… må man tænde godt op i brændeovnen og glæde sig over, at der både er tørt brænde i brændekassen og godt træk i skorstenen. Og optændingsbriketter og tændstikker nok… Og penge der er sparet. Tror jeg nok.
Det er Black Friday, og jeg har ikke besluttet, hvad jeg mener om den. Jeg kender alle argumenterne for og imod, om forbrug og overforbrug, kommercielle udenlandske traditioner der kommer snigende ind over os, om øget nethandel der tager livet af fysiske butikker … alt dét og meget andet.
Jeg er ingen udsalgshaj, og jeg mangler generelt et shoppegen. Det interesserer mig ikke. Jeg går aldrig på fysisk udsalg og open by night efter knaldtilbud. For mange mennesker, for meget stress, for mange valg, for mange uovervejede beslutninger. Jeg kan ikke lide det. Andre må gerne, jeg vil ikke.
Faktisk nethandler jeg heller ikke ret meget. Jo, når jeg har brug for noget, men ikke bare som tidsfordriv. Min bedste nethandelkostede ikke meget, til gengæld glæder jeg mig over den hver eneste dag.
Min arbejdsplads lever af handel. Black Friday er stor hos os. Det er den nødt til at være, fordi den findes, og fordi alle andre i junglen satser på den. Gennem hele dagen har kollegerne knoklet og holdt øje med, om ordrer og omsætning holder mål med budgettet. Vi har tippet på resultatet og satset penge på vores overbevisning, og den der kommer tættest på de faktiske tal, render med hele puljen. Det bliver næppe mig, for jeg kom til at tippe ret højt. Ja, altså, firmaet ville elske, hvis vi nåede den omsætning, jeg friskt skrev på min kupon. Men min indsats kommer mere sandsynligt til at gå til en andens forbrug.
Nå. Trods al min ambivalente modvilje mod den griske rabatjagt var jeg kortvarigt inde i byen efter arbejde. Udelukkende fordi jeg skulle købe strømper for min mor, som jeg skal besøge i morgen. Dem fik jeg så heldigvis i dagens anledning med rabat.
Måske gjorde netop dét mig blød og grebet, da jeg kom hjem og fik tændt op i brændeovnen og så lys i alt det sorte. For jeg HAR købt julegaver på nettet i aften og sparet temmelig mange penge – bilder jeg mig i hvert fald ind og er tilfreds. Skyd mig.
Vi har handlet på nettet, og man har sendt os en ugle. Vi håber, den er lige så magisk som uglerne i den Harry Potterske troldmandsverden.
Den skal holde røverfuglene væk fra krydderurter og blomsterkrukker på terrassen. Det indlysende, som flere har foreslået os, er at anskaffe en rovfugledrage. En silhouet af en rovfugl, som er fæstnet med en snor til en pind, og så kaster vinden den rundt, som om der flyver en farlig dræberfugl rundt. Det skal nok holde spurve og duer væk.
Det er bare ret dyrt, sådan et sæt med fugl og teleskopstang. Men man kunne også få en ugle, så vi. Den har et fjedrende hoved, som vinden kan få til at virre. Så bliver fuglene bange og tør ikke stjæle salvien og timianen. Tror vi. Håber vi.
Duer den?
Vi ved det ikke helt endnu. Den kom i dag. Den ser måske en lille smule … syntetisk ud. Måske er der ikke så meget schwung over den, som det virkede til den sene aften, vi så den i webshoppen og klikkede den hjem. Men den kan faktisk godt sådan ligne lidt en farlig kat, der sidder på bænken og venter på bytte, mens den koldblodigt virrer lidt med hovedet. Eller i hvert fald en ugle, der gør det.
Nu må vi se, om den forskrækker nogen. Der har i hvert fald ikke været nogen fugle og stjæle, efter at vi tøjrede den til bænken. Vi har set et par gråspurve sidde et stykke derfra og undre sig. Men ingen i krukkerne. Så indtil videre konkluderer vi, at den virker.
UGLE MOD FUGLE!!
Hvad der sker, når jeg planter nye krydderurter, ved ingen. Udover at uglen skræmmer, som vinden blæser. Se selv.
I disse dage for to år siden gjorde jeg mit livs bedste nethandel. På min nyoprettede (igen-igen) datingprofil havde jeg skrevet en virkelig ordrig tekst med den bagtanke, at hvis de ikke kunne kapere den mængde ord, var de alligevel ikke noget for mig. Et simpelt, fintmasket forhåndsfilter.
Om morgenen torsdag den 8. december kom et brev fra en, der tydeligvis ikke var blevet skræmt, og som sendte en lige så lang skrivelse med overskriften Det er mig der snakker og en indledning, der refererede til filmen Look who’s talking og handlede om at være den, der nåede først frem til målet på det splitsekund, der var til rådighed. Han sendte også et billede, men det sagde mig mindre end intet. Imidlertid var der noget i teksten, som gjorde mig nysgerrig, og i løbet af kort tid fik de travlt ude i cyberspace med at løbe frem og tilbage med mails, mens vi sporede os ind på hinanden, og ret hurtigt røg Kolding-manden, som jeg også var begyndt at skrive lidt med, af sporet. Han kunne slet ikke være med i den skrivefrekvens.
Næsten fra begyndelsen kunne vi høre en kop kaffe kalde fra en af byens caféer, det var bare et spørgsmål om at aftale tid og sted. Men det var jo december, og jeg var lige begyndt at blive lidt presset af mit eget manglende juleoverblik. Jeg gav udtryk for alt det, jeg syntes jeg skulle nå, og pludselig så korrespondancen sådan ud:
(…) Vi kunne overveje at tage kaffen i Bilka i morgen, så hjælper jeg gerne med at rode ting ned fra hylderne til dig. Eller med at stryge punkter på din to-do i takt med at du selv gør det. De har julekager i deres Bistro tror jeg. Med pommerans, sukat og cocktailbær. Bare et forslag. (…)
(…) En date i Bilka? Hvor fedt! Det mener jeg. Det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg står lige inden for svingdøren klokken 14. Der er nok ikke så mange mennesker i varehuset sådan en lørdag. Jeg ved ikke, om jeg skal købe noget. Men jeg vil strax gå i dybe overvejelser om, hvad jeg skal tage på. (…)
(…) Jamen… Det var jo ment som en joke. Du ved, en kæk bemærkning med glimt i øjet og hø-hø.Anyway. Jeg tager handsken op og træder ud af svingdøren kl. 1400. Kan være jeg forfører dig ud igen og måske til et sted med natur, frisk luft og så’n… Det må vi improvisere. (…)
Så nemt var dét. Vi aftalte, at vi nok kunne kende hinanden på, at han var højere end mig og jeg ikke havde indkøbsvogn med ind. Det kunne vi, og siden lørdag den 10. december 2011 med kaffe i Bilkas bistro og efterfølgende iskold vandretur og primuskaffe ved Hald Sø er det gået slag i slag. Ordstrømmen er aldrig døet ud, og det hele er nemt, ukompliceret, rummeligt, rigtigt og dejligt. Jeg fik alt det, jeg ønskede mig i min profiltekst og mere end det. Mr. Right fandtes i virkeligheden, og nu er der gået to år.
Jeg fik også en morter. Jeg har nok brugt den to gange.
Er det ikke rigtigt, at man ikke kan bedømme varen ret godt ud fra dette billede? Foto: Thomas Juul
I tilbageblikket er det sjovt, at der var et PS til overskriften i Mortens allerførste brev: NB. Jeg ved godt at Erna Hamilton siger at det kun er papegøjer der snakker. Men det var altså det filmen hed. Jeg kan såmænd også tale. Pænt. Der vidste han ikke engang, at jeg kaldte mig Grevinden på tredje. Vi var meant to be.
