24. juli 2017 | den store bunke |
Sidste år gik vi op på Hægefjell, der er områdets højeste fjeld på 1021 m. Det var en fantastisk tur, som jeg beskrev her. I år ville vi gerne gentage succesen, og det nye skulle være, at vi indtog fjeldet fra Vrådalsiden. Altså med færgen over Fjonesundet, op til Vrådal, videre op til Vrådal Panorama, og derefter helt op til enden af stolehejsen, hvorfra der skulle være en turløjpe over til Hægefjell. I fjor bemærkede vi, hvor stien fra Vrådal mødtes med den rute, vi dengang kom ad, et lille stykke inden den endelige opstigning.
Altså helt kort, for nu at tage luften ud af den videre fortælling, gik det sådan, at vejret ikke var med os i dag. Byger drev hen over nordenden af Nisser og de højeste fjelde havde skyhat på, men det skiftede hele tiden, og vi besluttede at se, hvor langt vi kom. Fjeldregel nummer 8 er jo: Vend i tide – det er ingen skam å snu. Vi kom et pænt stykke op, men efter tre heftige byger var både vi og terrænet omkring os drivvåde. Fjeldet blev desuden glat af regnen, og vi bestemte os for at vende om, – det var alt for let at glide, og udsigten var ikke så vid, som den ihærdige fjeldvandrer fortjener. Det, vi kunne se, var, at bygerne ville blive ved. Dagens tur blev ikke helt den, vi havde håbet på. Men bare vent, Hægefjell, vi får dig en anden gang. Det bliver muligvis ikke i år, vi tager dig fra Vrådalsiden, men vi kommer igen.
Og på sin egen våde måde var det alligevel en flot tur i dag.
Her kommer færgen.
Godt med panorama over Vrådal og omegn.
Hægefjell er toppen i midten.
Det kunne godt være mig, der havde stået model til skiltet.
Hvis han var forulykket alene på fjeldet, var han aldrig blevet fundet i sit camouflagetøj. Godt, han fulgtes med en i rød signaljakke.
Bukser har bare at tørre hurtigt.
Frokostpause mellem bygerne.
Sært vejr.
Venter på vinter.
Sært vejr gik væk igen.
Hægefjell, dit gamle skaldede bjerg, du ligger jo bare derovre bagved og venter på os. Vi kommer tilbage!
1. juli 2016 | den store bunke |
Når man opholder sig i de norske fjelde, kigger man ofte opad. Dels for at se, hvor den næste afmærkning af turløjpen er, dels for at greje skyernes drift og vurdere, om det er smart at tage jakken på nu, – inden bygen kommer.
Vejret skifter hele tiden her. Vi kigger op og får sol i ansigtet og rammes af en frisk vind. Det næste øjeblik, når vi kigger op, drypper det. Sådan er Norge. Selv meteorologerne på yr.no, som vi ellers sætter vores lid til, når vi skal beslutte, hvornår det er bedst at lægge de ture, vi gerne vil ud på, er i vildrede. I går skrev de: “Se opp! Mange byger i #SørNorge i dag, men vanskelig å varsle nøyaktig hvor de treffer og til riktig tidspunkt på Yr”. Jamen, hvordan skal et par danskersnuder så kunne gøre andet end bare at se op og ellers pakke en regnfrakke med i rygsækken?
I dag er vi ikke i tvivl. Det regner. Meteorologerne tweeter: “Fredagen starter med sammenhengende regn i #SørNorge, senere går det over til regnbyger. Ikke glem paraplyen!”, og så slutter de med fire emojis: en glad smiley, en paraply med regn på, en sky med regn – og en bruser. Nu er vi slet ikke i tvivl. Men vi sidder lunt og godt i køkkenet og lider ingen nød. Det er hyggeligt, og senere kører vi en tur, når vi sådan lige har fået besluttet, hvor vi vil henad.
I går vandrede vi op på fjeldet bag huset. En relativt letgået rute på et par timer, som jeg har gået nogle gange før med børn helt ned til 4-5 år. Det er en smuk tur med udsigt ud over sø og fjelde. Med spor af elge og med blåbær, der bliver modne om nogle uger. Billederne taler for sig selv.
Senere kørte vi op for at bade i en å, der strømmer ned over fjeldet og danner små gryder og strømme, som man kan være heldig at dyppe sig i. Det lykkedes ikke helt for mig at komme i, klipperne nede i vandhullerne er vildt glatte og umuligt at finde fodfæste på, og så er vandet i øvrigt p-koldt! Men pænt er det deroppe, og nøgne var vi. Og primussen var med, så vi fik alligevel kaffe og chokolade. Måske prøver vi lidt længere nede ad elven en anden dag.
28. juni 2016 | den store bunke |
Ah, hvor godt! Jeg har taget hul på tre ugers sommerferie, som jeg allerede har fyldt meget forskelligartede ting i. Derfor er dette indlæg blevet en tosset blanding af spredte billeder og samlende ord. Ellers kan det hele ikke rummes.
Vi tog til madfestival hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegård ved Horsens Fjord i lørdags og mødtes med gode venner. Der var folkemiddag i laden om aftenen med hjemmelavet økologisk mad, hvor vi sad på halmballer omkring kabeltromler. Det var rart og dejligt. Det bedste var at opleve mennesker med en passion, mennesker som gør det, de brænder for, og som stabler sådan et arrangement på benene for at dele det med andre. Læs mere om gården og folkene her.
Så har vi været i haven. Klippet hæk, så den ligner naboernes i pænhed, luget køkkenhaven og kørt forfærdeligt forfaldne havemøbler og andre effekter væk. Og nydt. Jeg fortalte om det her.
I går aftes var vi sammen med Sir Paul i en stuvende fyldt Boxen i Herning. Det var godt nok stort. Helt i toppen af mine koncertoplevelser. Han kom på kryds og tværs i tid og genre i sit kæmpestore katalog og gav os den ene klassiker efter den anden i et forrygende sceneshow. Fra smukke ballader til intens rock. På billedet nedenfor spiller han Blackbird og gav garanteret mere end én blandt publikum blanke øjne. Selv blev jeg tavs og grebet af øjeblikkets storhed, da han satte sig ved pianoet og spillede Let It Be. Selveste Paul McCartney… lige der … spillede Let It Be … i virkeligheden … halvtreds meter fra mig. Tænk.
I dag har jeg fedtet rundt og købt ind og gravet kartofler op og pakket fjeldgrej og kørt min bil til servicetjek.
Fjeldgrej er, fordi jeg skal vise Morten det mest fantastiske norske lille sted, jeg kender. Min norske familie har et hus i Telemark ved den lange sø Nisser, der strækker sig fra Treungen i syd til Vrådal i nord. Der er udsigt og fjeld, sø, å og alt det smukkeste, Norge har. Jeg har holdt ferie der tre gange før, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at komme igen. Vi skal bade i åen, der strømmer ned over fjeldet, vandre op på fjeldet og skue ud over søen, og så skal vi frem for alt være sammen og geare helt ned. Vi er så mygge- og knotklar.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?
