16. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De sidste dage har jeg gået og brygget på en hovedpine, og jeg, der ellers aldrig fejler noget og bryster mig af et jernhelbred, tænker straks, at der måske er noget ubelejligt julesyge på vej.
Og så tænker jeg, at det da er NU, mit kretensiske turistkøb skal vise sit værd. På en udflugt op i bjergene købte jeg en pakke teplanter. Jeg kendte ikke planten, men hæftede mig ved, at den angiveligt hjælper mod næsten alt og i særdeleshed mod forkølelse. Tre euro, hva’beha’r? Vi så godt nok en del af den slags planter i vejkanterne sidenhen, og Morten antydede, at jeg måske lige så godt kunne have plukket selv – gratis. Sikke dumt sagt.
Det viser sig at være jernurt, – åbenbart en anerkendt urtete, som gravide endelig ikke må drikke, men den er god til at sætte mælkeproduktionen i gang bagefter. Det håber jeg så ikke sker.
Jeg drikker stort set aldrig urtete og er den personificerede skepsis overfor alt hokus pokus. Men nu er jeg måske forkølet, og jeg giver det et forsøg.
Se selv: Trylledrik!
Op i Tykke Blå og vand over. (Duskene er bare for at pifte billedet op. Der er selvfølgelig også te inde i kanden! Og det der ser ud som om det kommer ud af tuden er purløg i en krukke ovre ved væggen.)
Jeg har faktisk et par tekrus, der passer til kanden. Perfekt til jernurtete.
Pdwah!!
Lidt.
Men jeg slipper garanteret af med alle de dårligdomme, jeg ikke engang vidste, jeg havde! Og de tre euro strækker LANGT.
4. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De var ikke værd at vente på, de ægte kastanjer fra svinget i Milones på Kreta.
De var ellers så fine, og vi ville vente med at spise dem, til alle rejsekammeraterne var samlet. Det kunne blive i lørdags. Jeg gjorde, som de fleste opskrifter var enige om er den rigtige måde. Skar et kryds i skallen og ind i ovnen med dem. Vi havde smør og salt og godt med forventning.
De var hårde som sten. KLONK, sagde det, når vi tabte en på gulvet. Og det gjorde vi flere gange, for de smuttede, når vi prøvede at pille skallen af. “Men det smager godt”, sagde de andre, når de var heldige at få gravet noget spiseligt frem. Mig lykkedes det ikke at skaffe en eneste lille smagsprøve at putte i munden. Jeg turde ikke risikere mine tænder. Så jeg ved ikke, om de smager godt.
Jeg ved ikke…, jeg havde forestillet mig noget blødt nøddeagtigt, som var så varmt, at smørret smeltede, og som lige skulle have et lille drys salt, og så skulle man sippe lidt rødvin til.
Det var varmt. Og der var rødvin. Derudover er noget gået galt siden midt i oktober. Jeg havde googlet mig frem til, at de kunne holde sig længe, når de blev opbevaret rigtigt, og det mener jeg, at jeg gjorde. Men den, der gemmer til natten, gemmer til katten, siger et gammelt ordsprog (og min mor), og næste gang vi har kastanjer fra vejsvinget i Milones, spiser vi dem altså med det samme. Vi vil godt prøve rigtigt.
Se, hvor de kæmper!
24. oktober 2013 | den store bunke |
’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.
Det handler om ægte kastanjer.
I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.
De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.
Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.
Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…
Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.
21. oktober 2013 | den store bunke |
Vi lejede en bil den sidste dag af vores efterårsferie på Kreta. I store træk ville vi besøge verdens ældste oliventræ, som har stået i Vouves i 4000 år, krydse sydvestover gennem Topoliakløften, bade på den lyserøde strand i Elafonisi og køre op langs vestkysten tilbage til Platanias. I store træk var det også det, vi gjorde, og det var en fantastisk tur, som opfyldte lige præcis det, den skulle, nemlig at den sidste dag ikke bare var en dag i transit, hvor vi ventede på, at vi skulle hjem om aftenen. Og så gav den os en masse fine oplevelser.
Den hvide Polo bragte os til steder og ad ruter, hvor vi ikke ville være kommet med en turistbus – eller en bus i det hele taget. Det gav mening, at det var en lille bil, de gav os. En stor del af tiden var vi ikke helt klar over, hvor vi var. Kortet var ikke specielt godt, men måske var det i virkeligheden det bedste, der findes. Driver og codriver gjorde et godt stykke arbejde, og vi passerede de fleste af de fixpunkter, vi havde udset os. Men måske var det egentlig slet ikke Topoliakløften, vi ramte. Lige meget, der var smukt, hvor vi kom frem.
På et tidspunkt i en bjerglandsby stoppede Morten bilen uden for tavernaen og sprang ud for at spørge om vej. Egentlig havde vi en ide om, hvor vi ville henad, men de lokale syntes, vi var godt tossede at køre gennem bjergene. De ville have os ned til kysten og tage de store veje. ”Go back”, kaglede ham af dem, som kunne en lille bitte smule engelsk, og pegede den modsatte vej af, hvad vi havde tænkt os. “Go back!”, og så slap hans forklaringsevner op: “And then you must answer again!”
Vi turde ikke andet end at køre den vej, de gamle var enige om at sende os, men efter en rum tids kørsel passerede vi et skilt, som viste til byen, hvor vi havde spurgt om vej – og det virkede altså som en genvej. Men så skete der da noget ved tavernaen den søndag, og måske snakker de stadig om den lange hvide mand, de reddede fra at køre den tossede vej.
16. oktober 2013 | den store bunke |
Vind i hår og t-shirt på vej til Theodorou
Kri kri lige midt på væggen og i billedet
Snorklende
Kreta er god.
I går var vi på en bådtur, som vi alle sammen, både teenagerne, de voksne og barnet, vendte hjem fra med brede smil monteret på vores solsvedne ansigter.
Med kaptajn Lazarus og dykker-Freddy gik det for fuld skrue – eller i hvert fald 35 knob, og der var grund til at holde på hat og briller – ud til den lille ø Theodorou, som har har både unikke geder, falke, historie og koralrev. Vi sejlede rundt om øen og fik undervejs fortalt, hvad der var værd at vide. Der er en bestand på små hundrede individer af kri kri-geder, som udover her kun findes i Samaria-kløften og to andre småøer ud for Kreta. De kan klatre, kan de. Vi så nogle på en næsten lodret klippeside “Men hvordan kommer de derfra?”, spurgte jeg. “They can climb on everything, lady”, sagde Freddy, og så sagde jeg ikke mere.
Turens højdepunkt – og det vi tog af sted for – var, da vi kastede anker på øens østside for at snorkle. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg måske ikke ville snorkle – for jeg er mere landkrabbe end vandhund. Men da det kom til stykket, ville jeg heller ikke sættes i samme kategori som det ældre svenske ægtepar, der også var med på turen, og som slog en hjertelig skraldlatter op, da jeg spurgte, om de skulle simma, som om det var den skøreste vittighed, de havde hørt den dag. Så jeg fik monteret maske, snorkel og svømmefødder ligesom de andre – og hvor er jeg glad for det!
Vi så fisk, som Freddy fodrede med et kløvet søpindsvin. Han hentede søstjerner og lod gå rundt. Hårde, skrubbede skabninger, som ligner døde piberensernisser. Vi fik også konkylier at holde og mærke. Og Freddy kom op fra dybet og spurgte “Where is the little lady?” og gav Astrid en lille konkylieskal med hale, som hun måtte beholde. Man må ellers ikke tage noget som helst med ind, og alt bliver sat tilbage i havet igen, men jeg har erfaret, at bare man er lille nok og sød nok, får man ting foræret. Der var ikke noget til the big lady, i hvert fald.
Det var en dejlig tur, og vi var helt høje, da vi kom i land.
Om aftenen hørte jeg Mortens godnathistorie til barnet. Om snorkelfamilien på fem, som dag efter dag tog ud på havet med fede turister. Den lille snorkeldreng håbede sådan, at der en dag ville komme nogle, som var bare en smule lækre at se på, og endelig kom der en menneskefamilie på fem, som bare var så søde. Og snorkelfamilien kom alle ud at svømme … undtagen den lille snorkeldreng, som måtte ligge alene tilbage på bådens dæk, for den lille menneskepige havde sin egen snorkel med….
Det var alligevel en tand for sørgeligt, og menneskepigen var så træt, at hun måtte tørre en tåre bort. Så fik historien en anden slutning, hørte jeg, men den kan jeg ikke huske, for den var ikke nær så sjov.
