11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
18. april 2015 | At have have, Heldige mig |
Endelig en eftermiddag i haven med sol og korte ærmer. Koncentreret ydelse og nydelse.
Vores urbane oase
Dårlig samvittighed-bedet. Vi rydder det i løbet af sommeren, graver alt væk, løg, planter, rødder, alles, er vi enige om for tredje år i træk.
Perlehyacint lige midt i jordbærrækken – mindelser om havens tidligere ejer
Rabarberkompotten er næsten klar
Vi får nye kartofler om lidt
Hindbærmarmelade på vej
Og blåbærmarmelade?
Duerne håber på ribs, og solsortene håber på solbær
Jeg håber på mange kaffepauser
3. april 2015 | At have have |
Min krop er ikke tilfreds med mig. Jeg satte den til at grave have i fem timer. Nu er den mødig.
Til gengæld er jeg stærkt tilfreds med det, som kroppen udrettede.
Budskabet har været enkelt på denne langfredag: Du skal grave din have! Valget har været nemt. Der har ikke været andre fristelser for den svage sjæl. Ingen fristende indkøbscentre har blinket med flitterstads og forlokkelser.
Vi smurte mad og tog madkassen med i kolonihaven. Det er ydetid. Senere kommer nydetid. Jeg allierede mig med min spade…“Fiskars Classic røde spade er ikke bare en spade, men nærmest et begreb. Den har gennem generationer været indbegrebet af en god solid spade, der bare holder – at den i mange tilfælde er gået i arv til næste generation, er derfor ingen hemmelighed”, sådan beskriver producenten selv min trofaste haveven. Vi er et hold, Classic og jeg.
Og nogen saver og hamrer, og snart er der nyt loft i stuen.
Sikke en vejrgave, påsken blev. Jeg havde hørt om regn alle påskedagene, og så er der bare blåvejr og sol. Det nyder vi, mens vi yder. Der mangler et halvt loft og en kvart gravning.
I morgen lokker fristelserne igen. Læggekartoffelsorterne skal vælges.
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
17. februar 2015 | den store bunke |
Det er godt at glæde sig. At have noget at glæde sig til. Det har jeg. Jeg glæder mig til kærestedage i Barcelona i april.
Jeg fodrer forventningen ved at kigge på billeder fra vinterferien for tre år siden, da jeg og børnene var der. Det var dejlige dage.
