“Jeg tog sommerbilen i dag, den har kaleche, og airconditionen i den anden er begyndt ikke at virke så godt”, sagde en kollega forleden ved frokosten, da snakken faldt på sommervarmen, som vi glædede os til at få fri til.
Næste dag sagde jeg til hende, at hun da ikke havde nævnt, at ’sommerbilen’ var en Porsche. Jeg havde godt set, at der holdt sådan en på parkeringspladsen, da jeg mødte om morgenen, men havde samtidig tænkt, at jeg ikke gad spørge nogen, hvis det var, for jeg er faktisk ret ligeglad med biler. Det var der så andre, der havde spekuleret på, og nogen vidste præcis, hvem der kørte i den. Da jeg nævnte det for min kollega, trak hun på skuldrene og sagde: “Men det er fordi, jeg er ligeglad med det. Ja, det er en Porsche. Den er hvid.”
Og det er præcis sådan, jeg også har det med biler. Jeg købte selv en ny bil i efteråret, og kort tid efter var der en kollega, der sagde til mig i kantinen: “Det er da godt nok en herrebil, du har fået dig!”. Jeg er tit ankommet til arbejdspladsen samtidig med ham og har bakket min lille Aygo ind ved siden af hans store stationcar – af et mærke, som jeg ikke kan gøre rede for. Den er hvid. Og nu havde han tydeligvis bemærket, at jeg kom i noget andet.
Og hvorfor har jeg købt sådan en herrebil, når jeg er ligeglad med biler? Tjoo, primært fordi jeg kunne. Jeg arvede nogle penge samtidig med, at jeg blev alene på matriklen. Den store bil med anhængertræk og større bagagerum flyttede, og min lille bil havde begrænset person- og lastkapacitet i de ganske vist sjældne situationer, hvor jeg havde brug for det. Ikke engang en cykel kunne jeg fragte. Så jeg orienterede mig på bilmarkedet og var egentlig ikke så længe om at beslutte mig. Og gjorde det udelukkende ud fra mavefornemmelsen og uden at prøvekøre andre end den, jeg endte med. Det måtte gerne være noget hybrid, for at jeg kunne møde omverdenens klimablikke, men jeg gad ikke rode med at skulle installere en lader i carporten. Toyota ville godt tage Aygoen i bytte. Og den skulle være rød. Farven var faktisk det eneste, jeg aktivt valgte og insisterede på. Alt det andet var mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt tage med, hvis den har dét.
Jeg kan så sige, at jeg virkelig nyder det, hver gang jeg sætter mig ind i min bil. Køreglæden opvejer i den grad alt det ligeglade. Men jeg kunne have været lige så glad i enhver anden moderne bil. Nu blev det bare den her.
Og ja, det er min bil på billedet. Og ja, den er beskidt. Det er jeg sådan set også ret ligeglad med.
