Spryllet
Der er muligvis kun ét menneske i verden, der ved præcist, hvad jeg mener, når jeg siger, at denne kage er spryllet. Det er min bror. Han er nemlig også vokset op med vores mors mange mærkelige, gammeldags fynske udtryk.
Når noget – fortrinsvis madvarer – er spryllet, er det sådan lidt tørt og smuldrende og går let fra hinanden. Det kan være en ost, der er så lagret, at der falder stykker og flager af i kanterne, når man forsøger at skære et stykke, eller en småkage, der er så gennembagt eller gammeltør, at den eksploderer, når man tager en bid.
“Hm, det spryller godt nok!”, tænkte jeg med det samme, jeg satte skeen i denne bountykage, som kantinen kaldte den, og forsøgte at fange mig en mundfuld. Der var kokos ud over hele tallerkenen. Dernæst tænkte jeg, at jeg kun kender min bror, der ville kunne se det for sig uden faktisk at kigge på kagen.
Så følte jeg mig lidt gammel.
Bagefter googlede jeg lidt, for det var alligevel lidt ensomt, hvis vi kun var to, der kendte udtrykket.
Jeg fandt spor på en liste over sønderjyske ord, som nogen har gjort sig ulejlighed med at samle. Her kender de tilsyneladende også begrebet sprylle, som betyder sprede eller sprutte. Det giver jo god mening.
Og jeg fandt frem til Moths Ordbog, en historisk ordbog fra ca. 1700. Den er digitaliseret og udgivet af Dansk Sprog- og Litteraturselskab – der er henvisning til den på ordnet.dk, hvor de andre uundværlige og mere gængse ordbøger også ligger. Her kan man også læse om Mathias Moths omfattende arbejde med at registrere almindelige menneskers daglige talesprog på den tid.
Moth definerer sprylde eller sprylle som at være skør, let til at falde fra hinanden.
Tænk engang, ordet findes faktisk og har gjort det i trehundrede år.
Nu føler jeg mig virkelig gammel.
