Jeg har fået min anden dose Pfizer-vaccine i dag. Overskriften kunne også have været Andet stik stak. Men det ville ikke have været rigtigt, for det gjorde det ikke. Faktisk mærkede jeg stort set ikke stikket, det var en meget dygtig injektør, og det gik lynhurtigt. Og da jeg satte mig i vente-på-bivirkninger-salen bagefter, prikkede en bekendt, der viste sig at sidde lige bagved, mig på skulderen – det gjorde heller ikke ondt, selv om det var den nyligt bestukne side. Til gengæld gik det påbudte kvarter hurtigt med behagelig snak, og så kunne jeg køre hjem.

Jeg har det godt. Min arm er ikke faldet af. Skulderen er begyndt at blive øm, ligesom ved første stik, og måske bliver det værre. Men så går det over. Intet tyder indtil videre på influenzasymptomer, som jeg har hørt, at nogle får.

Og mentalt føles det mest af alt godt.