Den ædle kunst at lave ingenting

Juleferien giver fred til at træne den klassiske disciplin At Lave Ingenting. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, men jeg er ret god og har forfinet mit kunstneriske udtryk i to dage nu. Jeg fik hjælp onsdag aften, da jeg tog strømper af for at gå i seng: Et smæld i højre balle, som efterfølgende fik mig til at tænke over alle bevægelser, når jeg skulle skifte stilling i såvel liggende, siddende og stående position.

I går morges var jeg derfor en gammel kone, der fandt det klogest ikke at bevæge mig. Nærmest overhovedet. Og derfor så mit synsfelt sådan ud det meste af dagen. Jeg fik noget smertestillende creme på ballen, et par ditto piller indvortes, og så sad jeg her.

Det var rart. Jeg lyttede bog og spillede Candy Crush, og vi så et par afsnit af den britiske bagedyst, hvor de ikke er nær så dygtige dekoratører som i den danske. Slet ikke. Bogen, jeg hørte, var Anne Knudsens erindringsbog Hvor jeg var barn var der isbjørne. Hun er vokset op 1950erne i Syd- og Østgrønland, og bogen er både interessant og oplysende. Jeg kan anbefale den – men jeg synes, at de fleste forfattere skal lade være med at indlæse egne værker. Min app siger, at jeg gik 239 skridt i går. Så gik jeg da heller ikke i vejen for nogen.

I dag var ballen rask, og jeg fortsatte finpudsningen af ingenting. Indtil jeg besluttede mig for at gøre køleskabet rent og kom til at gøre HELE køkkenet rent. Vi kan kalde det julerengøring. Det er nok ikke sket siden sidste jul. Gisp, måske er det en tradition nu??! Men det gav mig anledning til at få Grønlandserindringerne gjort færdige, samtidig med, at der kun er datogode varer og tilladte bakterier i køleskabet, og så gik jeg heller ikke i vejen for andre så længe.

Jeg gik en lang tur bagefter for at teste min mirakuløse helbredelse – og for at få frisk luft med en ny bog i ørerne. Hjorth Rosenfeldt har lykkeligvis netop udgivet sjette bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. En højere retfærdighed hedder den, og der gik 8,7 raske kilometer i Viborgs østlige omegn med at få genopridset persongalleriet og skyde seriemyrderierne i gang.

Nu er jeg klar til at genoptage At Lave Ingenting og se dansk Jule- og nytårsbagedyst i tv. Jeg tror jeg er god til det. Min app siger i dag 11.297 skridt indtil nu, så jeg tror næsten, jeg både fører i både At Lave Ingenting og At Gå Mange Skridt. Det er ret godt gået.

Lillejuleaften

Jeg stod på byens torv under dette flotte juletag, som jeg tror er fotograferet de første 10.000 gange – mindst, fordi det er så pæææhhnt, og det gik op for mig, at det er lillejuleaften. Det lyder sært, at det skulle overraske mig, for jeg er selvfølgelig helt med på, at det er juleaften i morgen. Jeg havde bare ikke tænkt tanken “I dag er det lillejuleaften“. Det gjorde jeg så lige der, mens et kor sang julesange på scenen. Jeg kunne ikke rigtigt se noget, fordi alle viborgensere og alle fra omegnen havde forsamlet sig, og fordi mine ben er så korte og mine øjne derfor sidder for langt nede. Men jeg kunne høre, og Morten var ved min side, og vi havde drukket gløgg og spist gourmethotdogs og fået masser af frisk luft, da vi gik ind til byen (og samme mængde på hjemturen).

Alle vores børn er andre steder i aften, og vi har nydt en stille tosomhed med ingen verdens ting udover en rask spadseretur, fjernsyn, gadgets, romtoddy (mig fordi jeg fik næseløb og nys af al den snigende kulde ude i verden) og hvad vi nu syntes.

Meget fredfyldt.

Og måtte resten af julen blive det. Fredfyldt og i godt selskab.

Glædelig lillejul og storejul, små og store.

Den længste næstkorteste dag

Hvor ER tiden bare gået langsomt i dag. På arbejde nåede jeg allerede i går det, jeg syntes, jeg skulle inden jul, og siden har jeg egentlig bare drevet tiden foran mig… Gå, gå, gå! Imens har jeg sørget for at drikke kaffe nok og gøre mit til, at mindst muligt slik overjulede i afdelingen.

Og nu er det nu. Jeg er heldig, for jeg har juleferie. I tolv lovende dage.

Bemærkede I lige ordspillet der? Lovende i dobbeltbetydningen ’med noget godt i udsigt’ og ’lovprisende’. Det første er noget med at fylde glæde, familie og afslapning i en næsten endeløs række rare dage, det andet er jo hele grundlaget for julen.

Jeg er også færdig med alle gaveindkøb og går ikke engang og sender længselstanker til postvæsen og pakketransporter. Det hele er i hus, hyllet i gavepapir og forsynet med angivelse af, hvem der skal pakke op om fire dage. Måske har jeg aldrig været i så god tid og så afslappet. Jeg mangler faktisk bare at sikre forsyningerne af mad og drikke, og det skal vi nok nå.

Inden længe begynder de udeboende børn at indfinde sig herhjemme, og det glæder jeg mig til. Kalenderlyset har snart fuldendt sin mission, og inden det er brændt ned, vender det store lys, og så begynder dagene i det helt, helt små at blive længere igen. Det er virkelig godt fundet på.

Glædelig jul og lov og tak for det hele.

Pakkespil

Hold nu op, hvor rafler man meget i december. Der er simpelt hen ikke nogen anden tid, hvor man kaster så meget med terninger som i juletiden. Seksere, enere, par eller hvad de konkrete pakkespilsregler nu tilskriver, man skal slå for at komme i betragtning til en lunefuld pakke, der glimrer på ydersiden, men kan vise sig at indeholde det argeste skrammel. Jeg rafler ikke meget til daglig. Men i december …!

På arbejdet spiller vi hver formiddag om to pakker ud af en flok, vi selv havde med, inden det blev den 1. december. Klokkeslettet ligger fast, og er man ikke til stede, er man ikke med i spillet den dag. Det kan selvfølgelig være en udfordring for de kolleger, som har møder i andre afdelinger. Men det er bare ærgerligt for dem. Imidlertid er min erfaring, at dét faktum at vi er færre om raflebægeret ikke ser ud til at højne chancen for at vinde. I dette spil er reglerne sådan, at de, der i løbet af to runder slår to ens terninger, går videre til finalen. Derefter slår finalisterne, indtil der kun er én, der har slået to ens. Denne vælger så en pakke, og kan indholdet deles, ses det gerne, at man gør det.

Jeg har vundet én gang. Pakken indeholdt en Brown Ale, som jeg tog med hjem og gav Morten, og en pose wasabinødder, som jeg ikke kan lide og derfor delte.

I weekenden var vi til et arrangement, hvor vi spillede helt traditionelt. Bordet bugnede af pakker, og slog man en sekser, tog man en pakke uden at pakke op. Da alle pakker var fordelt, blev der sat en alarm med et hemmeligt antal minutter, og vi spillede videre. Med en sekser måtte man tage en pakke fra en af de andre til sig selv, og med en ener skulle man tage en pakke fra en anden og give til en tredje. Da alarmen lød, blev alle pakker låst, og man måtte pakke op – hvis man havde noget at pakke op.

Undervejs blev pakker naturligvis forsøgt gemt under bordet, og der blev hapset grådigt på tværs af bordet. Og så er der altid nogle pakker, der er mere rift om end andre, og de viser sig tit at indeholde en lang næse. Hvad der frister som en lækker flaske portvin, viser sig måske at være tre dåser hakkede tomater.

Vi kom hjem med dette her. Det mest anvendelige er faktisk fignerne. Ja, og så blommen i madeira, men der ER altså ikke meget i den dåse. Ugekalenderen? Jooo … for ti år siden. Genstandene i æsken er nogle, som jeg kun ser to muligheder for: 1) Et mørkt skab eller 2) Næste års pakkespil.

Men det kan jeg nu slet ikke bestemme, for det var ikke mig, der vandt dem.

 

Lyseslukker

Jeg er den, der altid husker at slukke lyset. Den, der lægger alt på plads og ved, hvor alting er. Jeg er også bedst til at pakke opvaskemaskinen. Sådan har jeg rigtig mange gode egenskaber. Jeg er også god til at rende efter de andre, som ikke er så dygtige, og fortælle, at nu har de IGEN glemt at slukke lyset på badeværelset. Det manglede da bare. Det er jo spild af strøm, penge, verdens ressourcer, I ved.

’De’ er mest Morten. Han er meget dygtig til at efterlade tændte lamper på sin vej videre, og det husker jeg altid at kommentere.

I går eftermiddags frydede det ham derfor at sætte en trumf ind om badeværelset, “hvor DU ikke havde slukket lyset, da du tog af sted i morges!!”… Jeg kunne næsten ikke tro det, men jeg havde omvendt heller ingen gode modargumenter, og det var svært at påstå, at det sikkert havde været ham selv.

Han mente, at vi nu var kvit, og at vi i hvert fald ikke behøvede at påtale de små ubetydelige glemsomheder hver gang. “Hmm”, sagde jeg.

Men det er faktisk lidt mærkeligt: Lige før skulle jeg ud på badeværelset, og tænk, så var lyset tændt. Og jeg er endda alene hjemme … underligt!

Måske ER vi kvit.

Billedet foroven er en juledekoration, lyskæde i troldegrene. Den skal vi ikke huske at slukke, den må gerne være tændt døgnet rundt i december. Det er ikke en forglemmelse. Bare så vi lige har dét på plads.

Pænest i mørke

Det var åbenbart årets største julefrokostaften i går. Hæmninger er kastet bort, sul og alkohol taget ind, folk har pyntet sig og strålet om kap med tusind julelys – og er blevet godt pyntet.

Jeg gætter bare, jeg var ikke derude. Men måske er der tømmermænd i arbejde rundt omkring i dag, og mange har det måske ligesom vores olivenjuletræ, som jeg kastede et dagslysblik på og konstaterede: Det ER altså flottest, når det er mørkt.

Nå, jeg har travlt, – der venter en julefrokost i aften. Lad os tales ved i morgen, om det samme gælder mig: Jeg var pænest i mørke.

Kom jul, kom sne, kom gaver, bare helst ikke sne

Det skete i de dage, at vi fik pyntet til jul. Nej, det passer ikke. Ikke DE dage. I dag.

Jeg er ikke sådan voldsom julet. For mig må der gerne findes julepyntfri områder, og jeg lægger gerne hjem til sådan et. Men dels er jeg måske blevet lidt blød i det, dels har jeg altid delt hus med anderledes tænkende.

Så mit hjem har lige præcis aldrig været julepyntfrit.

Og i aften kom de store kasser med julepynt ned fra det høje, og vi har pyntet både med dit og mit og gammelt og nyt. Her i forstæderne har ’vi’ lyskæder i vores forhaver, har vi bemærket, så det er der også i troldhasselen foran enderækkehuset i år.

Indenfor havde jeg forestillet mig en stjernevrimmel i hele vinduesrækken. Det var der ikke stjerner nok til i nogen af de store kasser med julepynt, så de seneste aftener har vi flettet stjerner i strimmelvis. Det har vi nemlig begge to både tålmodighed og færdighed til. Og det er blevet rigtig fint, er det. Det ligner både Mælkevejen og dalende snefnug.

Kom bare an, jul.

Ud i det grå

I dag var det sådan et vejr, som er værst, hvis man sidder inde og kigger ud på det. Man skutter sig og glæder sig over ikke at skulle ud i det. Hvis man ER ude, er det ikke så slemt. Specielt ikke hvis man er stædig, ved- og ordholdende.

Det hemmelige eventyr førte os til Mols. Morten holdt på sin hemmelighed, lige til vi kørte ind på endestationens parkeringsplads. Jeg gættede hele vejen. Retningen fra Viborg gav selvfølgelig et hint, men det kunne også have været en falsk ledetråd, så vi efter halvanden times kørsel endte et sted i vores eget nabolag.

Men Femmøller var det. Vi lod os forkæle på Molskroens Strandhotel, inden vi i formiddags satte ud – med en blæret madpakke fra hotellet i rygsækken – for at gå i Mols Bjerge. Det regnede, ja. Hele dagen, ja. Men vi havde ordentligt tøj og gode ben, og det var værre at sidde og kigge ud end at være ude i det. Det var en rigtig dejlig tur med frokost og kaffe midtvejs i ly for vind og vejr.

12 kilometer gik vi, og der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge fortjener et gensyn. En anden gang går vi alle Mols-stiens tyve kilometer i godt vejr, så vi også kan nyde den udsigt, vi ikke fik øje på i dag, fordi skyerne lå helt lavt.

En tekstforfatters udfordring: “Find på et slogan. Du har fire ord.”

Hvad mon?

“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”

“Ja! Men JEG ved ikke hvor”

“- og det er nok bedst sådan ;-)”

Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.

Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.

Det er vi åbenbart nu.

I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.

Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?

Laver du mad i dag, så gør jeg i morgen

… sagde jeg i går.

I aftes blev der så stillet lækkersmækkert lam foran mig, og alle ved jo, at lam forpligter. Ja? Eller?

I hvert fald var det min kokketur i dag, og jeg googlede ’Hvad skal vi spise’. Og der ved Arla altid lige hvad.

I dag sagde Arla, at vi skulle spise grønt. Overhovedet ingen tvivl om dét. Meget grønt! Det hed Grønkålswrap med krammekål, og kælekålen var endda også af den grønne type. Så jeg kørte forbi min frosthvide kolonihave og plukkede grønkål nok og forsøgte at grave i den frosne jord. Jeg kan afsløre, at minustemperaturer ikke gør noget gavnligt for optagning af pastinakker, og at det heller ikke er smart at have glemt sine handsker hjemme.

Men op kom rødderne, og mine kolde fingre fik varmen igen langt senere.

Det tog faktisk op mod et par timer at blende, røre, skrælle, snitte, presse, bage, stege og rulle, så ret nem hverdagsmad var det sådan set ikke. Og vi har da heller aldrig fået noget, der ligner. Kål og abrikos, pærer og pastinak, skyr og sennep pakket ind i grønne pandekager.

Det var både anderledes, pænt, velsmagende og mættende. Jeg er faktisk mæt endnu. Smagene fungerede rigtig godt, som de siger i Bagedysten. Altså, når de mener det.

I morgen spiser vi ude, i overmorgen kommer posten med FiskeFredagsfisk, så det varer lidt, inden jeg spiller Arlaroulette igen og lander på grøn.