Udfordret på samtale

Vi har set den fineste lille teaterforestilling, “Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon”, om det der sker, når mennesker har modet til at kigge op og møde verden. Tre skuespillere får med helt enkle virkemidler, en fantastisk tekst og en eminent timing publikum til at danne egne billeder, og når forestillingen er slut, har man næsten glemt at trække vejret.

Det var uovertruffet, magisk og smukt.

Bagefter havde vi købt billet til noget, de kaldte “Suppe og samtale”. I vores egne hoveder havde vi egentlig bare sikret os aftensmad og ikke gennemskuet konceptet, men der lå altså mere i det fra arrangørens side. Forestillingen spillede også dagen før, og jeg læste en anmeldelse i den lokale avis, hvor jeg var blevet opmærksom på, at publikum skulle inddeles i grupper på tre for at samtale om et givet emne. Jeg var altså forberedt på, hvad der skulle ske, men også forberedt på at være langt uden for min komfortzone. Jeg er dårlig til – og uinteresseret i – small talk, og jeg er virkelig ikke tilhænger af at få udstukket en rolle, som jeg forventes at udfylde. Jeg vil hellere snige mig ud i skyggerne i kulissen og betragte.

Men det skulle man så. Morten og jeg holdt os sammen, for to af de tre i samtalegruppen måtte godt kende hinanden, og så kom der en tredje hen til os, som vi ikke kendte. Alle skulle bruge et øjeblik på at tænke på et menneske, som i vores barndom havde fået os til at kigge op, måske bare i et øjeblik åbnet vores øjne, for noget, for verden, for os selv (min udlægning af opgaven, jeg husker den ikke ordret), gjort indtryk, og det skulle vi så fortælle hinanden om, snakke om og måske se efter fællestræk.

Det var ikke så enkelt, men det blev faktisk til en fin lille samtale, som igen åbnede nye øjne, ledte os i uforudsete retninger og fik os alle tre til at kigge op. Noget vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke var blevet puffet ud i det og udfordret. Jeg er helt stolt over at have deltaget i det. Og så viste det sig alligevel, at jeg kendte kvinden, vi samtalede med, af navn gennem fælles bekendte, og så supplerede vi med en snak om det og dem også.

Og så var der suppe. God, varm og nærende, og således var der føde til både ånd og krop på den fineste tirsdag aften.

Udpluk #25

  • Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
  • Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
  • Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
  • I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
  • Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
  • Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
  • Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.

Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu

Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.

“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.

Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.

“Åh, vi må have misset det…”

“Men er du ikke derude?”

“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”

Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.

Samtidig gik noget op for ham:

“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”

Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.

Nu funderer jeg over to ting:

  1. Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
  2. Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?

Peddersen og Findus – livets referenceramme

Hele to gange i de seneste dage har Peddersen-universet været referencen i samtaler, jeg har haft.

Jeg taler naturligvis om Sven Nordqvists vidunderlige billedbøger, som jeg læste højt mange gange, da mine børn var små.

I forgårs var det i en snak om grævlinges farlighed, at jeg hentede min indre Da Findus var lille og forsvandt frem og insisterede på, at grævlinge altså ikke er til at spøge med. Tænk bare på tegningen af lille Findus’ røde og forgrædte øjne, da han bliver fanget i en papkasse med en puslende grævling udenfor. Så bange han er!

Det er heller ingen spøg at ramme en grævling på landevejen. Det er som at køre ind i en sten. Meget kompakte dyr. Det var egentlig det, samtalen startede med. Men farlige rovdyr er de også. Jævnfør Findus.

Og i dag kørte vi forbi en lillebitte sø, hvor der sad en lystfisker, og jeg funderede over, om søen overhovedet var stor nok til brugbare fisk. Så refererede Lasse til en Peddersen-historie, hvor de var nødt til at fange små fisk først for at få madding til at fange de store fisk, i deres tilfælde gedder.

Jeg elsker, at mine børn også som voksne har Peddersen og Findus som referenceramme.

Senere på dagen var jeg inde i en boghandel og konstaterede, at bøgerne ikke er så stor en del af standardsortimentet, som de var for tyve år siden. Men der var heldigvis et par stykker. Ikke historien med grævlingen og heller ikke Pandekagekagen, som er en anden af mine favoritter. Men Rævejagten med det uhyrlige fyrværkeri og Ud i det blå med Peddersen var der, og Stakkels Peddersen, hvor Peddersen er i det sorteste humør, og Findus med alle sine skøre krumspring endelig får ham lokket med på netop en fisketur, som altid gør så godt for sjælen.

Læs dem alle sammen for dine børn eller børnebørn! Ingen børn bør vokse op uden Sven Nordqvists fantastiske tegninger og finulige fortællinger.

Udpluk #24

  • Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
  • Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
  • Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
  • Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
  • Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
  • Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
  • Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.

Lyden af stilhed

I dag holder vi det stille. I hvert fald først på dagen.

Det kan godt være, jeg er fyldt tres, men jeg er ikke holdt op med at fylde musikoplevelser i mit liv, og i denne weekend har de lagt sig i en smule overflod. Derfor lader vi op imellem oplevelserne i dag.

I går var der Fyrværkerifestival i Viborg – otte musiknavne over 12 timer og 17.000 stykker publikum. Og til i aften købte vi for et stykke tid siden i kådhed og en smule tankeløshed billetter til en dobbeltkoncert med Mads Langer og Tina Dickow i Musikhusparken i Aarhus. Derfor stener vi søndagen væk, indtil vi skal i gang igen.

Det var en virkelig fed dag i går. Der var to scener, hvor der blev spillet skiftevis. Alt det vi gerne ville se var koncentreret på den ene scene, placeret i et kæmpestort mastetelt, så der holdt vi os. I rækkefølge var det Saveus, Johnny Madsen, Tina Dickow og Magtens Korridor, og det lykkedes os at være på forreste række – helt fremme ved hegnet – til alle fire koncerter. Da Saveus spillede, var der næppe andre end mig oppe foran, der var fyldt tres. Ved den næste koncert var der næsten ikke nogen, der IKKE var. Ved de to sidste var det ret blandet.

Vi fik fire store – og meget, meget forskellige oplevelser. Højdepunktet for mig var Tina Dickow med band, skarpt fulgt af … nej, der er ingen grund til at liste op; der var energi og nerve i det hele, og det var supergodt.

Da vi gik op til festivalen, havde jeg – helt ud af ingenting – introen til Carpark Norths Transparent and Glasslike på hjernen, måske fordi de spillede på Fyrfest sidste år. Da vi var på vej hjem i nat, spurgte Morten, hvad jeg nu havde kørende i hovedet. Uden tøven svarede jeg Lorteparforhold, uden at man skal lægge noget i dét. Nu må vi se, hvilket lydtæppe jeg kommer hjem med sent i aften.

I øvrigt kan jeg konstatere, at vippen med benet i takt til musik af telefonens sundhedsapp opfattes som skridt. I går gik jeg således lidt over fire kilometer fremad og rytmetrampede cirka seks kilometer på stedet.

Ha’ en dejlig søndag. Min er stille, både hvad angår lyd og fremdrift.

Saksen?

Mig i kolonihaven med stor tænkeboble hængende over hovedet, mens jeg gik undrende fra containeren tilbage til broccolien og salatbedet, hvor jeg kom fra:

“Hvor er saksen? Jeg havde da en saks med ud, hvor kan jeg have lagt dén??!”

Så kom jeg til at kigge nærmere på min hånd, og tænkeboblen brast.

Udgivet i At have have - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Hampen Sø rundt

I dag gik jeg rundt om Hampen Sø. Og hvis denne lille fortælling engang bliver søgt frem af glade vandreaspiranter, der med de rigtige søgeord håber at få information om en ny og spændende rute, må jeg hellere straks oplyse, at I ikke finder professionel beskrivelse her. Jeg havde amatørsko på. Men her er alligevel en brugbar oplysning: Der er lige under fem kilometer rundt om Hampen Sø. Det er et stykke data, jeg ikke selv kunne finde, da jeg undersøgte lidt på forhånd. Men nu har jeg målt. Det er omkring syvtusind skridt af den længde, mine ben tager.

Lad mig i stedet starte et andet sted. Jeg besøgte min mor i dag. Det var en uheldig dag rent trafikmæssigt at køre til Fyn, for i morges væltede en lastbil på motorvejen ved Middelfart og lækkede olie ud over hele vejbanen. Derfor var motorvejen spærret i østlig retning til et stykke ud på eftermiddagen. Det vidste jeg ikke, da jeg kørte hjemmefra, men Morten ringede (fra et jagtrevir i Sverige af alle steder) og fortalte det, da jeg stadig havde en times kørsel til Lillebælt, så jeg tænkte at det havde de nok løst, når jeg nåede så langt.

Det havde de ikke.

Der er ingen alternative veje til Fyn i år, fordi den gamle bro er lukket på grund af restaurering, så der var ikke andet at gøre end at glide ind i den kø, som startede små ti kilometer før Lillebæltsbroen. Det stykke vej to det så to timer at tilbagelægge, så min tur tog mere end fire timer, hvor den normalt tager lidt under to. Heldigvis havde jeg både kaffe og vand med, der var Mads & Monopolet i radioen, bagefter havde jeg lydbog, og jeg skulle ikke på toilettet. På den måde gik det godt, og jeg er god til at være der, hvor jeg er.

Hovedvej A13 er en væsentlig del af min rute til Fyn og har været det i 28 år. Og stort set hver gang, jeg i alle de år har passeret skiltet mod Hampen Sø nord for landsbyen Gammel Hampen, har jeg tænkt, at dér kunne man også stoppe op og gå en tur rundt en gang. Det er blevet ved tanken.

Men i dag smed jeg traveskoene i bilen, da jeg kørte hjemmefra, og havde en tanke. Dagen skred med nogle timer på grund af den væltede lastbil, men jeg havde ikke nogen bagkant. Morten er som nævnt i Sverige, så ingen ventede mig hjemme. Lige dét at ingen vidste, hvor jeg var, gav jeg dog lige en ekstra tanke, da jeg på hjemvejen gjorde alvor af at stoppe op og gå rundt om søen. I de svenske krimier, jeg ynder at have i ørerne – og også havde i dag, er det både dumt og dumdristigt at gå alene på øde stier uden at have en livline til baglandet. Men vissevasse, tænkte jeg også.

Det er en smuk tur, og med sine knapt fem kilometer er den også overkommelig. Den er varieret, både smalle stier og brede skovveje. Der er også en badestrand på nordsiden. Og vejret var smukt og varmt.

Der kan jeg godt stoppe op en anden gang. Så er der lidt ny luft inden de sidste halvtreds kilometer hjem til Viborg, som er de kedeligste og mest søvndyssende på hele turen.

 

Du er fuld af fis, have!

Når jeg tager ud i kolonihaven, ved jeg aldrig, hvad jeg får lavet, før jeg har lavet det. Jeg kan have planlagt, at jeg vil gøre noget specifikt, men når jeg tager derfra, er jeg tit kommet til noget helt andet – og er ikke engang begyndt på det, jeg kom derud for. Fordi jeg lige får ideer, når jeg går der.

Sådan gik det til dels også i dag.

I går var batteriet til plæneklipperen dødt, så der tog jeg løg op i stedet for at slå græs, og havde batteriet med hjemme til opladning. Derfor var planen plænen i dag. Og sådan blev det.

Derefter havde jeg flere overvejelser. Grave løgstykket igennem og sætte jordbærstiklinger? Luge grundigt? Grave kartofler op?

Så kom jeg til at tænke på tagrenderne. Hvornår havde jeg egentlig sidst renset dem? Og hvordan så de mon ud efter al den regn? Fyldt med birkeblade og snask?

Frem med stige og gummihandsker og i gang. På forsiden af huset var det ret nemt, bare snasket, og jeg kunne uden besvær grave renderne fri og spule igennem. Fint.

På bagsiden af huset er der lidt mere ufremkommeligt, og der har indtil for få uger siden stået et gammelt tjørnehegn, som nu er fjernet. Det har taget alt lys og luft fra huset og især har det drysset ned i tagrenden, som var decideret fyldt med jord, fordi det er mange år siden nogen har renset den. Jeg har i hvert fald aldrig været der.

Det var sådan set bare at manøvrere stigen på plads og vippe jorden ud over kanten med gummihandskebeklædte klør fem. Værre var det med nedløbsrøret. Der sad en prop, som jeg ikke kunne spule ud med haveslangen. Jeg endte med at afmontere hele røret, skille det ad og vippe en meter jordcylinder ud. Nu fungerer det.

Jeg følte mig både dygtig og ansvarlig.

I morgen gør jeg noget andet. Eller tredje.

Yndlingsgul

August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.

Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.

Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.

Heldige mig.