20. januar 2021 | den store bunke |
Jeg ved, det er onsdag, fordi Joe Biden i dag er indsat som USA’s 46. præsident, og i den forbindelse er der sagt onsdag den 20. januar tilstrækkeligt mange gange til, at jeg kan huske det.
Ellers kniber det lidt med at holde styr på ugedagene, og egentlig er jeg forundret over, at det allerede er onsdag. Jeg synes lige, det var søndag, hvor jeg forberedte mig på at sætte mig ved arbejdscomputeren på hjemmekontoret næste morgen – og her er vi så. Onsdag.
Dagene ligner hinanden meget. Bortset fra vejret. I dag har det silet ned udenfor, hver gang jeg har løftet hovedet og kigget ud. En nogenlunde fast rutine i min nuværende hverdag er at gå en tur, når jeg har lukket ned for dagens arbejde, for at tømme hovedet, lytte bog og få mig rørt. Der var intet udenfor, der indbød til at gøre det i dag, men hvis jeg starter i det ene hjørne af huset og tager en runde og går ind i alle værelser på begge etager, tager det to trekvart minut med et forbrug på lidt over 200 skridt (jeg ved det – jeg har målt!), så det krævede egentlig ikke så meget overvejelse alligevel at trække i regntøjet, putte Paul Austers 4 3 2 1 i ørerne og tilbagelægge fire en halv kilometer. Og stadig nå Lady Gaga, J-Lo og præsidentielle edsaflæggelser.
Og udover verdenspolitik i tv byder sådan en onsdag aften på mange fine ting. 3 x beliggenhed er for eksempel et af mine yndlingsprogrammer. Jeg har fået tortellini til aftensmad, der er ild i brændeovnen, og jeg strikker på en hue. Ikke fordi jeg egentlig har brug for en hue, men jeg havde garn til en hue, og så bliver det sådan.
18. januar 2021 | den store bunke |
Billedet ovenfor viser meget tydeligt, hvorfor man ikke skal lade lukkede væskefyldte beholdere, for eksempel flasker og dåser med dyrebare dråber, stå ude i frostvejr. Væsken har ikke plads til at udvide sig. Her har vandet i sin nye faste form ganske enkelt valgt at bevæge sig oven ud af baljen. Man kan hævde, at fuglene, som den lækre forfriskning egentlig var tiltænkt, ikke har meget glæde af det i denne form, men jeg kan se ud af mine vinduer, at de klarer sig alligevel.
Det er stille dage her. Jeg arbejder hjemme, og da jeg er eneste menneske på matriklen, er det ikke hver dag, jeg siger noget. Og jeg snakker altså ikke med fuglene! Jeg arbejder fra 8 til 16, holder frokost- og kaffepauser med samme intervaller som på udekontoret, går en tur, når jeg har lukket arbejdscomputeren, henter brænde ind, fordi hjemmearbejde kræver noget mere brænde i ovnen end udearbejde, holder mit hus rent, får varm mad hver dag, strikker, læser, ser fjernsyn. Jeg har set to sæsoner af The Crown og har aldrig googlet så meget om britisk politik, Commonwealth og kongehuset som i den seneste tid. Ind i mellem ses jeg med de få, jeg har i min boble, og vi spiser, snakker og spiller spil. Det er guld værd, for at ingen af os løber alt for meget sur i, hvilken ugedag det er. Af og til gribes jeg af voldsom kuller, ligesom de fleste andre sikkert gør i denne tid. Men det går over igen, og jeg kan godt se, at jeg på mange måder er heldigt stillet, og at det nok ikke kræver så meget af mig at ’holde fast’. Men verden må gerne snart blive almindelig igen.
I dag har jeg haft Teams-møde med mit team, med både mikrofon og kamera, så i dag har jeg sagt ord og haft øjenkontakt. En udadvendt dag. Desuden har jeg fået indkaldelse til tandlægeeftersyn om fire uger, og det er lige før jeg glæder mig til det. Den slags har jeg lige godt aldrig før opfattet som et højdepunkt, men isolation gør åbenbart mærkelige ting ved en.
I dagens pauser holder jeg øje med fuglene i haven. Flest skovspurve, solsorte og husskader, men jeg har også set blåmejser, musvitter og en enkelt bogfinke. Og ænder.
Ænderne er åbenbart et helårs oprydningshold. I efteråret landede ænder hver dag i haven og gnaskede nedfaldsæbler, og nu gnasker de tilsyneladende nedfaldskerner. I hvert fald ser det ud til, at der er gode ting at finde under fodertemplet, hvor de mindre fugle sviner med maden og spilder foder ud over kanten uden at bekymre sig om madspild. Godt for ænderne.
Redekassen er beboet af et par skovspurve. I efteråret tømte jeg kassen for det rederi og roderi, de havde slæbt ind i løbet af sommeren. Jeg gjorde det i en god mening, for selv synes jeg jo, det er rart at få skiftet sengetøj i ny og næ. Men den holdning delte fuglene ikke, for de begyndte straks at flyve nyt byggemateriale ind. Jeg ved ikke, om de sover i kassen, men så er den da klar til nyt yngel, når de er. Hver formiddag har de stadig travlt med strå og dun. Dyrebare materialer. Forleden så jeg, at først fløj den ene fugl ud og kort efter den anden, og et lille hvidt dun flagrede med. Straks dykkede begge fugle ned efter dunet, der landede i sneen. Den ene fik fat i det og bragte det op i kassen igen. Imponerende. Det kan godt være, de er ligeglade med at spise pænt, men boligindretningen er seriøst vigtig.
Hver formiddag klokken halv elleve låser mine genboer deres hoveddør efter sig og spadserer ud på tur. De er pensionister og synes sikkert, det er vigtigt fastholde visse rutiner i hverdagen. Det gør jeg tilsyneladende også, siden jeg får holdt strække-ben-pause på så faste tidspunkter, at jeg kan konstatere andres regelmæssighed.
Vel er der stille, men der ER liv i forstæderne.
6. januar 2021 | den store bunke |
Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.
Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.
Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.
Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.
Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.
I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.
19. april 2020 | den store bunke |
I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.
Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.
Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.
Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.
Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.
Vi ses, i morgen.
2. april 2020 | den store bunke |
I morges havde jeg bøvl med at få etableret min vpn-forbindelse til firmaet, så jeg sad ikke klar med hvæsset tastatur lige på det sædvanlige starttidspunkt.
Det var vores eget wi-fi, der trængte til en genstart. Slukke, tælle til noget, tænde igen og vente til nettet havde fundet sig selv, logge ind igen – og så kørte det. Men der gik jo lidt tid med det.
Hvis jeg var mødt ind på min fysiske arbejdsplads til tiden og havde haft teknisk besvær med at komme på firmaets servere, ville ingen have karakteriseret det som for sent fremmøde. Nu sad jeg hjemme med de samme udfordringer og følte, at jeg kom for sent. Det er egentlig uretfærdigt.
Heldigvis er der ingen, der holder øje med mig.
Det tror jeg da ikke … måske skal jeg sætte plaster på kameraerne og tage en sølvpapirshat på for en sikkerheds skyld.
