6. januar 2021 | den store bunke |
Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.
Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.
Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.
Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.
Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.
I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.
29. april 2020 | den store bunke |
Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.
Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.
I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.
Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.
Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.
De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.
13. februar 2019 | Udpluk |
- Klokken 20.57 indløb melding fra de østrigske alper, at nu var man krøbet i køjen efter en lang og god skidag. Jeg ønskede godnat og konstaterede, at så træt bliver man alligevel ikke af at cykle på arbejde og hjem ad en for det meste ligeud viborgensisk cykelsti, selv om det var for første gang i månedsvis.
- Man kunne ellers godt forestille sig, at jeg var træt efter dagens blodtab. Jeg var nemlig i blodbanken for at … ja, give blod og pudse glorien. Det var tapning nummer 50. I hvert fald er det det antal, der er registreret. Jeg startede som donor i Aarhus tilbage i midtfirserne og gav blod et antal gange, som ikke blev registreret digitalt. Så flyttede jeg til Nykøbing Mors og siden til Viborg, og undervejs fik jeg tre børn, hvorfor jeg naturligvis gik i donordvale i en årrække. Da jeg i ’99 startede som donor i Viborg, sjussede vi os frem til, hvor mange tapninger vi skulle registrere, og så ramte jeg altså 50 i dag.
- Jubilæumstapningen udløste ekstra tak, flag på sidebordet og en fritvalgsgave. Jeg valgte et tæppe af alpakauld, meget fint, meget lunt. Glorien fik jeg også med. Og en brikjuice og et lille kvadrat Ritter Sport som sædvanligt. En med cornflakes, kom jeg til at tage. Jeg blev også tilbudt en guldnål med bloddråbe, som jeg dog sagde tak, men nej tak til. Har allerede en 25 gangs-nål et sted.
- Det er fordi jeg er så blodfattig, jeg har slået mig ned i sofaen med rødvin og saltmandler. For at genoprette et eller andet.
- I øvrigt har jeg konstateret, at det var en god ide at stoppe lytningen af Carlos Ruiz Zafóns Åndernes labyrint for nogle måneder siden og genoptage den senere. Jeg startede på den lige efter at have lyttet til Jesper Christensens oplæsning af Harry Potter i omkring 130 timer. Han var smør for ørerne, ren vellyd, og det kan INGEN oplæser komme efter. Ham der indlæser Zafón kunne i hvert fald ikke. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig og opgav efter nogle timer. Siden har jeg lyttet – og gennemført – en række andre romaner, og nu har jeg vovet at tage den op igen. Faktisk lige efter at have forsøgt med en indspilning af Michel Houellebecqs Underkastelse, som var ENDNU værre (undskyld, indlæser!). Denne gang holder Åndernes labyrint. Jeg startede forfra og kunne intet huske af, hvad jeg havde hørt af den tidligere. Men nu formår jeg at høre efter, og bogen er indtil videre god.
- Nå, nu begynder alpesyndromet alligevel at nappe mig i haserne. Men jeg skal altså lige se Natholdet og drikke op.
26. april 2017 | den store bunke |
Jeg lagde vejen forbi Blodbanken for at afgive en af årets 2-3 portioner á 450 ml 0 RhD pos, drikke en brik appelsinjuice, spise et lillebitte kvadrat Ritter Sport (mit Knusperkeks, FYI) og læse i Danmarks Royale Ugeblad om Prins Felix’ store dag, Ugens Kjole og andre vigtige kulørte sager, som jeg har forsømt at følge med i. Så plejer vi at hygge os sammen i en halv times tid, imens vi føler os mægtigt samhørige, Blodbanken, Billed-Bladet og jeg, fordi vi har samme initialer.
I dag ville sygeplejestuderende Klaus gerne have lov at teste en ny staseslange og bede mig om at udfylde et spørgeskema, sagde sygeplejersken ude i forrummet, da vi gennemgik det skema, jeg ligesom alle andre donorer skal udfylde, inden jeg bliver lukket ind til tappebriksene, køleskabet og de royale nyheder. Ville jeg være med til det?
Det ville jeg gerne.
“For jeg går ud fra, at det hjælper dig, og at det ikke gør ondt på mig”, sagde jeg muntert til Klaus, da han kom anstigende med sit spørgeskema, “… men jeg ved faktisk ikke, hvad en staseslange er!”. Det synes jeg egentlig godt, de kunne have lagt ud med at forklare, for jeg troede til at begynde med, at det var en ny type af de slanger, der transporterer blodet ned i posen, som skulle kunne noget særligt. Og så er det den rem, man strammer om overarmen for at få blodet til at rulle lidt raskere ud. Den har da ikke noget med en slange at gøre! Det er en rem. Og hvor den sædvanlige har spænder til at stramme remmen ind med, var testtypen dels en engangsmodel, og dels blev den spændt og løsnet uden spænder. Den fungerede skam fint, og jeg skulle i store træk bare svare på, om den nev mig i armen. Helt anonymt. Det var let.
Men hvem pokker af almindelige mennesker med eller uden konto i Blodbanken kender ordet staseslange?
Over aftensmaden udbredte jeg mig om det nye ord, jeg havde lært, og spurgte triumferende de andre, om de vidste, hvad en staseslange er.
“Ja, det er jo den slange, man spænder om overarmen”, sagde Morten prompte.
Almindelige mennesker??
Hairy og scary…
19. november 2015 | den store bunke |
I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.
Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.
Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.
De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.
Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.
Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.
