Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.

5 seneste på kamerarullen

Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.

Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.

Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.

Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.

Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.

Så var der ikke flere billeder.

Ti små fortællinger om dette billede

 

  • Det er påskedag i en påske, der er meget lidt påskeagtig, bortset fra en masse fridage i træk.
  • Jeg holder kaffepause i et graveprojekt.
  • Nu hvor vi har solgt kolonihaven, er jeg nemlig kommet i tanker om, at vi mangler et sted til georginerne, som snart skal i jorden. I et af bedene i rækkehushaven er (var) der et ret stort område med lavendel, som jeg egentlig ikke er ret glad for, efter at jeg engang på en ferie i Provence købte en lille flakon lavendeldråber, som lækkede det meste af sit indhold ud i min rygsæk.
  • Nu er lavendlerne væk, jorden er gravet igennem for rødder og skvalderkål, og der er sort jord i et tilstrækkeligt areal til de fem georginesorter, vi aktuelt har.
  • På billedet ses en række af vores havedarlings. Lad os tage dem fra højre side.
  • I stenbedet ovre ved hækken står mit lille oliventræ i en krukke. Det har stadig nogenlunde samme størrelse som da jeg fik det for snart fem år siden, måske er det endda mindre. Men i det mindste er det i live.
  • På muren har vi redekassen, som min bror har lavet, og som der straks blev rift om, da vi havde sat den op. Imidlertid blev det ikke de fine blåmejser, der vandt lejemålet, selv om de byggede ihærdigt i flere dage. De blev jaget på porten af et magtfuldt skovspurvepar, der fortsat bygger og huserer. Af gode grunde aner vi ikke, hvordan der ser ud indendørs – om reden er færdig, og om der er æg. Jeg er blank på fugles formeringsmønster, men det antal æg, som hunnen lægger, kan jo umuligt være inde i hende på én gang. Jeg har set adfærd, der kunne tyde på, at parret brygger et æg om dagen, og så kan det være, hunnen stikker ind og klemmer det ud bagefter. Eller hvad véd jeg.
  • Så har vi en helt ny darling, som også er en konsekvens af salg af kolonihave. Vi har anskaffet et mobilt drivhus, et Urban Greenhouse. Det er virkelig flot, smart og på hjul, og jeg fortæller helt sikkert mere om det i løbet af sæsonen. Det er lige tidligt nok at plante i det, synes jeg. Jeg vil godt være mere sikker på tocifrede varmegrader. Men vi skal have tomater og agurker.
  • Foran det ses vores brændekløver. Den er det jo overhovedet ikke sæson for nu, men den er en fin og praktisk hjælper, når der lige skal kløves en pind eller fem til optænding i brændeovnen. Vi har en mukkert stående lige inden for terrassedøren. Billedet viser ikke, hvordan kløveren fungerer, og det nemmeste er bare at google Kindling Cracker.
  • Den sidste darling er mig selv. Frisørtrængende, usædvanligt solpræget for årstiden og med alderssvarende løs hals og hage fra denne vinkel, kan jeg se. Men påsketilfreds og haveglad.

Tilbage til Bramslev Bakker

Så opdager man et nyt sted, som er smukt, og så siger man til hinanden, at HER må man komme tilbage en anden gang.

Og det gør man bare aldrig.

Og så alligevel.

I dag havde vi aftalt med vores gode venner at tage til Mariager Fjord og gå i Bramslev Bakker med hund, kaffe og madpakke. Vi må ikke mødes med dem indenfor, men udenfor er der masser af plads til at holde afstand, så det var på med støvler og rygsæk og af sted mod Hobro.

Vi gik Panoramaruten. Det var den tur, som Morten og jeg vandrede i silende regn i november sidste år. Ikke fordi vi er særligt glade for at gå i regnvejr, men fordi turen var kommet til os som gave, hånd i hånd med en overnatning på Bramslevgaard. Og det regnede altså den weekend, vi havde booket. Det er altid værre at tænke på end at være i, ved vi, og det blev skam en fin tur, men også en meget våd og mudret tur. Jeg fortalte om den her. Teksten slutter med den evigt håbefulde sætning “… vi kommer tilbage, Bramslev Bakker”.

Det kom vi så i dag. Det var en HELT anden tur, og ikke bare fordi vi gik den modsatte vej rundt. Men vejret!! Jeg er pæonrød i ansigtet af sol og vind i skønne timer, der havde det hele. Godt selskab, masser af snak, dejlige pauser med madpakke og kaffetår.

Og fantastisk vejr! Bare til sammenligning er her to billeder taget fra nøjagtigt samme sted.

Godt selskab.

Det ER forår!

Man opdager det på flere måder.

Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.

Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.

Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.

Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.

Det er crumble før bagning!

Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.

Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.

Er du en sovseperson eller et marinademenneske?

Dette – måske – modsætningsforhold blev vendt over aftensmaden. Af og til er det de særeste emner, vi kommer omkring.

Jeg havde købt en færdig sovs til de frikadeller, jeg lavede til aften. En rødvinssauce. Som reelt bare er en brun sovs. Man kan selvfølgelig pifte den op, men det havde jeg ikke gjort. Og så faldt snakken på, at vi egentlig ikke har spist ret meget sovs i de år, hvor jeg boede alene med børnene. Mest fordi jeg ikke kan lave sovs. Den bliver fuld af klumper og smager bare af mel. I det hele taget er jeg ikke ret god til traditionel dansk mad, – at lave sovs, at koge kartofler uden at koge dem ud, at stege sprød flæskesteg. Jeg får det hele lavet til bleg gummimad. Og så må man jo sno sig og kokkerere noget andet.

Lasse – yngsten som bor hjemme igen, mens verden er lukket ned – udtrykte tilfredshed med, at han oftere har fået marinader og ikke blev opfostret til at ville have sovs og kartofler til alting. På spørgsmålet om være en sovseperson eller et marinademenneske, svarede Morten det første … lidt tøvende, fordi han nok mere er en sauceperson.

Men det er supergodt at være forskellige typer under samme tag, for det betyder, at vi faktisk spiser ret varieret, med både sovs, såås og marinade.

I dag fik vi frikadeller, ris, sovs, bagte gulerødder og en salat med soltørrede tomater, blåbær og granatæblekerner. Lavet af et marinademenneske.

Om at komme for sent på arbejde, selv om man bor midt i det

I morges havde jeg bøvl med at få etableret min vpn-forbindelse til firmaet, så jeg sad ikke klar med hvæsset tastatur lige på det sædvanlige starttidspunkt.

Det var vores eget wi-fi, der trængte til en genstart. Slukke, tælle til noget, tænde igen og vente til nettet havde fundet sig selv, logge ind igen – og så kørte det. Men der gik jo lidt tid med det.

Hvis jeg var mødt ind på min fysiske arbejdsplads til tiden og havde haft teknisk besvær med at komme på firmaets servere, ville ingen have karakteriseret det som for sent fremmøde. Nu sad jeg hjemme med de samme udfordringer og følte, at jeg kom for sent. Det er egentlig uretfærdigt.

Heldigvis er der ingen, der holder øje med mig.

Det tror jeg da ikke … måske skal jeg sætte plaster på kameraerne og tage en sølvpapirshat på for en sikkerheds skyld.

En helt almindelig mandag med noget uventet

Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.

I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.

Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.

Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.

Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.

De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.

Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.

Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.

Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.

DET ER JO IKKE NORMALT!

Vi har solgt kolonihaven!

Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.

Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.

Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?

Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.

Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.

Dagene flyder lidt sammen

Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.

Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.

Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.

Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.

Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.

Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.

Min påklædning er udpræget afslappet.

Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.

Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.

Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.

Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.

Se bare hvor søde de er.

Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.

Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.

Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.

Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!