24. august 2016 | den store bunke |
Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.
Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.
Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!
Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!
Det virker helt tosset set med nutidens øjne!
Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.
Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.
18. juli 2016 | den store bunke |
Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.
Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.
I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.
Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.
Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.
Så har jeg ikke fundet flere.
22. april 2016 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.
Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.
Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.
Vestergade har hængt sommerpynten op igen.
Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.
Det var en rar fredag.
13. april 2016 | Udpluk |
• Jeg har opdateret min læseklubs liste over tilbagelagt litteratur. 110 værker på 22 år. Plus de bøger jeg sikkert har glemt at føre til protokols gennem årene. Jeg synes, det er godkendt pensum, når man tager i betragtning, hvor meget verdenssituation vi også har skullet ordne ved vores møder.
• Jeg er en enfoldig amatør til at bestille færgebilletter. Det tog mig så lang tid at komme igennem processen, at både Hammerslag og Spis og spar passerede hen over mit fjernsyn, inden jeg var færdig. Men jeg har i det mindste sikret en sommerferietransport.
• 10 hokkaidofrø og 10 squashfrø er lagt i små priklepotter. Nu er det bare at vande, vente og og håbe på bedre held end sidste år, hvor jeg af dobbelt så mange frø kun avlede ét eneste hokkaidogræskar på størrelse med en tennisbold.
• Min storebror har sendt mig et billede. Han har installeret det nye toilet, vi gav mor i fødselsdagsgave. Han er dygtig. Og klog, for hun har ikke engang nået at blive utålmodig og klage over, at han aldrig har tid. Hun blev taget med bukserne nede, kan man sige.
• Mine børn gav mormor et tremåneders abonnement på ugebladet Hjemmet. Normalprisen var dyrere end introduktionstilbuddet, som til gengæld havde en velkomstgave på slæb. Nu har jeg modtaget tre Margretheskåle, mor får snart det første blad, og forlaget har fået en midlertidig abonnent. Win.
• Vi har boet i lejligheden i snart to år, og der viser sig fortsat ting, jeg ikke ved hvor jeg gjorde af, da vi flyttede ind. Eller de viser sig netop ikke. Nu leder jeg efter skopudsegrejet. Jeg ved hvor det var i min gamle lejlighed og i den forrige og den forrige igen, og hvilken skuffe i bryggerset det var, da jeg var barn. Flere af børsterne er faktisk de samme. Men jeg ved ikke, hvor det er nu. Har vi så ikke pudset sko i næsten to år, kan man spørge. Næh…
• Nu har jeg børstet sko med en neglebørste.
• Lasse bliver student til sommer. De øver lancier i idrætstimerne. Vi har set lancierfilm fra Lauras og Niels’ gallaer (hedder det dét?). Jeg ved allerede nu, at melodien kommer til at klistre fast i mine ører fra nu af. Da-da-da-DA-da-da-da-da…
11. april 2016 | den store bunke |
Lørdag var en god dag på en gammel kro ved en vestfynsk landevej. En landevej som engang var alfarvej, og som senere – så at sige – blev overhalet af den nye hovedvej, der igen blev overtrumfet af motorvejen. Der er ikke ret meget trafik på Rugårdsvej længere. Der er heller ikke ret god mobildækning.
Men der var godt at være, da vi fejrede min mors 90 års fødselsdag. Det var godt at se størstedelen af familien samlet. Mors efterkommere, en kusine og en svigerinde. Den yngste var 18 år og de to ældste 90 år. Vi spiste, snakkede, grinede, opdaterede os på hinandens tilværelser, gik småture i de idylliske omgivelser og lod os fotografere i forskellige grupperinger, alle med mor som centrum, hvilket hun ikke var udpræget begejstret for. Hun bryder sig overhovedet ikke om at være midtpunkt, og af samme grund var der hverken sange, taler eller andre indslag. Det skulle være ligesom når vi er hjemme hos hende, men hvor vi bare fik maden serveret, og der levede kroen fuldstændigt op til hendes ønsker.
Her er vi alle sammen. Mor, kusinen, svigerinden, mine brødre og jeg og vores partnere, næsten alle børnebørn og deres kærester. Det er mor i midten med rollatoren. Engang var hun og jeg lige høje, det er sært at tænke på nu. Bag os står mors kusine. De var slyngveninder, da de var unge, de fnisede og gik til bal sammen, og det var hjemme hos hende, min mor mødte min far, der var forvalter på deres gård. Hun er heller ikke ret høj. Til gengæld fyldte hun 90 sidste år og kom selv kørende til festen i egen bil. Respekt for hende. Det er sådan set en ret sej familie.
