7. november 2015 | den store bunke, Over aftensmaden |
“Du er den eneste af jer søskende, som har et navn, der stadig er moderne”, sagde Lasse til Morten, da vi spiste aftensmad.
De tre andre har navne, som børn født i 50’erne og 60’erne fik. Der er ikke mange små nye verdensborgere, som får de navne i disse år, men Mortener møder man i alle aldre, så Lasses tanke er rigtig nok.
Men selv om man har et klassisk og tidløst navn, kan man godt være utilfreds.
“Det var nu ikke altid så sjovt at hedde Morten, når folk kaldte mig Morten Mindstemand. Og Morten Hare…”
“Nå, men der fandtes i det mindste ikke et rim med dit navn, så du behøvede ikke at stå ved tavlen og lide, mens dine klassekammerater (på lærerindens opfordring) gjaldede hele “Birgitte Birgitte Begøje…”, inden du fik lov til at gøre det, du var blevet kaldt til tavlen for at gøre!”
“Tss”, sagde den 18-årige, “der er jo en hel ordbog, der rimer på Lasse!”
“Årh, hvad”, sagde den 12-årige, “der er ingen af jer, der har et navn, hvor man fjerner ét bogstav, og så står der Strid…!”
Det er åbenbart noget, alle skal igennem, det der med at være halvutilfreds med sit navn. Og man kan åbenbart gøre ethvert navn til et drillenavn.
Men sådan i det store er vi vist meget godt tilfredse, alle fire. Ellers findes der jo numerologer.
10. marts 2014 | den store bunke |
I dag slog det mig, at det kun er danske personnavne, jeg er så fortrolig med, at jeg umiddelbart kan udlede nogen forestillinger bare ud fra navnet. Have en ide om personens alder, region, socialklasse.
Jeg kender en svensk pige, som fylder 19 i dag. På Facebook var der en Vidar, der ønskede hende tillykke. Det navn har ingen plads i mit system og giver mig ingen billeder. Jeg kan ikke vide, om det er en af hendes jævnaldrende eller en af forældrenes venner, en lærer, en træner, en ældre bekendt. Jeg nåede ikke at se profilbilledet, inden hele denne tankerække var sat i gang. I den bog, jeg er ved at læse, er der en Vidar, derfor var det netop den lykønskning, jeg stoppede op ved; jeg havde netop stiftet bekendtskab med det navn. I bogen er det en ældre mand, men jeg har intet at binde det op på i forhold til at vurdere, om unge svenskere hedder sådan.
Jeg kender også en dansk pige, som har fødselsdag i dag. Hun er 18, og på hendes Facebookvæg kan jeg umiddelbart afkode ud fra fornavnene, hvilke lykønskninger der kommer fra jævnaldrende, og hvilke der ikke gør.
Hendes storesøster er født i Stockholm for 27 år siden, og da vi fik at vide, hvad hun skulle hedde, syntes vi, det var synd, for det navn faldt helt ved siden af i Danmark på det tidspunkt, men det kunne man altså godt hedde i Sverige. Få år efter blev dette pigenavn et af de mest populære i Danmark og har ligget i top 5 i mange år – og gør det stadig.
Min datter er meget optaget af navne og har en klar forestilling om, hvilke aldersgrupper forskellige navne hører til. Hun synes, de fleste mænd i 40-årsalderen ”ligner en, der hedder Henrik”, og de fleste mænd i halvtredserne ”ligner en, der hedder Henning”. Selv hedder hun Laura, et navn, vi syntes, vi skilte os ud med for 21 år siden. Det gjorde vi ikke.
Man kan prøve at undgå at blive fanget af navnestrømmen. Nogle af mine venner ventede barn, skal vi sige, det var i 1990. De kontaktede Danmarks Statistik for at høre, hvilke faldgruber der var. ”Bare I undgår Christian!”, var svaret. Det var åbenbart den vej, alle ville det år. De kaldte barnet Nana.
Jeg snakkede engang til et selskab med en kvinde, der hed Maria. Hun omtalte sin mand som Aksel. I løbet af samtalen forstod jeg, at Aksel var spansk, født i Spanien og flyttet til Danmark, da han mødte Maria. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, han hed Aksel, som for mig er et meget dansk navn. Det gjorde han heller ikke, sagde Maria, han hed Xavier, men det var jo et helt umuligt navn for danskerne både at udtale og skrive, så han havde kaldt sig Aksel, da han kom til Danmark. Det havde han læst i en bog og var overbevist om, at det var et helt almindeligt navn i Danmark. Siden var det gået op for ham, at det ikke var tilfældet, men da var det for sent at slippe af med Aksel.
Var han flyttet til Sverige, havde han måske kaldt sig Vidar. Og jeg har stadig ingen anelse om, om det havde passet bedst til ham, hans far eller hans søn.
