23. november 2015 | den store bunke |
Næh?!? Så havde jeg gået og udtænkt overskriften til en fortælling om vores fine kæresteweekend i København. Ord med k, der dækkede dagenes indhold. Og så gik det op for mig, at jeg havde fundet på præcis de samme ord, som stod på skiltet udenfor Conditori La Glace.
Kager, Kunst og Kærlighed Kvæler al Besværlighed. Dyrk sportskage og kom i kageform. De har en dygtig tekstforfatter, og jeg kan lide det. Både ordform, storform og kageform. Jeg havde også haft koncert med i min ordrække, men det kan jo gå ind under Kunst.
Der var i høj grad tale om en kagelørdag i København. Men det hele startede med, at vi for lang tid siden købte billetter til Melody Gardot-koncert i Koncerthuset i fredags. Og da vi nærmede os dagen, besluttede vi at tage et par dage derovre.
Det var en fantastisk koncert. Melody Gardot. En enorm stemme i en lille krop, og en super performance i en spektakulær kulisse. Jeg havde ikke været i Koncertsalen før, og jeg var begejstret på alle planer.
Da vi tog af sted, havde vi ikke lagt andre faste planer end koncerten, men som vi havde forestillet os, gik det næsten af sig selv med at få fyldt noget i dagene. I sig selv er det en gave at være af sted og uden pligter. Vi tog en hotelfie.
Vi havde en bestilling med hjemmefra, et ærinde i en bestemt butik inde i byen. Senere på lørdagen havde vi undervejs fået lavet et par andre aftaler, så vi var forholdsvist tidligt på færde for at nå det hele. Men byen var ikke rigtigt vågnet endnu, og den forretning, vi havde ærinde i, åbnede endda først klokken 11. Det havde vi ikke regnet med. Vi kommer fra Jylland, jo. Det var koldt, og vi havde ikke den store shoppelyst, hvilket jeg i øvrigt er indrettet sådan, at jeg sjældent har, men vi bestemte os for at holde varmen og fordrive ventetiden ved at spadsere en tur rundt i indre by. Og tænk, så stod vi pludselig uden for La Glace. Og pludselig sad vi indenfor i La Glace. Der har jeg heller aldrig været. Der var dejlig varmt – og kager. Sportskagen var fristende, men vi havde næsten lige rejst os fra morgenbordet, og havde en anden konditoriaftale senere, så vi nøjedes med macarons og chokoladecroissant. Den orange var med passionsfrugt og chokoladetrøffel og smagte himmelsk. Kokkehuer til dem.
Nå jo, så var vi også lige inde hos naboen, Peter Beier, for at få udvalgte souvenirs med hjem. Og smagsprøver.
Nå jo, så skulle vi lige huske det, vi var sendt i byen efter: blyanter fra Cinnober. De har pæææhne ting.
Bagefter blev gps’en blev sat til Søborg Hovedgade, hvor vi havde en aftale på Grannys House. Et sjovt, fint og farverigt sted med god stemning, mange mennesker, finurligheder – og Rasmus, som Morten kender fra gamle dage. Egentlig ville vi kun bede om kaffe og snak, men det ville Rasmus ikke høre tale om; han diskede op med kaffe, snak – og kager. Lækre og velsmagende, og sådan blev det en kagelørdag. Det var hyggeligt, og kig endelig ind, hvis I er på de kanter. De har også Bed&Breakfast, og med kagernes kvalitet i tankerne tøver jeg ikke med at anbefale.
Louisiana var næste hyggelige checkpoint. Jeg har ikke været på Louisiana siden engang i firserne, og det er da for galt. Vi havde lavet dejlig spontandate med Catharina, som kom fra Helsingborg, vi kom fra København, og sammen med det meste af Nordsjælland – virkede det som – så vi Kusama-udstillingen. Sjovt. Lidt tosset også. Mest skægt. I hvert fald meget prikket.
Udenfor var det blevet snevejr. Blæst, sne og mørke. Det tog urimeligt lang tid at køre fra Humlebæk til København, og da vi endelig havde fået bilen i parkeringskælderen, havde vi ikke lyst til at skulle ud i uvejret igen for at spise med kniv og gaffel eller udforske Streetfood eller Torvehaller, så den indlysende løsning var at hente takeaway fra Sticks’n’Sushi og dele en flaske vin på værelset. Det var SÅ hyggeligt.
Søndagskørslen hjem havde vi gerne været foruden. Det onde vejr lå i et bælte hen over Sjælland og Fyn, og det var virkelig anstrengende og ubehageligt at køre. Når man tager de mange efterladte og forulykkede biler langs vejen i betragtning og efterfølgende har set i nyhedsudsendelser, hvor slemt det stod til i nærheden af vores rute, er jeg taknemmelig for, at vi kom hjem i god behold.
Alt det andet gør jeg hjertens gerne om.
Kager, Kunst og Kærlighed Kvæler al Besværlighed.
19. november 2015 | den store bunke |
I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.
Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.
Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.
De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.
Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.
Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.
17. november 2015 | den store bunke |
Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.
Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.
Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.
13. november 2015 | den store bunke |
I år rykker Viborgs skøjtebane fra søbredden til Hjultorvet, som er et af de centrale torve i byen. Absolut bynært i en tid, hvor det er moderne at være den slags. Det ligger halvtreds meter fra, hvor vi bor.
Vi gætter på, at det kommer til at rykke i den 12-årige, som er en ivrig skøjter, og hendes far har proklameret, at så tror han nok, de vil have skøjter selv “i stedet for de elendige udlejningsskøjter”. Jeg har ikke noget at udsætte på udlejningsskøjter. Jeg har ikke rigtigt noget at bygge en afvisning af dem på. I de 11 år, Viborg har haft en skøjtebane, har jeg skøjtet omkring nul gange. Måske en.
“Kan du overhovedet skøjte?”, blev jeg spurgt forleden.
Ja.
Det kan jeg da. Jeg kan løbe på rulleskøjter, så kan jeg vel også isskøjte. Jeg kan stå på langrendsski og i heldige øjeblikke også skøjte på dem, så kan jeg vel også stå på skøjter. Ligeud og uden for mange modkørende.
Engang spillede jeg ishockey. Eller, jeg befandt mig på en ishockeybane i Herning inde i noget ildelugtende beskyttelsesudstyr og med skøjter på fødderne. Det var i forbindelse med et firmaarrangement, og det mest frustrende var at være på vej i den ene retning og være kommet i god fart, og pucken så kom susende forbi i modsat retning, så man skulle have bøvl med at få vendt rundt og bevæge sig den anden vej, for så blot at opleve det samme en gang til. Jeg var ikke et lysende ishockeytalent, men det var i hvert fald ikke, fordi jeg ikke kunne løbe på skøjter.
Som børn løb vi på skøjter på Franks mark. Der var et vandhul, der om vinteren frøs til en knoldet isflade med siv og græs stikkende op i kanterne. Vi havde skøjter, der skulle spændes fast på vinterstøvlerne, og somme tider faldt de af, mens vi løb over isen. Men ellers gik det fint.
Mange år senere har jeg skøjtet på Brabrand Sø. Vi havde te og kager med, og det var hyggeligt.
Så selvfølgelig kan jeg. Hvis jeg får lyst.
Inde i mit hoved er jeg endda en både sikker og yndefuld skøjteløber.
Sikker landing efter en triple Lutz. Eller noget.
11. november 2015 | den store bunke |
For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
7. november 2015 | den store bunke, Over aftensmaden |
“Du er den eneste af jer søskende, som har et navn, der stadig er moderne”, sagde Lasse til Morten, da vi spiste aftensmad.
De tre andre har navne, som børn født i 50’erne og 60’erne fik. Der er ikke mange små nye verdensborgere, som får de navne i disse år, men Mortener møder man i alle aldre, så Lasses tanke er rigtig nok.
Men selv om man har et klassisk og tidløst navn, kan man godt være utilfreds.
“Det var nu ikke altid så sjovt at hedde Morten, når folk kaldte mig Morten Mindstemand. Og Morten Hare…”
“Nå, men der fandtes i det mindste ikke et rim med dit navn, så du behøvede ikke at stå ved tavlen og lide, mens dine klassekammerater (på lærerindens opfordring) gjaldede hele “Birgitte Birgitte Begøje…”, inden du fik lov til at gøre det, du var blevet kaldt til tavlen for at gøre!”
“Tss”, sagde den 18-årige, “der er jo en hel ordbog, der rimer på Lasse!”
“Årh, hvad”, sagde den 12-årige, “der er ingen af jer, der har et navn, hvor man fjerner ét bogstav, og så står der Strid…!”
Det er åbenbart noget, alle skal igennem, det der med at være halvutilfreds med sit navn. Og man kan åbenbart gøre ethvert navn til et drillenavn.
Men sådan i det store er vi vist meget godt tilfredse, alle fire. Ellers findes der jo numerologer.
