flere spor ad gangen. Ballerup efterlader lidt mere “spilddej” inde i sin snirklede snegl, mens der i Odense ikke er nogen dejgemmesteder. Jeg har ikke prøvet at bage rutebiler med Ballerup, men den har selvfølgelig en indsats til det. Selvfølgelig har den det. Og jeg prøver en dag.
Jeg vil sige uafgjort og konstatere, at vi aldrig kommer til at gå ned på udkørsel af rutebiler, kransekage og vaniljekranse i tre forskellige stjernediametre.
Der var en, der i går på Facebook bad sine venner om at betænke hende med deres overskud af guldmærker fra Dansk Supermarked, og efterfølgende lagde hun et billede af sit bestik ud, så vi kunne se, hvor meget hun trængte til nyt. Altså, det var ganske rigtigt lidt forvasket og med “brugsspor” (som jeg har set man skriver på køb- og salgsider). Men det var ens. Alt sammen samme slags.
I sin tid begyndte jeg at samle på en serie rustfrit bestik. Pantry, hedder det, og det var røvdyrt, så efter få år holdt jeg op med at samle, fordi jeg ærlig talt syntes, det var spild af gode jule- og fødselsdagsgaveønsker. En bordkniv til 70 kroner? Helt ærligt! Og jeg havde alligevel overtaget min brors aflagte bestik, så behovet var ikke så stort.
Da min kæreste og jeg flyttede sammen, var det med altså med min brors og hans søsters aflagte bestik, og da vi 17 år senere flyttede fra hinanden igen, delte vi det bare. Cirka sådan som vi mente at kunne huske, fordelingen var.
I virkeligheden er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan det ser ud, bare der er nok af det, og det opfylder sit formål. Derfor er det stadig det, jeg har. Vi har vores favoritter, og nogle gange er man heldig at få både sin yndlingsgaffel og sin yndlingskniv samtidig.
Her er det meste af det.
Det er samme blandede cirkus med spiseskeer og teskeer. Måske skulle jeg gøre en ihærdigere guldmærkesamleindsats og købe noget rabatbestik i Føtex. Så det er ens.
I min by har politikerne givet parkeringen fri i midtbyen i december. Som en gave til byens handlende og deres kunder, som så ikke behøver at være begrænsede af at skulle nå tilbage til deres køretøjer på de to timer, de normalt må parkere. I stedet kan de købe julegaver, gå på museum og nyde julestemningen i ro og idyl.
Der er bare sket noget andet. De fleste parkeringspladser er optaget fra tidligt om morgenen – af butikkernes personale og beboere i midtbyen, tror politikerne og handelstandsforeningen – , så kunderne slet ikke kan finde nogen steder at holde, uanset om de skal nyde juleudsmykningen eller skynde sig til lægen.
Så alle er enormt sure. De forretningsdrivende er sure, kunderne er sure og kører et andet sted hen – måske til en helt anden by, hvor de kan få lov til at betale for at parkere, politikerne er sure, fordi det ikke gik som de havde tænkt. Jeg er også sur. For jeg bor i midtbyen og har en p-licens i min forrude. Jeg har betalt for at parkere i midtbyen i et helt år og er så nok cirka den eneste (okay, plus nogle andre), der betaler for at parkere i december, men jeg kan heller ikke finde parkeringsplads.
Det har haft den konsekvens for mig, kan jeg konstatere efter tolv dage med parkeringskaos og skriverier i lokalpressen, husstandsomdelt anmodning fra handelstandsforeningen til virksomheder og beboere om dog at parkere som vi plejer og ikke tage pladserne fra kunderne, at jeg overvejer meget nøje, om jeg har brug for at køre bil. For sniger jeg mig ud med den, er der ingen pladser, når jeg kommer tilbage. Men kunne jeg så ikke bare, når jeg alligevel ikke bruger den, stille vognen et andet sted her i december og overlade de gratis pladser til byens kunder? ….!?! Jamen, jeg har jo betalt…!
Jeg forstår så heller ikke helt regnestykket. Der er et antal parkeringspladser. Man må parkere længere tid end normalt. Hvordan skulle dét give plads til flere? Ikke engang i teorien giver det mening.
Eller?
Til gengæld får jeg cyklet en hel masse. Og det er jo godt.
Da børnene var små, brugte vi i julegaveindkøbstiden skemaer med navnene på gavemodtagere på den ene led og gavegivere på den anden led og krydsede af, efterhånden som gaverne var ordnet. Jeg gætter på, at der hvert år i december krydses af på tusindvis af den slags diagrammer rundt omkring i de små hjem.
Da vi fik barn nummer tre, udløste det 15 ekstra gaver, jeg skulle sørge for. Ét barn! Det indså jeg heldigvis først, da han var kommet.
Til jer, der fedter rundt med skemaerne endnu: Der kommer en tid, hvor børnene kan selv.
