6. november 2015 | den store bunke |
“Folk der arbejder, skal sørge for ikke at arbejde om lørdagen”, sagde min mor i telefonen.
Det var ikke hovedemnet i vores samtale, men vi nåede dertil ad en tangent, fordi det under snakken gik op for hende, at det er fredag, og at der venter en weekend forude og dermed fridage for mig. For hende – og for andre, der ikke er i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet – er der ikke den store forskel på hverdage og weekenddage.
Og så var det, hun kom til at tænke på konklusionen på en undersøgelse, hun havde læst om i avisen eller set i fjernsynet. Travle folk skal huske at holde fri, når de har fri. Altså lade være med at arbejde hjemme og på den måde mindske risikoen for at blive stressede.
Det vidste vi godt. Intet nyt under solen der.
Men det ledte os ind i en snak om, hvad det er for noget arbejde, man skal holde sig fra. Er havearbejde arbejde, og må man grave sin have om lørdagen? Er rengøring arbejde? Hvis nu – altså HVIS nu – man syntes, rengøring var den fedeste måde at slappe af på, måtte man så godt gøre hovedrent i hele hytten – altså HVIS? Der er jo nogen, som har de ting som deres travle, lønnede beskæftigelse.
Selvfølgelig ved vi godt, hvad det handler om, og hvem det er, der skal geare lidt ned med hvad, og huske at koble fra, så deres motor ikke brænder sammen. Og vi blev enige om, at det må være op til hver enkelt, hvad han eller hun slapper bedst af med, og folk må lave havearbejde eller hovedrengøring, som det passer dem. Sådan er vi så kloge, mor og jeg. De kunne bare have spurgt os, inden de bekostede den undersøgelse.
Og for en sikkerheds skyld gør jeg, som mor siger. Jeg har haft travlt i denne uge, og i morgen er det lørdag. Det er bedst, hvis jeg holder mig fra både havearbejde og rengøring.
5. november 2015 | den store bunke |
- Min gadgetlast er Candy Crush. Det er min lille pause med afslapning. Jeg er nået til niveau 694.
- Jeg spiser aldrig bananer, rosenkål, bladselleri og gule ærter. Aldrig.
- Jeg var et overnysgerrigt barn og kunne læse, inden jeg begyndte i skole.
- Jeg er bedre til at se tilværelsen i fragmenter end i helheder.
- Den bedste mad i verden er nybagt brød med smør og ost.
- Når jeg er ved at blive syg, klør det et bestemt sted mellem skulderbladene, et halvt døgn før nogen andre symptomer viser sig.
- Når jeg ser op mod solen, nyser jeg.
- Jeg har to storebrødre, og det var ikke meningen, mine forældre skulle have flere børn.
- Jeg er flyttet fjorten gange.
- Min mormor var 33 år, da hun fødte min mor. Min mor var 33 år, da jeg blev født. Min datter blev født på min 33 års fødselsdag.
- Alle mine ejendele har en historie, og jeg er dårlig til at smide ud.
- Jeg rykker først lang tid efter alle andre. Firstmover? Nej. Sixtysecondmover? Snarere.
- Mit døbeefternavn er Sørensen. Derfor bliver jeg kaldt BS i nogle af mine sammenhænge.
- Jeg har altid drømt om at flyve i ballon. Det er ikke for sent.
- Hvis jeg kunne stå op to timer senere og gå to timer senere i seng, end verden kræver af mig, ville det være perfekt. Det, der i stedet sker, er, at jeg går to timer senere i seng og er nødt til at stå op, når verden kræver det.
4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.
31. oktober 2015 | den store bunke |
Det er ikke ret tit, man ser et skilt med dette forbud. Det er ikke ret tit, nogen får den tanke overhovedet at kravle op på en livmoder. Jeg kan ikke komme i tanker om andre situationer end netop i udstillingen Ægløsninger på Steno Museet i Aarhus, som jeg så sammen med mine voksne børn. Udstillingen handler om at få børn med teknologien. Det er nemmest bare at citere fra museets hjemmeside:
“Udstillingen handler om det gode, som teknologien har ført med sig. Prævention har minimeret angsten for uønsket graviditet, og kunstig befrugtning har givet barnløse par deres ønskebørn. Men udstillingen handler også om den tvivl, som ny teknologi fører med sig: Hvem skal have ret til kunstig befrugtning? Ønsker vi at vide, om vi har en arvelig sygdom i familien, og skal det være tilladt at klone mennesker?
Udstillingen kombinerer scenografi og udstilling af museumsgenstande. Den indeholder interaktivitet og formidling med levende billeder, lyd og tekst.
Der er en dejlig blød livmoder, man kan kravle ind i, en kondomautomat, der fortæller historier og en digital mikroinsemination. I et “moderskab” kan både mænd, kvinder og børn blive gravide, eller i det mindste føle hvordan det er at bære rund på en stor mave. Der er en tegnefilm om kloning og endelig kan du se en vaskeægte, udstoppet klonet gris.”
Børnene syntes i øvrigt, der var hyggeligt inde i livmoderen.
Den udstilling var bare en blandt mange på videnskabsmuseet, og vi nåede ikke det hele. Vi må komme igen. Det er et fint sted, og det er kun et tilfælde, at jeg ikke har været der før. Anbefalingen er hermed givet videre. Gode oplevelser for 30 kroner. Men kravl nu ikke op på livmoderen.
Fra en anden udstilling: Et redskab til at kopiere en tegning i formindsket udgave
26. oktober 2015 | den store bunke |
Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.
Jeg tror det.
Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.
Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.
Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.
Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.
Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.
“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.
23. oktober 2015 | den store bunke |
Jeg læste om en programrække på DR3, Kære Dagbog, hvor folk læser op af deres teenagedagbøger, og fik lyst til at finde min gamle dagbog fra jeg var 10-11 år. Jeg ved, hvor den var i min gamle lejlighed, men jeg kan simpelt hen ikke regne ud, hvor jeg har fundet på at lægge den, hvor jeg bor nu. De ting, den lå sammen med i den gamle lejlighed, har jeg fundet – myggenet, dolke, rejsepung, håndarbejdspose fra 3. klasse og den slags. Dagbogen var bare ikke i nærheden. Men der var andre klenodier.
Jeg fandt et billede af mig selv fra omkring 1975. Alt det værste fra perioden har jeg forenet på det billede: historiens grimmeste frisure, dråbeformede stålbriller, en bluse jeg selv har strikket – og så sidder jeg og broderer julegave. Et mirakel at jeg kunne score. Men det kunne jeg, – jeg sidder på skibsbriksen på kærestens drengeværelse, og derfor hænger der en motorcykelplakat på væggen.
Tænk, at stålkammen har overlevet…! Stadig svagt buet efter obligatorisk placering i stramme 70’erjeansbaglommer. Så har jeg også gemt mine idrætsmærker, som krævede kamp og sved i intense atletikpræstationer. Jeg nåede til sølv med emalje, så kunne jeg ikke kaste langt nok mere. Kast var min akilleshæl.
Disneykort fra 60’erne. Før de blev børnelokkemad i supermarkedskæder. Og før Nora Malkeko og de to jordegern gik til numerolog og kom til at hedde noget andet. Det er faktisk firkort. Det spil hvor man samler ens kort ind fra de andre spillere og skal have fire i samme serie, som man så må lægge ned og tage stik på.
Firkort fandtes også som bilkort. Sikke en lykke at ligge inde med Ferraris Sportsmodel. Og en knallert. Sikkert. Jeg kan ikke helt huske det. Det var mere brødrenes område. Men det er mig, der har gemt kortene, sandsynligvis fordi jeg er den yngste og begærligt overtog alt, hvad de voksede fra.
Håndarbejdsposen fra 3. klasse. Og en lommetørklædemappe med initialer, som nogen engang har fået mig til at brodere. Det mest meningsløse stykke sytøj, jeg kan komme i tanker om. Men det var altså før papirslommetørklæder. I mit hjem vaskede vi lommetørklæder og strøg dem – og lagde dem i broderede mapper med bindebånd.
Men ingen dagbog, altså. Og nu kommer jeg i tanker om, at min gamle blokfløjte, som gik i arv fra ældstebror til næstældstebror til mig i takt med, at vi havde blokfløjtespil i skolen, også tidligere lå sammen med dagbogen. Den har jeg heller ikke fundet. Der må være en hemmelig kasse et sted. Hvis jeg nu lader, som om jeg leder efter noget andet, dukker det måske op. Jeg tror, jeg starter med at lede efter stålkammen. Den ved jeg, hvor er.
