På sådan en sort fredag

… må man tænde godt op i brændeovnen og glæde sig over, at der både er tørt brænde i brændekassen og godt træk i skorstenen. Og optændingsbriketter og tændstikker nok… Og penge der er sparet. Tror jeg nok.

Det er Black Friday, og jeg har ikke besluttet, hvad jeg mener om den. Jeg kender alle argumenterne for og imod, om forbrug og overforbrug, kommercielle udenlandske traditioner der kommer snigende ind over os, om øget nethandel der tager livet af fysiske butikker … alt dét og meget andet.

Jeg er ingen udsalgshaj, og jeg mangler generelt et shoppegen. Det interesserer mig ikke. Jeg går aldrig på fysisk udsalg og open by night efter knaldtilbud. For mange mennesker, for meget stress, for mange valg, for mange uovervejede beslutninger. Jeg kan ikke lide det. Andre må gerne, jeg vil ikke.

Faktisk nethandler jeg heller ikke ret meget. Jo, når jeg har brug for noget, men ikke bare som tidsfordriv. Min bedste nethandel kostede ikke meget, til gengæld glæder jeg mig over den hver eneste dag.

Min arbejdsplads lever af handel. Black Friday er stor hos os. Det er den nødt til at være, fordi den findes, og fordi alle andre i junglen satser på den. Gennem hele dagen har kollegerne knoklet og holdt øje med, om ordrer og omsætning holder mål med budgettet. Vi har tippet på resultatet og satset penge på vores overbevisning, og den der kommer tættest på de faktiske tal, render med hele puljen. Det bliver næppe mig, for jeg kom til at tippe ret højt. Ja, altså, firmaet ville elske, hvis vi nåede den omsætning, jeg friskt skrev på min kupon. Men min indsats kommer mere sandsynligt til at gå til en andens forbrug.

Nå. Trods al min ambivalente modvilje mod den griske rabatjagt var jeg kortvarigt inde i byen efter arbejde. Udelukkende fordi jeg skulle købe strømper for min mor, som jeg skal besøge i morgen. Dem fik jeg så heldigvis i dagens anledning med rabat.

Måske gjorde netop dét mig blød og grebet, da jeg kom hjem og fik tændt op i brændeovnen og så lys i alt det sorte. For jeg HAR købt julegaver på nettet i aften og sparet temmelig mange penge – bilder jeg mig i hvert fald ind og er tilfreds. Skyd mig.

Når vi flytter – og evaluerer

Tænk! Det er snart et år siden, vi overtog rækkehusidyllen. Første april 2017 var hus og have, højt til himlen og kreditforeningslån vores. Og utætte rør, viste det sig siden, men det er en helt anden historie, som vi ikke kender slutningen på endnu. Men den ender godt! Blev der sagt!

I dag for et år siden skrev jeg en række flytteforsæt under overskriften Når vi flytter, skal vi. Det var temmelig forskellige områder, jeg regnede med at ændre på. Lad os se på, hvordan det er gået.

  • gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
    – Det er ikke sket. Vi køber stadig ind samme dag og fremtidssikrer højst til næste dag. Ingen er motiveret til andet, og i øvrigt spiser vi rasende godt og varieret.
  • grille noget mere.
    – Det er vist nogenlunde status quo. I øvrigt spiser vi rasende godt og varieret …
  • anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
    – DET SKETE!
  • tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
    – Det sker hele tiden, også netop nu. Og. Det. Er. Så. Fedt! Jeg rånyder den brændeovn, gør jeg!
  • gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
    – Sådan var det. Og sådan bliver det igen.
  • have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
    – Det viste sig i praksis, at det ikke var nødvendigt. Køkkenvindueskarmen er lang og bred nok til, at der kan stå fire bageplader ved siden af hinanden. Det fungerer, og der kommer noget godt ud af det.

Er I stadig glade for huset?”, spurgte Lasse i øvrigt, da det med de utætte og ulovlige rør var en realitet. Og det er vi. For når nye rør er lagt ind, og bøvlet er lagt bag os, bliver det jo godt igen og sikkert endnu bedre.

Grundfølelsen for det her hus har hele tiden været og er fortsat GOD.

Også selv om vi stadig sjathandler.

It ain’t a fit night out for man or beast!

Det sner sidelæns!

Jeg kan se det i lyset omkring gadelygterne, når jeg kigger ud. Og vores gode gænge med at gå aftentur …. ja, vi SKAL jo ikke. Så den er sat i bero i dag. “Det er livsfarligt”, er vi enige om og er rykket sammen om brændeovnen.

Det har altså ikke været sådan virkelig voldsomt i vores område, snevejret. Altså, det har sneet, det blæser, og der ligger en del sne, men solen har også skinnet i dag, og det hele er vist noget værre i de sydligere egne. Alligevel er der ingen grund til unødig udgang. Når vi nu HAR tændt op, og her er dejligt varmt i stuen. Folk og fæ bliver inde i aften.

Her.

Vi er gået i badebold

I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.

Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.

Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.

Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.

Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.

Udpluk #16

  • Jeg var i Skagen i weekenden. Ikke PÅ Skagen. Det er kun dem fra Holte og Hellerup, der siger det. Siger vi.
  • I Skagen spiste jeg fisk fredag aften, til frokost lørdag, i to ud af tre retter lørdag aften, søndag til frokost. Fisk er Skagenmad. Fisk er godt.
  • I øvrigt kan jeg anbefale Cafe & Restaurant Kokkenes i Skagen. Jeg tror aldrig, jeg har spist så godt og fået så god og kyndig en betjening.
  • I dag så man pludselig et par unge mennesker i køkkenet midt på eftermiddagen. “Vi bager”, sagde de, og så var der igen et ambitiøst værk at nyde til aftenens tv-bagedyst. Det er sket før, så måske er det en tradition. “Det er smagen, vi satser på”, sagde de om shortbread-resultatet. ’Det smager fuldstændig perfekt – tak’, siger jeg som en anden kagedommer.
  • Det ser ikke ud til, at jeg gør fremskridt i at køre en upåklagelig ild i brændeovnen. Stay tuned.
  • Der står ’tænke på adventsgaver’ på min to do-liste, og jeg er begyndt. TÆNKE, blev der sagt, børn der læser med!
  • Jeg har taget cyklen på arbejde de første tre dage i denne uge. Det har været virkelig koldt og meget, meget flot. Jeg kommer nok til at tage bilen de sidste to arbejdsdage i ugen, for jeg kan slet ikke cykle med så meget glorie.
  • På trods af ringe fyringsfærdigheder er der blevet meget, meget, MEGET varmt i stuen. ’Det er målet, ikke vejen dertil, jeg satser på’, kan jeg sige med samme logik som de unge bagere, og med den vinkel stryger jeg direkte på podiet.