6. januar 2021 | den store bunke |
Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.
Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.
Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.
Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.
Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.
I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.
11. september 2019 | Udpluk |
- Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
- Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
- Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
- I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
- Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
- Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
- Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.
26. april 2017 | den store bunke |
Jeg lagde vejen forbi Blodbanken for at afgive en af årets 2-3 portioner á 450 ml 0 RhD pos, drikke en brik appelsinjuice, spise et lillebitte kvadrat Ritter Sport (mit Knusperkeks, FYI) og læse i Danmarks Royale Ugeblad om Prins Felix’ store dag, Ugens Kjole og andre vigtige kulørte sager, som jeg har forsømt at følge med i. Så plejer vi at hygge os sammen i en halv times tid, imens vi føler os mægtigt samhørige, Blodbanken, Billed-Bladet og jeg, fordi vi har samme initialer.
I dag ville sygeplejestuderende Klaus gerne have lov at teste en ny staseslange og bede mig om at udfylde et spørgeskema, sagde sygeplejersken ude i forrummet, da vi gennemgik det skema, jeg ligesom alle andre donorer skal udfylde, inden jeg bliver lukket ind til tappebriksene, køleskabet og de royale nyheder. Ville jeg være med til det?
Det ville jeg gerne.
“For jeg går ud fra, at det hjælper dig, og at det ikke gør ondt på mig”, sagde jeg muntert til Klaus, da han kom anstigende med sit spørgeskema, “… men jeg ved faktisk ikke, hvad en staseslange er!”. Det synes jeg egentlig godt, de kunne have lagt ud med at forklare, for jeg troede til at begynde med, at det var en ny type af de slanger, der transporterer blodet ned i posen, som skulle kunne noget særligt. Og så er det den rem, man strammer om overarmen for at få blodet til at rulle lidt raskere ud. Den har da ikke noget med en slange at gøre! Det er en rem. Og hvor den sædvanlige har spænder til at stramme remmen ind med, var testtypen dels en engangsmodel, og dels blev den spændt og løsnet uden spænder. Den fungerede skam fint, og jeg skulle i store træk bare svare på, om den nev mig i armen. Helt anonymt. Det var let.
Men hvem pokker af almindelige mennesker med eller uden konto i Blodbanken kender ordet staseslange?
Over aftensmaden udbredte jeg mig om det nye ord, jeg havde lært, og spurgte triumferende de andre, om de vidste, hvad en staseslange er.
“Ja, det er jo den slange, man spænder om overarmen”, sagde Morten prompte.
Almindelige mennesker??
Hairy og scary…
19. november 2015 | den store bunke |
I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.
Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.
Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.
De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.
Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.
Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.
3. december 2014 | den store bunke |
I forhallen på Regionshospital Viborg har man bygget en Lego-model af … Regionshospital Viborg. Der tilbragte jeg en god halv time sidst på eftermiddagen. I det store hospital, selvsagt, ikke Lego-modellen. Det var blevet tid til at få tjekket blodtrykket og pudset glorien. Det er nogle af goderne ved at være bloddonor. Man ligger der på briksen med en kanyle i armen og føler sig som sådan et godt menneske, mens man bladrer i et Billedbladet fra engang i september, kaster et halvt blik på fjernsynet som kører med noget svømme-VM fra Qatar, småsludrer med personalet, får sig en brikjuice og svarer på nemme spørgsmål som “Højre eller venstre arm?”, ”Hvad er dit fulde navn og personnummer?”, “Har du lyst til et stykke chokolade?”.
I dag var tapning nummer 33, står der på min profil på blodbankens hjemmeside. Men det er jo bare de tapninger, som er registreret digitalt siden 1999. Forinden gik der en del år med at være gravid og have ammebørn, og de perioder har man selv brug for alt det blod, man kan lave, og må ikke give det væk. Men inden da boede jeg i Aarhus og havde jævnligt vattotter i albuehulen og velpudset glorie.
Blodbanken er nem at finde. Den er på etagen lige over hovedindgangen, hvor alle de små Legomennesker myldrer ind i ude fra de tofarvede fliser.
