27. november 2017 | den store bunke |
Vi spillede Hint i lørdags, både det hvide og det nye røde. De er sjove begge to. To af kategorierne fra det hvide er erstattet af to andre i det røde, og nogle mener, at det røde er lidt sværere, men det synes jeg egentlig ikke. Det handler stadig om at gøre givne emner begribelige for sine holdkammerater, og det involverer stadig både held, gæt, viden, strategi og tidspres.
Vi spillede de unge mod de gamle, for det er bedst, at man inden for hvert hold har en nogenlunde fælles begrebsverden. Det er for eksempel svært, hvis én skal nynne 80’er-hits, og den der skal gætte er født tyve år senere. Ja, det kan skam også være udfordrende at finde fælles tankesæt, selv om man er jævnaldrende, for nogle kort er svære. At lyde som forlystelserne i Tivoli eller som menuen juleaften, for eksempel. Eller at mime noget, man ikke ved hvad er. Eller at lægge figurer, der skal få holdet til at sige fem bestemte ting fra en tur på kasino.
Jeg mimede en del den aften. Efterfølgende har Lasse rost mine “overraskende gode mimeevner”. På den måde ser man også nye sider af hinanden.
Blandt andet skulle jeg mime fodboldlandsholdet. Peter Schmeichel var forholdsvis let, Morten Olsen og Michael Laudrup var svære, men blev gættet. Jeg var lidt frustreret over, de ikke gættede Stig Tøfting på min ellers fortrinlige plæneklipperimitation, men allermest forundret var jeg over Mortens pletskud på min første mime, og det var det sidste, jeg sagde til ham, inden jeg sov:
“Tænk, at du gættede Nicklas Bendtner på, at jeg lynede mine bukser ned…!”
9. juli 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden var jeg i haven, og på et tidspunkt så jeg et optog ude på vejen, som fik mig til at tænke, at der nok var inspektion. Jeg så dem først uden for hækken ved den ene nabohave, hvor de stod og snakkede. Så passerede de forbi vores have, og jeg genkendte en af dem som kassereren, der har et meget stort ord at skulle have sagt i forbindelse med den årlige præmieuddeling. De forbigik altså os, men gik til gengæld helt ind i den anden nabohave, Evalds og fruens. Helt ind. Evald og frue er nye, så jeg gætter på, at de står til en præmie i år.
Det får man automatisk det første år, man har have i foreningen. For tre år siden blev vi ringet op og bedt om at komme til præmiefesten, og til selve festen modtog vi så diplom, en hundredekroneseddel og en virkeligt anderledes oplevelse. Derefter kan man ikke gøre sig håb om at få nogen form for anerkendelse de næste tre år.
Nu ved jeg ikke, hvordan man skelner intervallet. Om der skal passere tre præmiefester med afsavn, altså fire hele år, eller om man kan få noget igen præcis tre år efter. Er det det sidste, kunne vi jo godt kandidere i år, men eftersom processionen skred forbi vores have, er det nok det første. Tænkte jeg.
Men så kom jeg til at kigge på den øverste del af vores have med fremmede øjne. Vi har måske ikke været så omhyggelige med at holde ukrudtet nede omkring trædestenene. Slog det mig. Så jeg greb den og gjorde det til dagens projekt. Og nu ser det faktisk ret godt ud, synes jeg. Mellem fliserne.
Man kan aldrig vide, om juryen er helt færdig med at votere. Måske blafrer der alligevel et blomstret diplom og en hundredekroneseddel forude.
Ved nærmere eftertanke … Jeg har faktisk overhovedet ikke savnet bestyrelsens anerkendelse, indendørs rygning, tre stykker smørrebrød og amerikansk lotteri på noget tidspunkt i de forløbne tre år.
Til gengæld er vi ved at segne under dette års agurkeavl. Vi kan næsten ikke nå at spise dem. Alle vores salater indeholder agurk, og besøger vi nogen, har vi agurker med som gave. Men der hviler sandelig også et stort ansvar på agurkeplanterne. Det er dem, der skal stå for alt udbytte i kapillærkasserne i år: Der er lus i peberfrugtplanten, og tomatplanterne satser næsten udelukkende på at producere blade i år, hvorfor tomathøsten ser ud til at blive lille og sørgelig.
Vi har spillet Scotland Yard i aften. Det er et brætspil fra 80’erne, og jeg fik det i svendegave, da jeg var færdiguddannet som reklametegner i 1985. Det og Trivial Pursuit. I Scotland Yard jagter nogle detektiver forbryderen Mr. X gennem Londons trafik via bus, taxa og undergrund. Det er ret skægt og kan spilles af folk i alle aldre, og vi tager det nok med på ferie.
