20. januar 2021 | den store bunke |
Jeg ved, det er onsdag, fordi Joe Biden i dag er indsat som USA’s 46. præsident, og i den forbindelse er der sagt onsdag den 20. januar tilstrækkeligt mange gange til, at jeg kan huske det.
Ellers kniber det lidt med at holde styr på ugedagene, og egentlig er jeg forundret over, at det allerede er onsdag. Jeg synes lige, det var søndag, hvor jeg forberedte mig på at sætte mig ved arbejdscomputeren på hjemmekontoret næste morgen – og her er vi så. Onsdag.
Dagene ligner hinanden meget. Bortset fra vejret. I dag har det silet ned udenfor, hver gang jeg har løftet hovedet og kigget ud. En nogenlunde fast rutine i min nuværende hverdag er at gå en tur, når jeg har lukket ned for dagens arbejde, for at tømme hovedet, lytte bog og få mig rørt. Der var intet udenfor, der indbød til at gøre det i dag, men hvis jeg starter i det ene hjørne af huset og tager en runde og går ind i alle værelser på begge etager, tager det to trekvart minut med et forbrug på lidt over 200 skridt (jeg ved det – jeg har målt!), så det krævede egentlig ikke så meget overvejelse alligevel at trække i regntøjet, putte Paul Austers 4 3 2 1 i ørerne og tilbagelægge fire en halv kilometer. Og stadig nå Lady Gaga, J-Lo og præsidentielle edsaflæggelser.
Og udover verdenspolitik i tv byder sådan en onsdag aften på mange fine ting. 3 x beliggenhed er for eksempel et af mine yndlingsprogrammer. Jeg har fået tortellini til aftensmad, der er ild i brændeovnen, og jeg strikker på en hue. Ikke fordi jeg egentlig har brug for en hue, men jeg havde garn til en hue, og så bliver det sådan.
17. februar 2020 | den store bunke |
Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.
Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.
Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.
Ha!
23. november 2018 | den store bunke |
… må man tænde godt op i brændeovnen og glæde sig over, at der både er tørt brænde i brændekassen og godt træk i skorstenen. Og optændingsbriketter og tændstikker nok… Og penge der er sparet. Tror jeg nok.
Det er Black Friday, og jeg har ikke besluttet, hvad jeg mener om den. Jeg kender alle argumenterne for og imod, om forbrug og overforbrug, kommercielle udenlandske traditioner der kommer snigende ind over os, om øget nethandel der tager livet af fysiske butikker … alt dét og meget andet.
Jeg er ingen udsalgshaj, og jeg mangler generelt et shoppegen. Det interesserer mig ikke. Jeg går aldrig på fysisk udsalg og open by night efter knaldtilbud. For mange mennesker, for meget stress, for mange valg, for mange uovervejede beslutninger. Jeg kan ikke lide det. Andre må gerne, jeg vil ikke.
Faktisk nethandler jeg heller ikke ret meget. Jo, når jeg har brug for noget, men ikke bare som tidsfordriv. Min bedste nethandel kostede ikke meget, til gengæld glæder jeg mig over den hver eneste dag.
Min arbejdsplads lever af handel. Black Friday er stor hos os. Det er den nødt til at være, fordi den findes, og fordi alle andre i junglen satser på den. Gennem hele dagen har kollegerne knoklet og holdt øje med, om ordrer og omsætning holder mål med budgettet. Vi har tippet på resultatet og satset penge på vores overbevisning, og den der kommer tættest på de faktiske tal, render med hele puljen. Det bliver næppe mig, for jeg kom til at tippe ret højt. Ja, altså, firmaet ville elske, hvis vi nåede den omsætning, jeg friskt skrev på min kupon. Men min indsats kommer mere sandsynligt til at gå til en andens forbrug.
Nå. Trods al min ambivalente modvilje mod den griske rabatjagt var jeg kortvarigt inde i byen efter arbejde. Udelukkende fordi jeg skulle købe strømper for min mor, som jeg skal besøge i morgen. Dem fik jeg så heldigvis i dagens anledning med rabat.
Måske gjorde netop dét mig blød og grebet, da jeg kom hjem og fik tændt op i brændeovnen og så lys i alt det sorte. For jeg HAR købt julegaver på nettet i aften og sparet temmelig mange penge – bilder jeg mig i hvert fald ind og er tilfreds. Skyd mig.
7. marts 2018 | den store bunke |
Tænk! Det er snart et år siden, vi overtog rækkehusidyllen. Første april 2017 var hus og have, højt til himlen og kreditforeningslån vores. Og utætte rør, viste det sig siden, men det er en helt anden historie, som vi ikke kender slutningen på endnu. Men den ender godt! Blev der sagt!
I dag for et år siden skrev jeg en række flytteforsæt under overskriften Når vi flytter, skal vi. Det var temmelig forskellige områder, jeg regnede med at ændre på. Lad os se på, hvordan det er gået.
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
– Det er ikke sket. Vi køber stadig ind samme dag og fremtidssikrer højst til næste dag. Ingen er motiveret til andet, og i øvrigt spiser vi rasende godt og varieret.
- grille noget mere.
– Det er vist nogenlunde status quo. I øvrigt spiser vi rasende godt og varieret …
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
– DET SKETE!
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
– Det sker hele tiden, også netop nu. Og. Det. Er. Så. Fedt! Jeg rånyder den brændeovn, gør jeg!
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
– Sådan var det. Og sådan bliver det igen.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
– Det viste sig i praksis, at det ikke var nødvendigt. Køkkenvindueskarmen er lang og bred nok til, at der kan stå fire bageplader ved siden af hinanden. Det fungerer, og der kommer noget godt ud af det.
“Er I stadig glade for huset?”, spurgte Lasse i øvrigt, da det med de utætte og ulovlige rør var en realitet. Og det er vi. For når nye rør er lagt ind, og bøvlet er lagt bag os, bliver det jo godt igen og sikkert endnu bedre.
Grundfølelsen for det her hus har hele tiden været og er fortsat GOD.
Også selv om vi stadig sjathandler.
27. februar 2018 | den store bunke |
Det sner sidelæns!
Jeg kan se det i lyset omkring gadelygterne, når jeg kigger ud. Og vores gode gænge med at gå aftentur …. ja, vi SKAL jo ikke. Så den er sat i bero i dag. “Det er livsfarligt”, er vi enige om og er rykket sammen om brændeovnen.
Det har altså ikke været sådan virkelig voldsomt i vores område, snevejret. Altså, det har sneet, det blæser, og der ligger en del sne, men solen har også skinnet i dag, og det hele er vist noget værre i de sydligere egne. Alligevel er der ingen grund til unødig udgang. Når vi nu HAR tændt op, og her er dejligt varmt i stuen. Folk og fæ bliver inde i aften.
Her.
