31. august 2021 | den store bunke |
Det har været en dag med mange spørgsmål at tage stilling til.
Hvornår skal vi have brugt vores feriefridage efter den nye ferielov, hvor sidder anhængertilkoblingsstikket på min bil, og findes verbet ’at krane’ virkelig?
Dagen har bragt svar på det hele.
Vi skal have brugt indeværende års feriefritimer inden udgangen af 2021. I morgen kommer der 37 nye timer. Det er også en god ide at få afviklet ferietimerne her i efteråret, … chef. Jeg har mange.
Min bil. Jeg har aftageligt træk. Det er kun blevet brugt to gange – til cykeltransport på til lejlighederne lånte saksecykelholdere. Jeg har brugt lang tid på at overveje, hvilken type cykelholder/lygtebom jeg ville anskaffe, til gengæld har jeg haft min 3. nummerplade liggende i et halvt år. Nu er jeg endelig nået frem til en beslutning og ville derfor afklare, om jeg havde 7-pols eller 13-pols-stik. Og så var der slet ikke noget stik på bilen! Virkelig dumt at have trækkrog uden at kunne få trailerlygter til at virke, hva’. Skulle jeg måske specifikt have bedt om en tilkobling, da jeg købte bilen? Ubegribeligt. Så jeg kørte ganske enkelt hen til forhandleren og spurgte. Tabte jeg ansigt, er jeg gammel nok til selv at gribe det.
Stikket sidder bag kofangeren og kan vippes ned – hvis man ved, hvor man skal gribe efter det. På moderne biler må man ikke kunne se grimt tilbehør, der kan spolere det supersmarte design. Nu har jeg købt lygtebom med 13-pols stik og monteret nummerpladen. Heldigvis var jeg smart nok til at afprøve forbindelsen mellem bil og bom, inden jeg satte pladen fast. Ellers havde den siddet på hovedet, alternativt havde lygterne blinket modsat af bilen.
Og ja, udsagnsordet ’at krane’ findes. Det betyder flytte ved hjælp af en kran; udføre arbejde med en kran. Jeg havde aldrig hørt det før. Nu vil jeg til at bruge det hele tiden.
21. august 2021 | den store bunke |
Se, det var nok en overskrift, der kunne generere klik og opmærksomhed.
Men det er faktisk mere en tænksomhed genereret af formiddagens rengøring. Jeg skulle egentlig bare gøre badeværelser rene og støvsuge hele huset; det som min almindelige rengøring plejer at indebære. Men i badeværelset fik jeg øje på et par flasker med rensemiddel og plejemiddel til matte overflader, som jeg ærligt ALDRIG har brugt. Og så fik vaskene i badeværelse og køkken en tur med dét, nu jeg var i gang.
I køkkenet faldt mit blik under støvsugningen på nogle fedtpletter på en låge, og da jeg først havde fokuseret på én låge, konstaterede jeg, at alle låger og skuffer var mærket af substanser, der engang var stænket og løbet og ladt i fred. Det kender I godt, ikke? Man skulle egentlig bare tørre komfuret af, og pludselig tager det overhånd, og til sidst har man rykket komfur og køleskab ud og splittet emhætten ad. Det er i hvert fald engang sket for mig. I dag fik jeg givet alle låger og overflader i køkkenet en lidt grundigere omgang en sædvanligt.
Jeg er ingen måde renpillen, som min mor kaldte mennesker, der var overdrevet optaget af rengøring. Faktisk ser jeg ikke rigtigt, at der trænger, og det er kun, fordi jeg ved, at man skal, at jeg gør rent med jævne mellemrum. Derimod er jeg virkelig god til at holde orden og lægge ting på plads, så på den måde ser der altid okay ud hos mig. Men jeg ER i virkeligheden en gris.
Da min ældste bror og jeg tømte vores afdøde brors hus, konstaterede vi, at det hele fremstod lidt nusset. Lidt præget af, at en enlig mand havde boet i huset i mange år og på flere områder accepteret tingenes tilstand og ikke gået op i at holde rent i hjørnerne og bunden af skabene. Ikke decideret ulækkert, bare … ja, nusset. Vi talte om det, mens vi ryddede op og smed ud og forsøgte at få tristheden over hele situationen til at ligge et acceptabelt sted og forstå mekanismen i, at vores bror så ud til at have ladet stå til i krogene. “Det er jo ikke værre end i går”, var ældstebrors bud på, hvorfor der ikke lige bliver gjort rent ’i dag’.
Det er jo ikke værre end i går …
Den sætning gjorde indtryk på mig, og jeg tager den ind i mellem frem og formaner mig selv om, at jeg ikke skal blive en enlig gammel kone, der langsomt gror til i sit eget skidt. For det ER jo ikke værre end i går, og det ER ikke nødvendigt at gøre rent i dag, det kan godt vente til i morgen. Og så er der lige pludselig gået mange dage, og pludselig er det værre end i fjor.
Jeg kan næppe ændre grundlæggende på min rengøringshabitus, og jeg kommer aldrig til at gøre rent forud, eller hvis der ikke trænger, men jeg er også tilfreds, hvis jeg bare kan huske mig selv på ikke at falde i det-er-jo-ikke-værre-end-i-går-fælden.
I dag? Ja, der spejler jeg mig i glorie og god samvittighed. For se bare ovnlågen! Spejlblank. Jeg vidste ikke engang, at den KUNNE blive så ren og blank. Men det har den jo nok været, da jeg flyttede ind … for fire år siden.
I dag er det langt bedre end i går.
18. august 2021 | den store bunke |
Der er muligvis kun ét menneske i verden, der ved præcist, hvad jeg mener, når jeg siger, at denne kage er spryllet. Det er min bror. Han er nemlig også vokset op med vores mors mange mærkelige, gammeldags fynske udtryk.
Når noget – fortrinsvis madvarer – er spryllet, er det sådan lidt tørt og smuldrende og går let fra hinanden. Det kan være en ost, der er så lagret, at der falder stykker og flager af i kanterne, når man forsøger at skære et stykke, eller en småkage, der er så gennembagt eller gammeltør, at den eksploderer, når man tager en bid.
“Hm, det spryller godt nok!”, tænkte jeg med det samme, jeg satte skeen i denne bountykage, som kantinen kaldte den, og forsøgte at fange mig en mundfuld. Der var kokos ud over hele tallerkenen. Dernæst tænkte jeg, at jeg kun kender min bror, der ville kunne se det for sig uden faktisk at kigge på kagen.
Så følte jeg mig lidt gammel.
Bagefter googlede jeg lidt, for det var alligevel lidt ensomt, hvis vi kun var to, der kendte udtrykket.
Jeg fandt spor på en liste over sønderjyske ord, som nogen har gjort sig ulejlighed med at samle. Her kender de tilsyneladende også begrebet sprylle, som betyder sprede eller sprutte. Det giver jo god mening.
Og jeg fandt frem til Moths Ordbog, en historisk ordbog fra ca. 1700. Den er digitaliseret og udgivet af Dansk Sprog- og Litteraturselskab – der er henvisning til den på ordnet.dk, hvor de andre uundværlige og mere gængse ordbøger også ligger. Her kan man også læse om Mathias Moths omfattende arbejde med at registrere almindelige menneskers daglige talesprog på den tid.
Moth definerer sprylde eller sprylle som at være skør, let til at falde fra hinanden.
Tænk engang, ordet findes faktisk og har gjort det i trehundrede år.
Nu føler jeg mig virkelig gammel.
14. august 2021 | den store bunke |
Jeg hader Marketplace. Faktisk alle former for salgsportaler på nettet. Det gælder også det at have en stand på et bagagerumsmarked eller i en genbrugsbutik.
Ikke for det, jeg vil skam gerne sælge mine brugte ting, forære dem væk eller bare komme af med dem. Jeg er bare ikke fan af det og heller ikke god til agere på brugtvaremarkedet. Jeg kender masser af mennesker, der elsker at finde gode loppefund, gå i genbrugsforretninger og handle på fysiske stande og digitale platforme. Det virker, som om de altid får solgt deres varer fordelagtigt og med det samme. Sådan går det ALDRIG for mig.
I november skilte jeg mig af med min Aygo, som indgik i handelen af min nye bil. Men vinterdækkene, som jeg ikke havde sat på den lille hvide, fordi jeg skulle af med den, har jeg stadig. Jeg satte dem første gang til salg i december. Der skete ingenting. Måske fordi alle allerede havde løst deres vinterkørsel for vinteren 2020. Forleden fik jeg øje på de små gode hjul igen og satte dem til salg. Muligvis heller ikke det optimale tidspunkt på året, men man ved jo aldrig. Eller, faktisk vidste jeg det godt. Ingen reaktioner fra almindelige mennesker.
Men robotprofilerne er tilsyneladende altid interesserede. “Hej Birgitte. Er denne vare stadig tilgængelig?”, spørger Pierre Ouattara, hvis profil har bare ti venner med afrikanske navne, og Chami Diakite fra Elfenbenskysten med hele 259 Facebookvenner. Når jeg svarer ja, vil de gerne købe og gerne allerede dagen efter, men så er der bare det, at de er så ophængt med arbejde, at de er nødt til at sende en kurer fra GLS eller FEDEX med en konvolut med kontanter, og når jeg har bekræftet beløbet, vil kureren tage varen med og sende den til dem, forklarer de. Jeg skal bare lige oplyse mit ’navn, fornavn, adresse, by, globale varens størrelse, e-mail-adresse’. På dette tidspunkt i den første korrespondance trak jeg mig med et “Nej tak, det bliver for mærkeligt, jeg afventer en anden køber.”
Siden er der kommet flere af den slags henvendelser, som jeg nu selvfølgeligbare afviser fra starten.
Men ingen interesse for vinterhjul fra almindelige, virkelige mennesker. Måske er september eller oktober et bedre tidspunkt at tilbyde verden mine fortrinlige dæk?
Medmindre I kender nogen, der lige står og mangler et sæt 14” Continental 165/65 R14T med omkring otte tusind kilometer bag sig? De er på fælge, og der er både bolte og kapsler med.
Eller måske kender I bare nogen, der vil købe af medlidenhed, fordi det er synd for mig, at jeg er så dårlig til at krejle.
9. august 2021 | den store bunke |
I aftes påkørte jeg næsten en rå. “Næsten” betyder, at jeg nåede at undvige så meget, at dyret i stedet påløb mig. Og løb videre ind i skoven, sagde bilisten bagved, da vi begge holdt ind og snakkede lidt om, hvad der egentlig skete. Jeg mærkede kun et lillebitte stød i bilen, og dyret har formodentlig lige snittet min bagskærm. Det var pænt af ham, der kørte bagved, at stoppe op og godt for mig at få episoden vendt med en, der så hvad der skete bag mig. Dyret var væk, og formodentlig slap det også med forskrækkelsen. Der var heller ikke noget at se på bilen, ikke så meget som et hår.
Det var første gang, jeg var så tæt på at påkøre et dyr, og jeg kørte meget årvågent resten af vejen hjem.
Således sluttede min sommerferie, og i dag har jeg gennemført en arbejdsdag. Det gik godt, og jeg tænker da, jeg prøver igen i morgen. Men her, første aften efter første arbejdsdag efter ferien er jeg aldeles udmattet og har kun gidet at sidde på terrassen i de sidste solstråler og strikke på noget vinterbeklædning med Kvinde set fra ryggen i ørerne. Helt som forventet og helt, som det skulle være.
Mere end næsten godt, faktisk.
24. juni 2021 | den store bunke |
Jeg har fået min anden dose Pfizer-vaccine i dag. Overskriften kunne også have været Andet stik stak. Men det ville ikke have været rigtigt, for det gjorde det ikke. Faktisk mærkede jeg stort set ikke stikket, det var en meget dygtig injektør, og det gik lynhurtigt. Og da jeg satte mig i vente-på-bivirkninger-salen bagefter, prikkede en bekendt, der viste sig at sidde lige bagved, mig på skulderen – det gjorde heller ikke ondt, selv om det var den nyligt bestukne side. Til gengæld gik det påbudte kvarter hurtigt med behagelig snak, og så kunne jeg køre hjem.
Jeg har det godt. Min arm er ikke faldet af. Skulderen er begyndt at blive øm, ligesom ved første stik, og måske bliver det værre. Men så går det over. Intet tyder indtil videre på influenzasymptomer, som jeg har hørt, at nogle får.
Og mentalt føles det mest af alt godt.
19. juni 2021 | At have have |
Der er et stykke med granitskærver i min forhave. Det er eksploderet med ukrudt i år, meget mere end de foregående år. På sådan en svedigt varm og lummer dag uden andre planer er det såmænd en udmærket beskæftigelse at sætte mig derude på en plastikkasse med en lydbog i ørerne og luge løs – igen. Det får formentlig aldrig ende. Det stykke, som jeg lugede i sidste uge, pibler igen.
Imens tænker jeg på min haveglade mor, der altid, altid, altid havde succes med – og tid til – at tage den slags i opløbet. Hun gik aldrig tur i sin have uden at have øje for at bøje sig ned og trække små ukrudtsspirer op, som havde sneget sig frem siden hendes seneste tur med skuffejernet. Hun holdt haven ren, hun gjorde den ikke ren.
Jeg tænker også på min far, som for længe siden ville have tilbudt at gå en tur med roundupsprøjten.
18. juni 2021 | den store bunke |
“Jeg tog sommerbilen i dag, den har kaleche, og airconditionen i den anden er begyndt ikke at virke så godt”, sagde en kollega forleden ved frokosten, da snakken faldt på sommervarmen, som vi glædede os til at få fri til.
Næste dag sagde jeg til hende, at hun da ikke havde nævnt, at ’sommerbilen’ var en Porsche. Jeg havde godt set, at der holdt sådan en på parkeringspladsen, da jeg mødte om morgenen, men havde samtidig tænkt, at jeg ikke gad spørge nogen, hvis det var, for jeg er faktisk ret ligeglad med biler. Det var der så andre, der havde spekuleret på, og nogen vidste præcis, hvem der kørte i den. Da jeg nævnte det for min kollega, trak hun på skuldrene og sagde: “Men det er fordi, jeg er ligeglad med det. Ja, det er en Porsche. Den er hvid.”
Og det er præcis sådan, jeg også har det med biler. Jeg købte selv en ny bil i efteråret, og kort tid efter var der en kollega, der sagde til mig i kantinen: “Det er da godt nok en herrebil, du har fået dig!”. Jeg er tit ankommet til arbejdspladsen samtidig med ham og har bakket min lille Aygo ind ved siden af hans store stationcar – af et mærke, som jeg ikke kan gøre rede for. Den er hvid. Og nu havde han tydeligvis bemærket, at jeg kom i noget andet.
Og hvorfor har jeg købt sådan en herrebil, når jeg er ligeglad med biler? Tjoo, primært fordi jeg kunne. Jeg arvede nogle penge samtidig med, at jeg blev alene på matriklen. Den store bil med anhængertræk og større bagagerum flyttede, og min lille bil havde begrænset person- og lastkapacitet i de ganske vist sjældne situationer, hvor jeg havde brug for det. Ikke engang en cykel kunne jeg fragte. Så jeg orienterede mig på bilmarkedet og var egentlig ikke så længe om at beslutte mig. Og gjorde det udelukkende ud fra mavefornemmelsen og uden at prøvekøre andre end den, jeg endte med. Det måtte gerne være noget hybrid, for at jeg kunne møde omverdenens klimablikke, men jeg gad ikke rode med at skulle installere en lader i carporten. Toyota ville godt tage Aygoen i bytte. Og den skulle være rød. Farven var faktisk det eneste, jeg aktivt valgte og insisterede på. Alt det andet var mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt tage med, hvis den har dét.
Jeg kan så sige, at jeg virkelig nyder det, hver gang jeg sætter mig ind i min bil. Køreglæden opvejer i den grad alt det ligeglade. Men jeg kunne have været lige så glad i enhver anden moderne bil. Nu blev det bare den her.
Og ja, det er min bil på billedet. Og ja, den er beskidt. Det er jeg sådan set også ret ligeglad med.
1. juni 2021 | den store bunke |
Jeg kan høre en spæd pippen bag sternbrædderne, og det er faktisk en lettelse. Så er det nemlig ikke mig, der har fået pip.
Bag vinduet her er kontoret, hvor jeg har hjemmearbejdet siden før jul. I løbet af foråret har jeg siddet derinde og ind i mellem syntes, at jeg kunne høre lyde og skraben fra hjørnet oppe ved loftet, og jeg har tænkt lidt på, om der mon var flyttet mus eller mår ind. Og om det var noget, jeg skulle gøre noget ved. Men jeg har simpelt hen ikke kunnet se nogen huller i mur, tag eller træværk. Og så har jeg gjort det ved det, at jeg har ignoreret det.
I de sidste dage har jeg i kanten af mit synsfelt fornemmet hurtige fugle udenfor, som jeg knapt når at se, fordi de er væk, før jeg når at dreje hovedet. I sekunderne efter de hurtige vingeslag er der udløst et værre pipperi deroppe, stærkere og højere for hver dag.
En fuglerede, altså! Nu med udklækkede unger, der bliver mere og mere sultne og højlydte og lyder, som om de bor lige over mit hoved. Det gør de jo også, bare med indgang udefra. Jeg tror, det er mejser, for ingen andre kan komme ind af en sprække, der er så lille. Jeg kan ikke engang helt få øje på, hvor indflyvningen er. Jeg kan heller ikke nå at se forældrefuglene længe nok til, at jeg kan være helt sikker på arten. Men mejser er sindssygt hurtige, så det er nok dem.
De må gerne være der. Jeg ved ikke, om det er godt for huset, men det er godt og trygt for den nye fuglegeneration, og så er det fint med mig. I det mindste er de i sikkerhed for rovfugle og andre blodtørstige væsener.
Det er lidt hyggeligt, indtil de flyver fra reden inden så længe. Og hvis mejseparret mener, de vil nå et kuld mere og bygge lidt til først, ved jeg i det mindste, hvem der støjer deroppe.
20. januar 2021 | den store bunke |
Jeg ved, det er onsdag, fordi Joe Biden i dag er indsat som USA’s 46. præsident, og i den forbindelse er der sagt onsdag den 20. januar tilstrækkeligt mange gange til, at jeg kan huske det.
Ellers kniber det lidt med at holde styr på ugedagene, og egentlig er jeg forundret over, at det allerede er onsdag. Jeg synes lige, det var søndag, hvor jeg forberedte mig på at sætte mig ved arbejdscomputeren på hjemmekontoret næste morgen – og her er vi så. Onsdag.
Dagene ligner hinanden meget. Bortset fra vejret. I dag har det silet ned udenfor, hver gang jeg har løftet hovedet og kigget ud. En nogenlunde fast rutine i min nuværende hverdag er at gå en tur, når jeg har lukket ned for dagens arbejde, for at tømme hovedet, lytte bog og få mig rørt. Der var intet udenfor, der indbød til at gøre det i dag, men hvis jeg starter i det ene hjørne af huset og tager en runde og går ind i alle værelser på begge etager, tager det to trekvart minut med et forbrug på lidt over 200 skridt (jeg ved det – jeg har målt!), så det krævede egentlig ikke så meget overvejelse alligevel at trække i regntøjet, putte Paul Austers 4 3 2 1 i ørerne og tilbagelægge fire en halv kilometer. Og stadig nå Lady Gaga, J-Lo og præsidentielle edsaflæggelser.
Og udover verdenspolitik i tv byder sådan en onsdag aften på mange fine ting. 3 x beliggenhed er for eksempel et af mine yndlingsprogrammer. Jeg har fået tortellini til aftensmad, der er ild i brændeovnen, og jeg strikker på en hue. Ikke fordi jeg egentlig har brug for en hue, men jeg havde garn til en hue, og så bliver det sådan.
