IMG_4957

’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.

Det handler om ægte kastanjer.

I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.

IMG_4958_sam IMG_4960 IMG_4967

De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.

IMG_4961

Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.

Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…

Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.

IMG_4995