29. juni 2014 | den store bunke |
Jeg er behageligt træt og skal bare bruge denne søndag aften på ingenting og på at være mor til nogen, der ser fodbold.
Vi har været til Molsfest. Sidste år var det sådan her, og det var det rundt regnet også i år. Grundtonen forandrer sig aldrig, og det er det fine ved Molsfesterne. Vi var ikke så mange, men det betød bare, at jeg blev mere opdateret på både dem, der var der, og dem der ikke var, fordi vi fik snakket med alle. Lammet var skrumpet ind til to køller, men det smagte præcist lige så fantastisk, som det har gjort de sidste tre årtier.
Vi kunne ikke sove i Hvide T ligesom sidste år, for den er bortgået, og vi var desuden tre afsted. Derfor var det både lånt bil og lånt telt. Men gammelkendt hyggeligt. Næste generation unge lømler var blandt festdeltagerne, og i nær sammenhæng med dét faktum havde de fleste af pløkkerne i vores telt sluppet taget i jorden, da vi vågnede i morges.
Der var fadøl og sommernat, en smule regn uden for den overdækkede terrasse, snak om nært og fjernt, stort og småt, komisk og tragisk, dybt og overfladisk. Grin, varme og tåbeligheder. Venner gennem det meste af et voksenliv.
Alt var fuldstændig, som det skulle være. Som det har været i det meste af et voksenliv. Hver gang jeg kører hjem derfra, er jeg dybt taknemmelig over at have det i mit liv.
I aften smiler jeg og laver ingenting.
23. juni 2013 | den store bunke |
Vi har været til Molsfest.
Molsfest er en af de dejligste traditioner, en sommerkomsammen, som gode venner lægger sommerhus til, og vi er en stor flok, som er kommet der gennem mange år. I starten var det forældregenerationen, som sov i huset, og så kom alle børnenes venner (det var os) og slog telte op på grunden, spiste helstegt lam og Grethes hjemmelavede og helt guddommelige is med marcipan og jordbær, drak usigelige mængder fadøl og larmede til den lyse morgen, sov lidt og tilbragte så det meste af søndagen på stranden, mens vi skiftedes til at hente fadøl og spise lammerester.
Senere fik vi alle sammen børn og havde dem med, og der var børneaktiviteter om eftermiddagen, og ellers foregik det som beskrevet ovenfor.
Temaerne er skiftet i løbet af årene i takt med, hvilke livsstadier vi var på. Der var de år, hvor vi blev færdige med vores uddannelser og fik job rundt omkring i landet. Der var det år, vi alle sammen fik stationcars. Der var det år, vi snakkede om sengevæderbørn. Der var det år, samtalerne handlede om flexlån. Så begyndte vi at snakke om synshjælpemidler. Så var der andre skavanker at snakke om. Så blev børnene store, og det var os, som var forældregenerationen, der var af sted uden børn igen og ikke behøvede så store telte længere. I år sov de fleste af os i vores biler nede ved stranden. Og i år var det Endomondo og løbetracks, vi snakkede om.
Det var skønt, skønt, skønt og hyggeligt. Som altid. Og selv om alle Molsfester er forskellige, var der også i år de allervigtigste ingredienser.
Der var de bedste, bedste mennesker.
Der var lam.
Der var fadøl.
Der var værelse med udsigt og bølgesus.
Udsigten ved fodenden var såmænd også fin.
Og det er langt, langt væk.
