Varm luft over Midtjylland i morgen

Må jeg låne et par fingre? De skal helst være krydsede. Det gælder vejrudsigten for Gjern i morgen aften.

Jeg har i mange år ønsket mig at flyve i luftballon. Jeg kan ikke huske, hvor langt tilbage jeg har haft den drøm, men det stod i hvert fald på min ønskeseddel, da jeg fyldte 50. Dengang fik jeg masser af gode gaver og oplevelser, men varm luft var ikke iblandt.

For 6-7 år siden ferierede vi i Søhøjlandets feriecenter i Gjern – Dayz hed det vist dengang, og her overværede vi forberedelserne til en ballonflyvning, som nogle heldige asener skulle ud på. Det er herfra, disse billeder stammer. Jeg nævnte, at jeg ville ønske, det var mig, der skulle i luften.

Og tænk, så FIK jeg en ballontur i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 60. Det var Morten, der havde hørt efter, husket og planlagt. Et gavekort med en hjerteformet ballon, kun lidt fotomanipuleret, pakkede jeg ud i Amsterdam. Det gælder for to, så jeg har selvfølgelig spurgt, om han ikke vil dele oplevelsen med mig. Og vi har booket til i morgen aften. Med det aktuelle vejrlig bliver der næppe tale om at flyve ind i solnedgangen, men bare det ikke regner, og bare det ikke blæser for meget, skal vi nok komme af sted. Jeg har næsten ikke turdet glæde mig, og forhåbentlig jinxer jeg det ikke ved at skrive om det. Men det er altså derfor, vi lige skal ordne noget tørvejr sammen, er vi enige om det? Og se, hvad vej vinden blæser.

Så.

I morgen er det forhåbentlig mig, der står i sivkurven sammen med 11 andre, der heller ikke ved, hvorhenne de lander.

Og bliver det ikke i morgen, bliver det heldigvis bare en anden dag. Men kryds lige fingre for aftenvejret over Gjern og omegn, ikke.

Ja tak

“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.

I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.

Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.

For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.

I dag.

Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.

Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.

Ja tak til det.

Hvad skal du så lave i dag?

Spørgsmålet blev stillet af Laura i formiddags, inden jeg kørte hende til bussen til København. Det var et relevant spørgsmål, idet det er min sidste dag, inden arbejde og hverdag venter i morgen, og der så ikke er ekstra fridage i sigte før om mange efterårsmåneder.

Jeg har haft tre dejlige ferieuger. Hvor jeg har lavet meget lidt mad. Ikke forstået sådan, at jeg har spist meget lidt mad, men det har mest været fremstillet af andre. På restauranter, hos venner eller færdigkøbt. Sådan kan man også evaluere en ferie. På graden af køkkenarbejde.

Eller på valutaer. Holland, Danmark og Sverige. Euro, kroner og kronor. Specielt ved den sidste nød vi godt af den fordelagtige – set med danske øjne – kurs. Selv dyre middage afspejles på kontoudtoget som moderate. Det kan vi også godt lide ved Sverige.

Men hvad skal jeg så i dag? Morten er kørt ud et ærinde, og når han kommer hjem, har han en vigtig opgave med at følge Formel 1 fra klokken 15, så jeg bestemmer helt selv.

Min vigtigste opgave bliver at lave ingenting, har jeg bestemt. Ikke presse mig selv med noget som helst pligtpanik. Jeg vil nyde ferien til sidste sekund. Jeg vil sidde i haven i skyggen under æbletræet med lydbog i ørerne og stirre på, at græsset gror. Allerhøjst vil jeg tage ud i kolonihaven og sidde i en anden skygge og følge med i noget andet vækst, eventuelt squashplantens.

Så kan det være, at jeg også skal finde på noget aftensmad på et tidspunkt. Det laver jo kun sig selv, hvis jeg beder en anden om at gøre køkkenarbejdet.

Det fintænker jeg lige.

#vivandrer19

Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.

I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.

Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.

Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.

Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.

Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.

Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.

En glad 60-årig

Så er jeg den, der er fyldt tres. Det er der mange glæder ved, for eksempel har mit forsikringsselskab meddelt, at vores indboforsikring i den anledning er udvidet med både rabat og flere fordele, hvilket jo også kommer min langt yngre kæreste til gode. Der er altså kun godt at sige om at kysse på én på tres. Min bank har endda givet en flaske vin – det tænker jeg også kommer flere end mig selv til gode.

Det ser altså ud til, at det ’officielle’ Danmark synes, det er en vældig stor ting at fylde voksenrundt. Mere end jeg nok egentlig selv lægger i tallet. Jeg har aldrig været specielt aldersfikseret og har altid hvilet ret godt lige der, hvor jeg var, og det er det samme denne gang. Jeg går mindre op i det, end omgivelserne gør.

Jeg ville alligevel gerne markere rundingen og havde inviteret hele min flok med til Amsterdam – min kæreste, vores fire børn og et svigerbarn. Vi byttede bil med vores venner, så der var plads til os alle syv i samme karet, og indlogerede os i et lejlighedskompleks tæt på botanisk have, i behagelig gåafstand til det hele.

Bilen – og her kommer et godt tip – kørte vi ud i et Park and ride-anlæg i udkanten af byen. Ved scanning af metrobilletten, når man henter bilen igen, koster det 1 euro for hele perioden. Ja, én! Fremragende koncept der ansporer til at bruge den kollektive trafik og holder bilerne ude af centrum.

Jeg nød at have os alle samlet i dejlige dage i træk, det sker ikke så tit. Og så er Amsterdam en vidunderlig by med en rummelig og afslappet befolkning, der giver plads til alle. I ingen anden by i verden leves der så meget efter Kardemommeloven som her (“Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrig kan man gøre, hvad man vil!” – Thorbjørn Egner: Folk og røvere i Kardemomme by)

I de fire dage, vi var der, var vi både sammen og i mindre grupper, som hver især nu havde lyst til. Der var frit spil til shopping, cafésidning og museumsbesøg. Vi praktiserede selv Kardemommeloven. Nogle af os havde været i Amsterdam før, andre var der for første gang, og vi lagde ud med en kanalrundfart, det er sådan en god måde at få et indtryk af en by. Derudover krydsede jeg Rembrandts hus og Amsterdam Museum af ved dette besøg, foruden en hel del cafeer og almindelig slentring. Jeg er ikke shoppetypen.

Fredag var fødselsdag. Dobbelt fødselsdag endda. Laura fyldte 27, og jeg 60. Morgenmad, gaver, bytur, aftensmad på HappyHappyJoyJoy East (det er asiatisk og får min varmeste anbefaling). Både mor og datter nød dagen, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte denne måde at gøre fødselsdag i år.

Fødselsdagsduoen. Hende til højre bærer en mindeværdig 33 års fødselsdag med sig.

Man skal have lange arme for at få alle syv med på ét billede. Jeg har det næsten, og dette billede er næsten godt.

Dejlige, blomstrende Amsterdam.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Højt arbejde

Jeg gik i banken. Helt bogstaveligt gik, vandrede, spadserede. 3,5 kilometer hver vej. Fordi jeg har ferie og fordi jeg kunne få lidt motion samtidig.

På vejen kom jeg forbi sygehuset. Regionshospitalet, hvis jeg skal være mere nøjagtig. Det er højt og var ved at blive gjort rent, og det fik mig til at tænke på, hvor forskelligt folk arbejder. Mens mit arbejde går ud på at sidde ved en computer og skrive, er der andre, der hænger i en tynd tråd hele dagen.

Det var ikke vinduesvask i dag, men hele facaden der blev vasket af, kunne jeg læse på et skilt. Jeg gætter på, at ligesom vi andre altid skal sørge for at have rene underbukser på, til hvis vi skulle havne på sygehuset, skal sygehuset også være pænt og rent, til hvis der kommer gæster.

Hemmeligheder

Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.

I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.

Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.

Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.

Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.

Myrer!

Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.

“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.

Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.

Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.

I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.

Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!

Pletgrønt

I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.

Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.

Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.

Vin(d) og skæv – og væk

Den her har jeg lige taget afsked med og sendt i småt brændbart. Exit fars vinreol, og tak for opbevaring og utilpassethed.

Min far snedkererede mange ting. Meget gik godt og var fint, og noget var mere skævt-i-en-fart. Fællesnævneren var tit fyrretræ, lim og lak – og ganske meget af det hele. Jeg har en serveringsbakke med kanter og snittede håndtag, som kun vipper en lille smule, men til gengæld aldrig vil gå i stykker. Jeg har den mere, fordi min far lavede den til mig, end fordi den er pæn. Fyrretræ, lim og lak i overdrevne mængder. Og solid.

Af samme grund har jeg gemt vinreolen, som far lavede af træstykker og rundstokke og rigeligt af de førnævnte materialer. Den har aldrig været sådan virkelig god, det har den ikke. Vind og skæv på alle leder. Det er heller ikke alle hullerne, der helt har den fornødne diameter til en vinflaske. De kan selvfølgelig bare ligge ovenpå, men alligevel. Jeg har sikkert nævnt, at jeg kunne tænke mig en vinreol, og far har undersøgt, hvordan sådan en var skruet sammen, og kopieret ud af de materialer han havde liggende, herunder … ja, fyrretræ, lim og lak. Snedkereret med kærlighed og umage og slebet med uendelige baner sandpapir, og sådan er mange ting blevet lavet. Reoler, havebænke, barnestole, masser af praktiske træsager.

Nu er reolen borte. Jeg har flyttet den med mig i årevis og henvist den til usle placeringer i pulterkamre, kældre og værksteder. Den har ikke huset vin i årevis, men er gemt, fordi far jo …

Fra i dag er det slut, var den beslutning jeg tog under oprydningen. Jeg gemmer alligevel ikke vin. Jeg drikker det. Og jeg når ikke at have det så længe, at det kan betale sig at flytte det over i en vinreol. Tak til far for tanken og indsatsen.

Jeg gemmer bakken, det lover jeg.