Tre-fire gange om året mødes jeg og to veninder på skift hos hinanden. Vi arbejdede på samme reklamebureau for år tilbage og er så tilpas paralleltossede i vores hoveder og tilgang tll verden, og vores indbyrdes kemi er så meget for god at lade gå til spilde, at vi efter flere års uregelmæssig kontakt har besluttet at ses noget oftere. Pyh, det blev en lang sætning. Og det gør vi så. Ses noget oftere. Tre-fire gange om året altså.
Vi giver værtindegaver. Gode kulturelle gaver har de to andre med til værtinden. Gode bøger og dejlig likør. Det er så fint alt sammen. Men så sidste gang vi mødtes, i juni hos mig, havde Hanne og Vivi tænkt nyt. Det er blevet en tradition, at når vi er hos mig, fortrækker vi til kolonihaven, hvor vi ikke generer hverken dem, jeg bor sammen med, eller vores bynaboer med vores kaglen og latter. Det var i hvert fald anden gang, det fandt sted på den måde, og så er det en tradition. Og traditioner skal vare i mange år, og derfor ville de denne gang give værtinden en gave, de selv kunne følge år efter år. Så de kom slæbende med to kæmpepotter med de flotteste blomstrende lupiner i mange farver. Som de godt lige ville have, jeg plantede ud i kolonihaven. Så de kan sidde der med deres kølige hvidvin og beundre dem sommer efter sommer.
Det var en presbold.
Mest fordi det bed, hvor de ville skulle plantes, så sådan ud:
Og sådan har det set ud siden Haven Sæson I, hvor vi for første gang sagde til hinanden, at “det rydder vi hen over sommeren”. Det er tre år siden, og vi har sagt det samme hvert eneste forår. “I år skal vi også have ryddet det bed!”. Det er bare ikke blevet. Hver gang er sommeren løbet fra os i samme takt, som fredløs, gyldenris og skvalderkål er skudt i vejret og har taget både magten og pippet fra os. Der skulle skrælles ikke bare planterne af, men også de øverste ti centimeter jord, så alle rødder fra især skvalderkål også blev fjernet. Og det hele skulle samtidig køres væk, – en operation, som kræver både rigtig meget overskud, mange kræfter og en trailer – på én gang. Det havde vi ganske enkelt ikke fået til at gå op.
Derfor var de fine lupiner en presser. Havens andre bede ser nemlig ud på samme måde. Der var ikke en ledig plet sort jord uden et uigennemtrængeligt netværk af rødder at plante i. Men jeg havde jo også min højt besugne figenbusk, min Ficus Røsnæs, som jeg købte i juni, og som gerne skulle plantes i år og ikke overvintre i en sølle plastikpotte.
Vi allierede os derfor med et par raske gartnersvende, som på ingen tid fjernede alt det overjordiske og en god del af det underjordiske og tog det med sig. Årh, det var godt nok en lettelse! Tak til Lasse og Simon fra AB Kirketoft, som jeg gerne vil reklamere for.
Siden har jeg brugt mange timer på at endevende og finkæmme jorden i femten centimeters dybde og fjerne mange spande rødder og udløbere og underjordisk vildnis. Jeg fandt også en moderne køkkenmødding i den fjerneste ende. En plastikpose fuld af øldåser, plastikbægre, plastikbestik, kapsler og andet uforgængeligt. Nogen har simpelt hen begravet en havefest! Blå Royal var det, hvis der er nogen vidner derude, som har set noget.
Og så har jeg omhyggeligt stukket de hundreder af blomsterløg, som jeg også gravede op, ned i jorden igen (“Har du nu gemt tulipanløgene?”, spurgte min mor både interesseret og inkvisitorisk i telefonen, og jeg kunne nikke artigt og sige “Ja, selvfølgelig!”) uden overhovedet at skele til, om de ville blive til tulipaner, påskeliljer, pinseliljer, vintergækker eller hyacinter. Blomsterløg! Ned med dem!
Nu ser det sådan ud. Bart, men lovende. Figner til venstre, lupiner til højre. Løgblomster over det hele. Og med tiden hortensiaer, og måske skal mors georginer i det bed næste år. Nu, hvor der er plads.
Se, Vivi og Hanne! Planterne er i jorden, og jeg har så godt som allerede hældt vinen op og sat stolene frem, så I kan sidde og se lupinerne og græsset gro.
Men tænk da lige, hvis jeg havde forlangt at følge de flasker chili-chokolade-likør, som jeg har givet jer i værtindegave!
Der er en del af kolonihavehuset, vi mangler ord for. Det allerførste rum, man kommer ind i, når man har låst døren op, ved vi ikke, hvad vi skal kalde. Det er hverken redskabsrum eller overdækket terrasse eller drivhus, men mere lidt af det hele. Findes der et ord, der dækker. Eller kan vi finde på en helt ny benævnelse? Måske har mine læsere løsningen. Følg med en tur rundt og berig os med gode forslag til det navnløse værelse.
Jeg skal med det samme undskylde, at jeg har panoreret lidt hurtigt. Det kan måske godt gøre rundtosset. Jeg er faktisk selv lidt svimmel efter at have siddet med redigeringen af filmen …
Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.
Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.
Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.
Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.
En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.
Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?
Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.
Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.
Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.
Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.
Forleden var jeg i haven, og på et tidspunkt så jeg et optog ude på vejen, som fik mig til at tænke, at der nok var inspektion. Jeg så dem først uden for hækken ved den ene nabohave, hvor de stod og snakkede. Så passerede de forbi vores have, og jeg genkendte en af dem som kassereren, der har et meget stort ord at skulle have sagt i forbindelse med den årlige præmieuddeling. De forbigik altså os, men gik til gengæld helt ind i den anden nabohave, Evalds og fruens. Helt ind. Evald og frue er nye, så jeg gætter på, at de står til en præmie i år.
Nu ved jeg ikke, hvordan man skelner intervallet. Om der skal passere tre præmiefester med afsavn, altså fire hele år, eller om man kan få noget igen præcis tre år efter. Er det det sidste, kunne vi jo godt kandidere i år, men eftersom processionen skred forbi vores have, er det nok det første. Tænkte jeg.
Men så kom jeg til at kigge på den øverste del af vores have med fremmede øjne. Vi har måske ikke været så omhyggelige med at holde ukrudtet nede omkring trædestenene. Slog det mig. Så jeg greb den og gjorde det til dagens projekt. Og nu ser det faktisk ret godt ud, synes jeg. Mellem fliserne.
Man kan aldrig vide, om juryen er helt færdig med at votere. Måske blafrer der alligevel et blomstret diplom og en hundredekroneseddel forude.
Ved nærmere eftertanke … Jeg har faktisk overhovedet ikke savnet bestyrelsens anerkendelse, indendørs rygning, tre stykker smørrebrød og amerikansk lotteri på noget tidspunkt i de forløbne tre år.
Til gengæld er vi ved at segne under dette års agurkeavl. Vi kan næsten ikke nå at spise dem. Alle vores salater indeholder agurk, og besøger vi nogen, har vi agurker med som gave. Men der hviler sandelig også et stort ansvar på agurkeplanterne. Det er dem, der skal stå for alt udbytte i kapillærkasserne i år: Der er lus i peberfrugtplanten, og tomatplanterne satser næsten udelukkende på at producere blade i år, hvorfor tomathøsten ser ud til at blive lille og sørgelig.
Vi har spillet Scotland Yard i aften. Det er et brætspil fra 80’erne, og jeg fik det i svendegave, da jeg var færdiguddannet som reklametegner i 1985. Det og Trivial Pursuit. I Scotland Yard jagter nogle detektiver forbryderen Mr. X gennem Londons trafik via bus, taxa og undergrund. Det er ret skægt og kan spilles af folk i alle aldre, og vi tager det nok med på ferie.
Ah, hvor godt! Jeg har taget hul på tre ugers sommerferie, som jeg allerede har fyldt meget forskelligartede ting i. Derfor er dette indlæg blevet en tosset blanding af spredte billeder og samlende ord. Ellers kan det hele ikke rummes.
Vi tog til madfestival hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegård ved Horsens Fjord i lørdags og mødtes med gode venner. Der var folkemiddag i laden om aftenen med hjemmelavet økologisk mad, hvor vi sad på halmballer omkring kabeltromler. Det var rart og dejligt. Det bedste var at opleve mennesker med en passion, mennesker som gør det, de brænder for, og som stabler sådan et arrangement på benene for at dele det med andre. Læs mere om gården og folkene her.
Så har vi været i haven. Klippet hæk, så den ligner naboernes i pænhed, luget køkkenhaven og kørt forfærdeligt forfaldne havemøbler og andre effekter væk. Og nydt. Jeg fortalte om det her.
I går aftes var vi sammen med Sir Paul i en stuvende fyldt Boxen i Herning. Det var godt nok stort. Helt i toppen af mine koncertoplevelser. Han kom på kryds og tværs i tid og genre i sit kæmpestore katalog og gav os den ene klassiker efter den anden i et forrygende sceneshow. Fra smukke ballader til intens rock. På billedet nedenfor spiller han Blackbird og gav garanteret mere end én blandt publikum blanke øjne. Selv blev jeg tavs og grebet af øjeblikkets storhed, da han satte sig ved pianoet og spillede Let It Be. Selveste Paul McCartney… lige der … spillede Let It Be … i virkeligheden … halvtreds meter fra mig. Tænk.
I dag har jeg fedtet rundt og købt ind og gravet kartofler op og pakket fjeldgrej og kørt min bil til servicetjek.
Fjeldgrej er, fordi jeg skal vise Morten det mest fantastiske norske lille sted, jeg kender. Min norske familie har et hus i Telemark ved den lange sø Nisser, der strækker sig fra Treungen i syd til Vrådal i nord. Der er udsigt og fjeld, sø, å og alt det smukkeste, Norge har. Jeg har holdt ferie der tre gange før, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at komme igen. Vi skal bade i åen, der strømmer ned over fjeldet, vandre op på fjeldet og skue ud over søen, og så skal vi frem for alt være sammen og geare helt ned. Vi er så mygge- og knotklar.
