Året 2009

Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.

Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.

Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.

Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.

Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.

Operation hæk

Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.

“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.

Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.

Og det skete.

Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.

I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.

Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.

Den gyldne tornado er løjet af

Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.

Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.

Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.

Det var godt gjort.

Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.

Gult lys

Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.

Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.

Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.

Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.

Og se, nu er der også lys indenfor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Tiden er inde til forandringer

Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.

Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.

Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.

Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.

Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.

Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.

Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.

Og så skal man jo ikke.

Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.

Så derfor.

Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.

Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.

Blæsten kan man ikke få at se #3

Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.

Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.

Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.

Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.

Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.

Jeg er heldigvis god til at gemme

Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.

Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.

Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.

 

Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.

Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.

Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.

 

Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.

 

Jeg er heldigvis god til at gemme.

Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Tændt fra start

Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.

Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.

Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.

Ha!

Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.