Nul rhesus positiv

I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.

Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.

donorkort

Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.

De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.

Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.

Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.

113/72, puls 52

regionshospitalet

I forhallen på Regionshospital Viborg har man bygget en Lego-model af … Regionshospital Viborg. Der tilbragte jeg en god halv time sidst på eftermiddagen. I det store hospital, selvsagt, ikke Lego-modellen. Det var blevet tid til at få tjekket blodtrykket og pudset glorien. Det er nogle af goderne ved at være bloddonor. Man ligger der på briksen med en kanyle i armen og føler sig som sådan et godt menneske, mens man bladrer i et Billedbladet fra engang i september, kaster et halvt blik på fjernsynet som kører med noget svømme-VM fra Qatar, småsludrer med personalet, får sig en brikjuice og svarer på nemme spørgsmål som “Højre eller venstre arm?”, ”Hvad er dit fulde navn og personnummer?”, “Har du lyst til et stykke chokolade?”.

blodbank

I dag var tapning nummer 33, står der på min profil på blodbankens hjemmeside. Men det er jo bare de tapninger, som er registreret digitalt siden 1999. Forinden gik der en del år med at være gravid og have ammebørn, og de perioder har man selv brug for alt det blod, man kan lave, og må ikke give det væk. Men inden da boede jeg i Aarhus og havde jævnligt vattotter i albuehulen og velpudset glorie.

Blodbanken er nem at finde. Den er på etagen lige over hovedindgangen, hvor alle de små Legomennesker myldrer ind i ude fra de tofarvede fliser.