4. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De var ikke værd at vente på, de ægte kastanjer fra svinget i Milones på Kreta.
De var ellers så fine, og vi ville vente med at spise dem, til alle rejsekammeraterne var samlet. Det kunne blive i lørdags. Jeg gjorde, som de fleste opskrifter var enige om er den rigtige måde. Skar et kryds i skallen og ind i ovnen med dem. Vi havde smør og salt og godt med forventning.
De var hårde som sten. KLONK, sagde det, når vi tabte en på gulvet. Og det gjorde vi flere gange, for de smuttede, når vi prøvede at pille skallen af. “Men det smager godt”, sagde de andre, når de var heldige at få gravet noget spiseligt frem. Mig lykkedes det ikke at skaffe en eneste lille smagsprøve at putte i munden. Jeg turde ikke risikere mine tænder. Så jeg ved ikke, om de smager godt.
Jeg ved ikke…, jeg havde forestillet mig noget blødt nøddeagtigt, som var så varmt, at smørret smeltede, og som lige skulle have et lille drys salt, og så skulle man sippe lidt rødvin til.
Det var varmt. Og der var rødvin. Derudover er noget gået galt siden midt i oktober. Jeg havde googlet mig frem til, at de kunne holde sig længe, når de blev opbevaret rigtigt, og det mener jeg, at jeg gjorde. Men den, der gemmer til natten, gemmer til katten, siger et gammelt ordsprog (og min mor), og næste gang vi har kastanjer fra vejsvinget i Milones, spiser vi dem altså med det samme. Vi vil godt prøve rigtigt.
Se, hvor de kæmper!
24. oktober 2013 | den store bunke |
’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.
Det handler om ægte kastanjer.
I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.
De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.
Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.
Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…
Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.
