Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.
Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.
Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.
I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.
I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.
Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.