Type 0 – dagens portion samtale

Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.

Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.

Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.

Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.

Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.

I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.

Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.

Om at komme for sent på arbejde, selv om man bor midt i det

I morges havde jeg bøvl med at få etableret min vpn-forbindelse til firmaet, så jeg sad ikke klar med hvæsset tastatur lige på det sædvanlige starttidspunkt.

Det var vores eget wi-fi, der trængte til en genstart. Slukke, tælle til noget, tænde igen og vente til nettet havde fundet sig selv, logge ind igen – og så kørte det. Men der gik jo lidt tid med det.

Hvis jeg var mødt ind på min fysiske arbejdsplads til tiden og havde haft teknisk besvær med at komme på firmaets servere, ville ingen have karakteriseret det som for sent fremmøde. Nu sad jeg hjemme med de samme udfordringer og følte, at jeg kom for sent. Det er egentlig uretfærdigt.

Heldigvis er der ingen, der holder øje med mig.

Det tror jeg da ikke … måske skal jeg sætte plaster på kameraerne og tage en sølvpapirshat på for en sikkerheds skyld.

En helt almindelig mandag med noget uventet

Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.

I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.

Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.

Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.

Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.

De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.

Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.

Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.

Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.

DET ER JO IKKE NORMALT!

Dagene flyder lidt sammen

Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.

Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.

Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.

Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.

Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.

Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.

Min påklædning er udpræget afslappet.

Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.

Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.

Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.

Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.

Se bare hvor søde de er.

Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.

Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.

Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.

Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!