14. juni 2017 | At have have |
Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!
For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.
Men altså, HVIS nu … SÅ…!
23. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Den helt ustyrligt heldige kombination af at have en kolonihave med så tilpas mange jordbærplanter, at man kan hjembringe lige nok og ikke alt for mange jordbær, og at have en aftenåben soft ice-butik i stueetagen og at have muscovadosirup i køkkenskabet ser sådan ud.
16. juli 2015 | den store bunke |
Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.
Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.
I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.
I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.
Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.
Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.
Så var der ikke mere.
25. april 2014 | den store bunke |
Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.
Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.
Og så alligevel.
Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.
Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.
Velkommen til Korona-jordbær
Velkommen til Elin (Det hedder sorten)
Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.
Godt med sølv. Fint, ikk’?
Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.
Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.
I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.
