Gult lys

Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.

Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.

Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.

Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.

Og se, nu er der også lys indenfor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Tiden er inde til forandringer

Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.

Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.

Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.

Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.

Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.

Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.

Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.

Og så skal man jo ikke.

Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.

Så derfor.

Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.

Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.

Blæsten kan man ikke få at se #3

Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.

Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.

Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.

Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.

Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.

Jeg er heldigvis god til at gemme

Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.

Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.

Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.

 

Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.

Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.

Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.

 

Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.

 

Jeg er heldigvis god til at gemme.

Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Tændt fra start

Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.

Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.

Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.

Ha!

Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.

Skifter du til hjemmetøj, når du kommer fra arbejde?

Denne interessante snak havde jeg med kollegerne sidst på eftermiddagen, et kvarters tid før fyraften. Udover at vi nok alle sammen følte, at ugens første arbejdsdag strammede lidt til på det tidspunkt og vi godt ville hjem nu, kan jeg faktisk ikke huske, hvordan vi kom ind på det emne. Det er i hvert ikke blandt de ting, vi ellers ved om hinanden.

Men skifter vi så tøj, når vi kommer hjem? Det spændte lige fra “Ja, det gør jeg da. Lige så snart jeg kommer hjem. Det har jeg altid gjort, helt fra vi var børn og kom hjem fra skole og skiftede tøj. Det har jeg bare altid været vant til!” til “Hvad?! Hvorfor gør I dét? Jeg skifter da aldrig ..!” Én glæder sig nærmest hele dagen til blødt tøj og hyggelige hjemmesko, og en anden tager straks housecoat på, når han kommer hjem og ikke har sociale planer for aftenen. Mens én synes, hun altid har så behageligt tøj på, at hun ikke behøver at skifte.

Konklusionen var, at rigtig mange os ville lukke op iført joggingbukser og løse trøjer, hvis vi kom uanmeldt og ringede på hos hinanden en hverdagsaften eller en søndag formiddag. Det er på en måde en mærkelig ting at vide om sine kolleger…

Og jeg selv? Ja, jeg kan også sagtens finde på at skrælle arbejdshammen af og kravle i noget, der egner sig bedre til at krybe sammen i sofaen. Så ved I dét.

Den hyggeligste dag i det blødeste tøj

Hvor har det været en hyggelig dag i forstæderne. For en gangs skyld havde vi en lørdag uden udgående planer og uden gæster. Vi var begge to hjemme og i vores bløde tøj hele dagen. Jeg sov endda sådan lidt længe.

Og så har vi ellers tullet med hver sit. Morten havde sine arbejdsopgaver, og jeg har siddet med min brors illustrationer og akvareller. Vi har hentet de arbejder, som han havde liggende i skuffer og skabe, og jeg er i gang med at digitalisere det. Det er både et stort arbejde og nyttig terapi for mig.

Hen på eftermiddagen spurgte jeg Morten, hvilken af tre muligheder vi skulle gå med i forhold til aftensmad. 1. Gå ud og spise, 2. Hente takeaway, 3. Lave noget selv. Den første indebar, at vi skulle have noget andet end vores bløde tøj på. Det gjorde de to andre kun i mindre grad, til gengæld betød treeren, at vi både skulle finde på, købe ind og kokkerere.

Vi var ret enige om mulighed nummer to.

Så sådan blev det. Jeg hentede dejlig thaimad, og ellers har ingen af os været uden for en dør i dag. Sådan en dag kan jeg lide.

Vi samler min brors værker på en Facebookside, vi har oprettet til formålet. Så kan alle nyde hans fabelagtige talent, og billederne gik ikke tabt, da vi lukkede hans personlige profil. Hvis du vil kigge med, hedder siden Illustrator Erik Sørensen.

Dengang med akillessenen

En torsdag aften i starten af november 2004 spillede jeg badminton med nogle kolleger i en gymnastiksal i Viborg. Jeg havde spillet mig til en spinkel føring i første sæt i første kamp, da jeg hørte et flop. Som af hårdt gummi. Jeg kiggede først efter, om sålen var gået af min sko. Det var den ikke. Men jeg kunne ikke gå. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne ikke få min fod til at modtage signaler. Efter at jeg havde siddet lidt og ventet på stadig ikke at kunne gå, blev vi enige om, at jeg hellere måtte på skadestuen.

Lang historie kort. Akillessenen var revet over. Den aften tilbragte jeg på Viborg Sygehus, mens jeg ventede på at blive syet sammen. Jeg kunne ikke andet end at ligge og se fjernsyn. Det var netop den aften, hvor et fyrværkerilager i Seest skød sig selv af, og derfor har jeg, når jeg siden har glemt hvornår jeg nu lige havde den ting med akillessenen, nemt kunnet google mig til datoen.

Dagen efter blev jeg syet sammen og sendt hjem til otte uger på krykker, de første fem uden overhovedet at måtte støtte på benet. Det var barske uger på mange måder, men det hele gik. Jeg boede alene med børnene og var en ret vigtig voksen i husstanden. Men gode venner købte ind for mig på skift, børnene hjalp derhjemme – og opdagede, hvor meget en mor egentlig går og gør. Jeg lånte min bil til en ung kollega, ”Her har du nøglen, Fie, bilen er din de næste otte uger, men du skal hente mig hver morgen og køre mig på arbejde”. Det var en god aftale.

Der er mange detaljer om bøvlet, jeg har glemt, og det er sikkert godt. Jeg har ingen mén udover et langt ar og et tyndere højreben, der aldrig får så veludviklet en lægmuskel igen. Men benet kan præcis det samme som det venstre.

Jeg tænker stort set aldrig på det mere. Men så blev jeg alligevel mindet om episoden, da jeg i læsningen af min mors dagbøger, som jeg stadig er i gang med, nåede til november 2004.

Fredag 5. november: Hen under aften ringede Birgitte. Hun havde ødelagt akillessenen på sit højre ben og skal gå ved to krykkestokke i otte uger, så det er en besværlig tid hun går i møde. Det var sket torsdag aften, hvor hun spillede badminton.

Lørdag 6. november: Jeg ringede lørdag formiddag til Birgitte om hun ville have min hjælp, hun sagde ja tak. Så jeg fik Mogens til at bestille togbillet til om eftermiddagen. Han kørte mig til banegården til 15.31-toget til Viborg. Jeg ankom til Birgitte ved godt halv 7 tiden, tog en taxa fra banegården. Knud måtte selv passe hus herhjemme, hvad han ikke var ked af.

Søndag 7. november: Kørte for Birgitte i hendes bil til bureauet for at hente en kompeauter, heldigvis er der en elevator i bygningen. Hun lavede en hel masse forarbejde. Det varede godt 2 timer, inden vi kørte tilbage til hjemmet.
Ole kom med børnene aften. Lasse var dårlig, havde kastet op dagen før, men var bedre, men hostede meget. Der var mange der ringede for at høre Birgitte, hvordan det gik. Én tilbød at tage Birgitte med på arbejde, så blev jeg fri for at køre. Jeg fik hele huset støvsuget, mens hun arbejdede på apparatet eftermiddag.

Mandag 8. november: Lasse havde det ikke så godt, han hostede stadig, så Birgitte tog ham med på arbejde. Jeg støvede lidt af, både oppe og nede, og vaskede gulv i gangen og køkkenet og trapperne både til loft og kælder, så hun kunne bruge dem siddende.
Laura gjorde rent i begge badeværelser, da hun kom hjem fra skole. Jeg synes Birgitte er god til at få tingene til at fungere, også sig selv, når hun kun må bruge ét ben. De to store børn er gode til at hjælpe hende.
Jeg gik til banegården eftermiddag, at hente den billet, som Birgitte havde bestilt til mig, så vidste jeg vejen dertil til næste dag.

Tirsdag 9. november: Jeg gik hen på banegården til toget der gik 9.31 og var i Odense 12.43. Sine kom og hentede mig.

Søde mor! Søde børn! Søde venner! Og tænk at det er femten år siden.