Udpluk #23

 

  • Den fedeste følelse lige nu er, at jeg sidder i sofahjørnet i en stue, der virker igen. I to måneder har stuen været rå og ribbet på grund af rør, der skulle skiftes i undergrunden, men nu har den både nyt gulv og gamle møbler og billeder på væggene og blomster i vindueskarmen og et tilsluttet fjernsyn. Det er REN idyl.
  • Det ser ud til, at der foregår andet end tærede vandrør i undergrunden på vores matrikel. Ved gulvarbejdet benyttede vi lejligheden til at fuge myrerne ude, så de ikke kan komme ind i huset, og efter at vi har højtryksrenset terrassen, har de været i panik og skovler hysteriske sandbunker op mellem terrassestenene. De ved ikke længere, hvor de er i sikkerhed. Og vi opruster til krig.
  • Ahrmen, fik jeg sagt, hvor pænt her er? Den helt ukrudtsfri terrasse og den pæne, pæne stue…!
  • Billedet herover forestiller ikke bare fliser; det er selve målfeltet. Mureren kom i dag og lagde fliser i entreen. Vi satser på fugning i morgen. Eller i overmorgen – vi er large her i slutspillet. Hovedsagen er, at vi kan se en ende på det nu. Om få dage kan vi bruge hoveddøren igen, og når sko og overtøj kommer væk fra værkstedet, som vi har brugt som indgang siden midt i april, kan vi også få sat alting ordentligt på plads dér. Jeg glæder mig.
  • Altså: Projekt rørudskiftning er næsten FÆRDIGT! Det er så godt, at det gerne må gentages.
  • Næste mål er nye havestole. De gamle har trevlet sig op. Og det er udelukkende, fordi grundlovsdag og pinsedage har været så ekstraordinært hellige, så havestolsbutikken var hermetisk lukket, at vi ikke allerede har fået købt nogle.
  • Så var der ikke flere ting, vi insisterede på at bruge penge på.
  • Der var heller ikke flere penge at bruge.
  • Jeg er i hvert fald spændt på, hvor bundskrabet finanskassen er, når alt det her forsikringsøkonomi er gjort op. Jeg har ikke helt overblikket endnu.
  • Den næstfedeste følelse lige nu er, at klokken er næsten 22, og det er stadig lyst. På den måde er juni god.

Pest væk

For en uge siden vidste jeg ikke, at vi lige stod over for at ville gøre noget ved vores terrasse – oven i alt det andet, vi for tiden går og gør i vores snart ikke længere så miserable gemakker.

Faktisk er gemakkerne om få dage så umiserable, at der snart ikke mere er grund til at fortælle om, hvordan det skrider frem. Så er det hele nemlig skredet færdigt. De to sidste gulve, i stuen og i entreen, er lovet færdige i løbet af få dage, og vi kan måske indtage stuen igen allerede her i pinsen. Efter to måneder uden.

Det bliver ganske enkelt toppen at tage stuen tilbage. At få sofaen igen. At se ordentligt stort fjernsyn. At ’skabet’ med vinglas ikke længere er to papæsker i vindueskarmen. At gå med bare fødder gennem stuen uden at få lådne fodsåler.

Men jeg vil nu lige se håndværkernes fodsåler, før jeg popper champagnen.

Det med terrassen kom vi til at snakke om forleden på grund af alt det mos og ukrudt, der er piblet op mellem stenene derude, og de områder der er plaget af flisepest. Den trænger altså til en overhaling, sagde vi. For mig var snakken om mulige behandlinger nok mest hypotetisk, for vi var jo i gang med alt muligt andet. Men så blev der googlet højtryksrenser med patio cleaner, snakket med folk, indhentet gode råd, tænkt tanker, og pludselig var der lånt et apparat, og derfra kørte det. En af os brugte et par eftermiddage med maskine, vand og effektiv indsats.

Og se! Det blev godt. Pest er pist væk, det samme er grønne gevækster – og det de sad fast i. Sand ud over tomme fuger, feje, feje. Og nu har det regnet, så sandet er skyllet hen, hvor det skal. Endnu et flueben er sat ved et så godt som færdigt projekt. Det kunne han også, min helt.

Jeg kan bidrage til projektet ved at sørge for, at vinglassene holdes i cirkulation og kommer ud af papskabet.

Ben fra mange fluer

Det har været både en uendelig lang ferie og en ferie der er gået virkelig hurtigt, filosoferede jeg i morges, og i morgen er det allerede mandag, og hvad har vi egentlig lavet?

Men! Når jeg tæller op, har vi alligevel mange flueben at sætte. Dette er sket:

  • Tapetseret. Jeg kunne stadig! Og det blev helt, som det skulle være.
  • Malet den tapetserede væg. To gange.
  • Rettet tapetkanter af på en anden væg og fuget, hvor der trængte.
  • Spartlet og klatmalet i entreen.
  • Sendt den lånte campingvogn tilbage til ejerne.
  • På bukkejagt. To gange.
  • Malet en mdf-plade, der skal blive vores nye sengegavl. Fire gange. Fordi vi først malede grimt med pensel og reddede med rulle.
  • Konstrueret og sat kasser om nye rør og etableret reolvæg i værkstedet
  • Bagt 48 koldthævede boller.
  • Gået lang tur med veninde og hund.
  • Cyklet til Open by night og spist street food. Hvor Mortens cykel var stjålet, da vi kom ud. Indsæt selv eder og forbandelser.
  • Grundet ovenstående: Gået hjem, anmeldt tyveri til politi og forsikring. Skumlet.
  • Besøgt min mor.
  • Sat sommerdæk på begge biler. Pustet luft i og efterstrammet bolte.
  • Gjort rent i to badeværelser, støvsuget i alle rum der har gulv, dampmoppet alle mopbare gulve.
  • Højtryksrenset halvdelen af terrassen, skræmt flisepest væk.
  • Ryddet redskaber og grej væk, så tømrer har frit spil i morgen til at demontere brændeovn og lægge nyt trægulv.
  • Luget i kolonihaven og stukket kanter af på græsplænen derude.

Hvor meget blev det? 3 hele fluer? Om lidt kan jeg også sætte et ben ved ’Været i bad’, og jeg har sikkert glemt noget, så der er sandsynligvis en hel flue mere.

• Har for resten også afleveret pantflasker. Hvor man kan få denne melding. Tænk at have tænkt på at kode den sætning ind i sin flaskeautomat!

Solhat der ikke har taget hat på endnu.

Ribs. Inden duerne véd, der er dessert om lidt.

Så var der ikke mere Kristi Himmelfartsferie.

Du skal bare gøre som far

Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.

Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.

Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.

Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.

Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.

Nu får vi se.

Bagefter kan vi gøre sådan:

Sådan har jeg det egentlig også

Nå, de holdt ikke så længe, lupinerne. I dag hænger de med hovederne, og det er vi fælles om. Jeg har groet noget ondt i halsen, snue og hovedpine, som i løbet af dagen er taget til. Det ligner til forveksling nogle symptomer, Morten døjede med i sidste uge. Og dét holdt lige pludselig op, og så var han frisk igen. Jeg håber, det er akkurat det samme program, jeg er røget i, for så er jeg frisk i morgen. Det er jeg nok, og jeg kan sikkert hjælpe helbredelsen på vej ved at foretage mig absolut ingenting i aften. Det var nu egentlig de samme planer, jeg havde i forvejen, og dem fastholder jeg så.

Det er i hvert fald pænt af lupinerne at sympatihænge. Nu kan vi skrante sammen i aften, og i morgen ryger de ud. Det gør jeg ikke.

Lupinus

Jeg gik igennem køkkenet og nød synet af de lupiner, jeg tog med hjem fra kolonihaven i går og satte i en vase i forsøget på dog at pynte en smule på vores miserable gemakker, der er under renovation.

Og så spekulerede jeg på – fordi jeg er mig – hvorfor stauden egentlig hedder lupin. Om det har noget med ulve at gøre. Lupus er jo det latinske ord for ulv. Jeg googlede det straks – også fordi jeg er mig, og wikipedia siger ’Lupin (Lupinus tidligere også kaldet ulvebønne) er en planteslægt af blablabla…’

Det er jeg tilfreds med, selv om jeg stadig ikke kan gennemskue ulvereferencen. Og lupinerne er pæne, selv om nogle synes, de er ukrudt, fordi de breder sig så let og sår sig selv alle vegne.

Væg, valg og have

På denne søndag må der gerne falde et haveindlæg. Faktisk er det svært for jer at undgå sådan et fra min side i dag. Det står selvfølgelig frit for alle at lade være med at læse det. Valget er jeres.

Ligesom det har været på alle landets valgsteder i dag. Jeg har stemt på Danmarks største valgsted, hvor vi denne gang var 23.743 stemmeberettigede, og 64,8 % af os* har gjort det. Altså, jeg har jo ikke forsøgt at stemme selve Viborg Stadionhal ind i Europa-Parlamentet, men det var der, det foregik. Jeg er tilfreds med mit kryds. Jeg har taget kandidattest, fire forskellige endda, og har hver gang været mest enig med kandidater, jeg IKKE ville stemme på, og har derfor stemt noget andet. Dét er også at stemme med hjertet.

Bagefter lod jeg Morten om at spartle vægge, mens jeg smed et par stykker tarte flambée fra i aftes i rygsækken og kørte i kolonihaven.

Dér er jeg også tilfreds, må jeg sige. Finere end lige nu bliver den have aldrig. Og igen er målestokken er min egen. Haven vinder ingen præmier for hverken æstetik eller sirlighed, men MIT havehjerte er glad. Stem med hjertet, ikke!

Jeg har gravet det allersidste lille manglende stykke og luget det allerførste, hvor ukrudtet pibler igen. Jeg har rykket spandevis af knæhøjt skvalderkål og andet skrammel op fra bede, kanter og under hækken. Så har jeg plantet en bakke sukkermajs og den eneste tilbageværende hokkaidoplante.

Her er det på sin plads at opgøre mine tidlige tab: Den anden indkøbte hokkaido er død i sin potte, inden den nåede at komme ud i jorden. Én agurkeplante valgte at dø, så snart den kom i mine hænder, og hang med alt fra det øjeblik den blev anbragt i plantesækken. En anden agurkeplante er begyndt at efterligne den, så måske var jeg lige hurtig nok med plantning af sarte planter i år. Derfor overvejer jeg at anskaffe en ny af hver og håbe, høsten står mål med startudgifterne.

Men lige nu er der pæææhnt derude! Se, løg og kartofler i sort jord!

* gennemsnitsstemmeprocent for alle kommunens 17 valgsteder.

Et nyt ord og en evig erfaring

Retholt. Dette ord er netop kommet ind i mit ordforråd, hvor det har lagt sig ved siden af andre specialudtryk (som eksempelvis lambdasonde og tandstang, der begge er bildele). Et retholt er ’en lige stang af træ eller metal som har rektangulært tværsnit og helt plane sider, og som bruges til at kontrollere at fx en murs overflade er jævn’, og det kommer fra tysk Richtholz, sidste led med betydningen ‘træ’. Vi skal bruge sådan et til at skære gammelt tapet helt lige af, når vi snart skal nytapetsere en enkelt væg.

Lang vej hjem. Da jeg kørte hjem fra arbejde, passerede jeg en lille familie. En kvinde trak en cykel med et lille barn i cykelstolen, og ved siden af gik et større barn, måske 3-4 år. Hans ansigt, så jeg i det splitøjeblik inden jeg var forbi, var fortrukket af gråd og modvilje. Min fuldstændigt reflektoriske og øjeblikkelige konklusion efter at have opfostret tre børn var: Uanset hvor kort en strækning de skulle tilbagelægge, ville den blive uendeligt lang og kræve stor pædagogisk tålmodighed.

Billedet forestiller ikke noget relevant. Det er bare lægter.

Sædvanlig sovehøjde er tilbage

Vi har fået ny seng. Købt, selvfølgelig. Det var et godt tilbud. Et knaldtilbud, som jeg begejstret fortalte kollegerne forleden – og straks efter kom i tvivl, om det var et helt passende ord at bruge, når det drejede sig om en seng.

Men altså. Den blev leveret i dag, og den er nu samlet og redt og indbydende. Selv når den er samlet, er den bred, og det tager helt sikkert lidt tid at vænne os til de nye dimensioner.

Der er flere forhold, vi skal vænne os til i starten.

At gå til højre i stedet for venstre, når vi kommer op af trappen, for efter en måned rykker vi nu tilbage til soveværelset, hvor den ene væg er genopbygget, og alle er nymalede.

At tilbringe natten i ældrehøjde, for efter i en måned at have sovet på boksmadras på gulvet, er der nu igen ben på sengen. Det kan man godt sætte pris på i vores alder.

Det hele tilsammen betyder, at jeg egentlig undrer mig over, at jeg ikke allerede er gået i seng.

Der var hæftet en seddel på bunden af sengen. Den fortæller, hvornår boksmadrassen er bygget og af hvem, går jeg ud fra. Men ALT ved den seddel giver anledning til flere spørgsmål. Især det sidste navn kalder på en uddybende fortælling. Jeg kan sagtens selv finde på en historie – jeg elsker, at vores seng er tømret sammen af Lenin.

En Ballerup mere

Hov. Midt i al vores påskehalløj med at flytte indbo ud og hive gulve op købte jeg en Ballerup Master Mixer mere.

Jeg blev kontaktet af en bekendt, der var ved at rydde op i sin fars hus, fordi det var solgt og skulle tømmes. Der var en gammel Ballerup, de skulle af med, og han spurgte, om det var noget for mig. Min Ballerup-kærlighed er rygtedes.

Jeg har længe tænkt, at det kunne være fint med en ny røreskål, fordi den gamle var lidt skæv efter et styrt engang i 60’erne, og en ny dejrulle, fordi ovennævnte uheld har slidt ujævnt på gummiringen på den gamle. Men ligefrem en HEL maskine og dobbelt af alt det andet?

Den korte fortælling blev, at bekendten og jeg enedes om en god pris mod straks-afhentning. Jeg slap det hjemlige værktøj, hentede tvillingen og installerede den direkte i containeren sammen med de andre møbler.

I kampens hede og den sidste måneds håndværkerrod har jeg næsten glemt, at jeg har den, og jeg har ikke fået testet andet end røreskålen. Kabinettet på nyanskaffelsen er cremehvidt og har en revne, konstaterede jeg, da jeg stillede den ind i containeren, men ellers har jeg ikke undersøgt hverken den eller dens tilbehør. Der er det hele med, så det ud til, men jeg har det jo i forvejen. Det ender nok med, at jeg plukker nænsomt i det og skiller mig af med resten. Og glæder mig over en mere blank og mere uskæv røreskål. Den seneste portion bolledej blev rørt i den. Den passer til den æggegule darling, og jeg tror egentlig, jeg beholder begge skåle. Sådan to otteliters røreskåle fylder jo ikke alverden, vel?

Den cremehvide fætter står ude i containeren og bliver først fundet, når stuen er færdig, og containeren engang skal tømmes.

Det var en fin påskehandel.