Hvad hedder du? Og er du glad for det?
“Du er den eneste af jer søskende, som har et navn, der stadig er moderne”, sagde Lasse til Morten, da vi spiste aftensmad.
De tre andre har navne, som børn født i 50’erne og 60’erne fik. Der er ikke mange små nye verdensborgere, som får de navne i disse år, men Mortener møder man i alle aldre, så Lasses tanke er rigtig nok.
Men selv om man har et klassisk og tidløst navn, kan man godt være utilfreds.
“Det var nu ikke altid så sjovt at hedde Morten, når folk kaldte mig Morten Mindstemand. Og Morten Hare…”
“Nå, men der fandtes i det mindste ikke et rim med dit navn, så du behøvede ikke at stå ved tavlen og lide, mens dine klassekammerater (på lærerindens opfordring) gjaldede hele “Birgitte Birgitte Begøje…”, inden du fik lov til at gøre det, du var blevet kaldt til tavlen for at gøre!”
“Tss”, sagde den 18-årige, “der er jo en hel ordbog, der rimer på Lasse!”
“Årh, hvad”, sagde den 12-årige, “der er ingen af jer, der har et navn, hvor man fjerner ét bogstav, og så står der Strid…!”
Det er åbenbart noget, alle skal igennem, det der med at være halvutilfreds med sit navn. Og man kan åbenbart gøre ethvert navn til et drillenavn.
Men sådan i det store er vi vist meget godt tilfredse, alle fire. Ellers findes der jo numerologer.
