15. december 2016 | den store bunke |
I den forløbne weekend var jeg på badehotel, og tænk engang, at det var tredje gang på et halvt år, jeg tog ophold på mit yndlingsbadehotel – uden at fortælle om det. Jeg har bare lige nævnt det i en enkelt sætning her.
Måske skyldes det, at jeg vakler mellem at ville beholde stedet for mig selv og at ville fortælle alle om dets eksistens.
Det drejer sig om Næsbydale Badehotel, og det ligger ved Limfjorden mellem Rønbjerg og Løgstør med udsigt mod Livø og Fur.
Så. Nu er det ude.
Første gang jeg hørte navnet var for mindre end et år siden ved jagtkonsortiets årlige jagtmiddag, da Mogens, en af jægersmændene, og hans kæreste Vibeke fortalte, at de havde købt det forfaldne badehotel, sådan lidt spontant, og havde store planer deroppe. Og jeg skal lige love for, at de fører deres planer ud i livet. De overtog stedet i februar og gik straks i gang med at restaurere, og allerede i påsken åbnede de caféen. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så tidligt, men folk gik tur gennem dalen ned til fjorden og lagde mærke til, at der var kommet liv i det gamle badehotel, der gennem tiden også har været dansested, traktørsted, flygtningelejr og kollektiv, og spurgte om man kunne få kaffe. Selvfølgelig kunne de det, og så åbnede caféen og siden restauranten.
Der er også en B&B-afdeling med tre lejligheder, og med tiden bliver hele øverste etage i Baronens Hus renoveret, så der også kommer værelser der.
Baronen? Hvilken baron? Jo, det var Baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, der i starten af århundredet med sin hustru kom sejlende forbi ude i Limfjorden. Hun så ind mod land og fik øje på Næsbydale og sagde til sin mand, at deroppe i bunden af istidsdalen med den fantastiske udsigt over vandet og øerne, dér ville hun gerne have en sommerresidens. De lagde til, og baronen vandrede straks op til ejeren af dalen og købte den fornødne jord. I 1918 stod Baronens Hus færdigt. Desværre døde baronessen forinden og nåede aldrig at bo i sin sommerresidens. Baronen mistede lysten til at bruge boligen og tilså den kun efter behov.
Det var synd. Men samtidig vores held, for var boligen forblevet i Gavnøslægtens besiddelser gennem alle hundrede år, havde Mogens og Vibeke næppe været værtspar i dag, og vi havde ikke haft mulighed for at forelske os lige så meget i stedet, som baronessen gjorde i sin tid.
Vi holdt jagtkonsortiets sommerfest der i juni, vi var der med gode venner en weekend i november og holdt julefrokost med andre gode venner i denne weekend.
Dette sidste faldt faktisk sammen med femårsdagen for Mortens og min første date i Bilka, og den detalje udløste champagne fra værten til alle restaurantens gæster ved middagen om aftenen. Tak for det.
Om eftermiddagen gik vi tur ved Limfjorden. Der var kitesurfere i luften over os. “Hvor længe kan man hænge dér uden at sætte fødderne i jorden?”, spurgte vi, da vi senere passerede dem, mens de pakkede skærmene sammen. “Indtil man skal på toilettet”, svarede de. Der er åbenbart eminente luftstrømme over klinterne ved Næsbydale.
Det er et hyggeligt og helt særligt sted. Atmosfære, gæstfrihed, passion, engagement, historie, natur, ro, alt blandet sammen i det helt rigtige forhold. Man spiser godt, sover godt, snakker godt og er stille godt.
Jeg foreslår – nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud – at I selv lægger vejen forbi Næsbydale Badehotel deroppe mellem Rønbjerg og Løgstør, for eksempel en søndag eftermiddag. Gå en tur i istidslandskabet deromkring og slut af med kaffe og kage i caféen – Mogens laver fantastiske tærter og lagkager. Eller find en anledning til at samle familie og venner til brunch eller middag. Og kom så igen med jævne mellemrum og se, hvordan huset til stadighed bliver restaureret og renoveret med nænsom hensyntagen til ånd og historie.
Hils fra mig.
11. december 2014 | den store bunke |
Det var vores treårsdag i går. Tre år siden den første, legendariske date i Bilka. Da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg overbragt en hilsen fra Heidi fra Interflora i Harlev. Hun havde været noget slukøret, fik jeg fortalt, fordi hendes chauffør havde siddet i kø og ikke var nået frem til Galten, inden jeg kørte derfra.
I dag kom blomsterbudet frem i tide med en smuk buket, denne gang vedhæftet et par undskyld-chokoladehjerter. Den udløste et kollektivt “Nåårrhh” på tegnestuen, og flere af mine kvindelige kolleger var henne og tage billeder, som de sendte til deres mænd med et “Se, hvad Birgitte har fået…” og fik ikke andet end “Hun er godt nok heldig” og “De er sandelig flotte!” retur.
Meeeen…
Inden jeg kørte hjem, havde blomsterbudet været i Galten igen.
9. december 2013 | den store bunke, Heldige mig |
I disse dage for to år siden gjorde jeg mit livs bedste nethandel. På min nyoprettede (igen-igen) datingprofil havde jeg skrevet en virkelig ordrig tekst med den bagtanke, at hvis de ikke kunne kapere den mængde ord, var de alligevel ikke noget for mig. Et simpelt, fintmasket forhåndsfilter.
Om morgenen torsdag den 8. december kom et brev fra en, der tydeligvis ikke var blevet skræmt, og som sendte en lige så lang skrivelse med overskriften Det er mig der snakker og en indledning, der refererede til filmen Look who’s talking og handlede om at være den, der nåede først frem til målet på det splitsekund, der var til rådighed. Han sendte også et billede, men det sagde mig mindre end intet. Imidlertid var der noget i teksten, som gjorde mig nysgerrig, og i løbet af kort tid fik de travlt ude i cyberspace med at løbe frem og tilbage med mails, mens vi sporede os ind på hinanden, og ret hurtigt røg Kolding-manden, som jeg også var begyndt at skrive lidt med, af sporet. Han kunne slet ikke være med i den skrivefrekvens.
Næsten fra begyndelsen kunne vi høre en kop kaffe kalde fra en af byens caféer, det var bare et spørgsmål om at aftale tid og sted. Men det var jo december, og jeg var lige begyndt at blive lidt presset af mit eget manglende juleoverblik. Jeg gav udtryk for alt det, jeg syntes jeg skulle nå, og pludselig så korrespondancen sådan ud:
(…) Vi kunne overveje at tage kaffen i Bilka i morgen, så hjælper jeg gerne med at rode ting ned fra hylderne til dig. Eller med at stryge punkter på din to-do i takt med at du selv gør det. De har julekager i deres Bistro tror jeg. Med pommerans, sukat og cocktailbær. Bare et forslag. (…)
(…) En date i Bilka? Hvor fedt! Det mener jeg. Det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg står lige inden for svingdøren klokken 14. Der er nok ikke så mange mennesker i varehuset sådan en lørdag. Jeg ved ikke, om jeg skal købe noget. Men jeg vil strax gå i dybe overvejelser om, hvad jeg skal tage på. (…)
(…) Jamen… Det var jo ment som en joke. Du ved, en kæk bemærkning med glimt i øjet og hø-hø. Anyway. Jeg tager handsken op og træder ud af svingdøren kl. 1400. Kan være jeg forfører dig ud igen og måske til et sted med natur, frisk luft og så’n… Det må vi improvisere. (…)
Så nemt var dét. Vi aftalte, at vi nok kunne kende hinanden på, at han var højere end mig og jeg ikke havde indkøbsvogn med ind. Det kunne vi, og siden lørdag den 10. december 2011 med kaffe i Bilkas bistro og efterfølgende iskold vandretur og primuskaffe ved Hald Sø er det gået slag i slag. Ordstrømmen er aldrig døet ud, og det hele er nemt, ukompliceret, rummeligt, rigtigt og dejligt. Jeg fik alt det, jeg ønskede mig i min profiltekst og mere end det. Mr. Right fandtes i virkeligheden, og nu er der gået to år.
Jeg fik også en morter. Jeg har nok brugt den to gange.
Er det ikke rigtigt, at man ikke kan bedømme varen ret godt ud fra dette billede? Foto: Thomas Juul
I tilbageblikket er det sjovt, at der var et PS til overskriften i Mortens allerførste brev: NB. Jeg ved godt at Erna Hamilton siger at det kun er papegøjer der snakker. Men det var altså det filmen hed. Jeg kan såmænd også tale. Pænt. Der vidste han ikke engang, at jeg kaldte mig Grevinden på tredje. Vi var meant to be.
