2. juli 2014 | At have have |
I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.
Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.
Og jeg skal da love for, at de er store.
I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.
Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.
Eller en grevindefrokost.
29. marts 2014 | At have have |
Fem gode solskinstimer i kolonihaven. Vi skilte os af med fældet ahorntræ og ryddede vintervissent væk og fjernede ukrudt og drak øl og kaffe og rensede fliser og nød eftermiddagen.
Mine blege kontorkinder blusser som efter en dag på havet.
I dag skulle vi kun have ting med, som ender på -ks
Morten nulrer med lugning. “Du kan kalde billedet: Min nullermand.”
Konvoj. Man får slæbt redskaber ud.
10. juni 2013 | At have have, den store bunke |
Birketræet og piletræet i haven fik lov at stå. Selv om gartneren mener, det er skodtræer. “Hvis I gerne vil have svineri på terrassen, skal I bare lade birketræet stå!” Svineri, ja tak. Piletræet er et, der sikkert har sået sig selv engang og bare har fået lov til at vokse, som det ville. Og det har kvitteret med at lave den fineste stammedans, en Harlekinballet … eller noget. Selv sneglen kan lide det og troede lige, den kunne gemme sig og sit camouflagehus. Nu tager det nok en lille uge, inden den får sneglet sig ned til jorden igen.
Er det ikke pæææhnt?
6. juni 2013 | At have have |
Ærteeventyret sluttede, før det begyndte. Nogen spiser bladene, så snart ærtespirerne kommer over jorden. Det er garanteret den frække solsort, hvis rede under konstruktion vi pillede ned fra bjælkerne i huset i sidste uge, som nu tager hævn. Og hvor mange fuglekrige gider man lige føre?
Men hvem er det så, som spiser rucolaen? Den er gnasket i anderledes store bidder. De Vilde Kaniner? Flyvende rensdyr? Ejner?
Morten er en handlingens mand – i dette tilfælde en tankens mand – og påtænker at låne vildtkamera af en af sine fellow jægersmen, og så skal vi få at se, hvem som lusker i krattet om natten.
Og nu går vi under jorden og satser på rodfrugter.
