7. februar 2017 | At have have |
Jeg har hentet de sidste løg fra vinterforrådet på loftet. Bananløg og rødløg var, hvad der var tilbage, og det var det allersidste af høsten fra i fjor. Vi har ikke mere i depoterne. Det eneste, der nu er at få af friske sager, er grønkål, der stadig står og modstår vinter, kulde og løbske harer i kolonihaven. Det andet må vi købe os til.
Men det vil altså alligevel sige, at de 22 meter løg, jeg lagde den 10. april (gisp, april … i år flytter vi den 8. april … får jeg overhovedet lagt i jorden til næste vinters forråd?) har gjort os selvforsynende helt hen i midten af februar. Det er da et meget godt udbytte.
Så gider man altså godt have have.
4. december 2016 | At have have |
Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.
Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.
4. oktober 2016 | At have have |
Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.
Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.
Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.
Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.
#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.
#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.
#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.
#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.
#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.
#6. Skal graves.
#7. Skal GRAVES.
#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.
#9. Skal måske luges.
#10. HAR gravet.
Den i midten er mig. Det var alt herfra.
20. september 2016 | At have have |
De sorte spande står stablet i redskabsrummet i kolonihavehuset. Jeg skulle bruge en af dem, for i morgen henter jeg en klump solhat, min yndlingsstaude, hos en bekendt. Jeg har ingen solhat, og Jens’ er alt for stor, men det laver vi om på i morgen eftermiddag.
Derfor tænkte jeg, at det var smart at have en spand med i bagagerummet til at have klumpen i. Den kan sagtens stå ved siden af den grønne Arlakasse, jeg også har i bagagerummet.
Da jeg tog den øverste spand i stabelen, råbte jeg en lyd, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal stave til. Ååøøerrrwwwhh-agtig. For der sad en frø/tudse i bunden af spanden nedenunder. Helt stille. Den sagde ikke noget. Som helst. Eller rørte sig. Ud af flækken. Enten blev den ikke nær så forskrækket, som jeg gjorde, eller også var den paralyseret.
ÅHHNEJNEJJ-HVORDAN-ER-DEN-KOMMET-DERNED-OG-HVORDAN-KOMMER-DEN-NOGENSINDE-OP-IGEN-OG-HVORNÅR-KOMMER-MORTEN-I-HAVEN-IGEN-OG-MON-DEN-FORSVINDER-AF-SIG-SELV-OG-HVAD-SKAL-JEG-GØRE-OG-HVORDAN-SKAL-JEG-NU-FÅ-FAT-I-REDSKABERNE-I-REDSKABSRUMMET-NÅR-DER-ER-ET-DYR-HERINDE?, råbetænkte jeg.
Jeg er ikke pjattet med frøer. Eller tudser. Eller fugle. Jeg kan ikke sige hvorfor, men uforudsigelige væsener, der bevæger sig rykvist i hop, spring eller flaksen er bare ikke mig. Nå ja, jeg kan heller ikke lide snegle. Kun hvis de har taget deres hus med og holder sig indendørs, er det i orden.
Men der sad den så, frøen/tudsen. Heldigvis havde jeg fået fat i en spand, så jeg kunne bare lade den sidde, ellers havde jeg virkelig været på … spanden. Jeg nøjedes med at holde mobilen frem i mine længste arme og tage et billede.
Den var lidt stor af en frø at være, og lidt lille af en tudse at være. Men mere frøagtigt flot grønmønstret end tudseagtig grå. Så jeg ved ikke, hvad det var for en. Senere har jeg googlet mig frem til, at forskellen på frøer og tudser er, at frøer har glat hud, og tudser har vortet hud.
Jeg kommer ALDRIG til at artsbestemme en!
Det blev så heller ikke nødvendigt. Da jeg nogle minutter senere kiggede ind i redskabsrummet, var artisten på vej væk for at drage ud i verden med et omrejsende cirkus. Helst til Pommern. Synes jeg.
15. september 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.
Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.
Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.
“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.
Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.
Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.
Men vær lige lidt varsom med den her:
