Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.
Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.
Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.
Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.
Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.
Genstart hjalp ikke.
Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.
Måske ville en systemopdatering hjæl….
Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.
Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.
Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.
Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.
Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.
Så blev det næste dag.
Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.
Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.
Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!
Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.
Så stak tiden af.
Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.
Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.
Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.
Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.
Så var der ikke mere ferie.
Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.
Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.
Vi træner til Utah. Lørdag tog vi den første træningstur MED oppakning. Vi puttede henholdsvis 11 og 14 kg i rygsækkene, snørede støvlerne og vandrede 8,5 km i noget af det smukkeste istidslandskab, vi har lige syd for Viborg.
I slutningen af maj skal vi på vandretur i to nationalparker i Utah sammen med 12 andre gode folk med gode ben. Dollerup Bakker er langt fra Grand Staircase-Escalantes foldede orange landskab, men man kan jo lige så godt kigge på noget pænt, når man går.
Det gik godt. Faktisk var det en supergod oplevelse. Benene summede lidt i aftes, men på en god måde, og vi oplevede, hvordan man kommer helt i zen, når man vandrer. Benene gør arbejdet, og hjernen er slået fra. Det er fantastisk.
Undervejs lavede vi kaffe og spiste frokost på en læfyldt solside med udsigt over Hald Sø. Ajmen, er det ikke pænt?
Ryg og skuldre er helt upåvirkede af belastningen, og det betyder, at rygsækkene passer og er indstillet, som de skal.
Det var for resten det her, der var i min: en dyne, en meget tung bog, vand, primus, kopper og frokost. I Mortens rygsæk var der to vattæpper og hele vores samling af Gyldendals røde ordbøger. Fordi: Dyner og tæpper til at fylde ud, så man kan pakke de tunge ting øverst og få tyngdepunktet så højt som muligt og så langt ind over kroppen som muligt.
Der var en pointquiz i et Kender du typen?-program, hvor de to livsstilseksperter skulle gætte, om vores hovedperson var typen, der A) havde abonnement på børnetøj, altså fik en ny pakke tilsendt, når barnet formodedes at være vokset til en ny størrelse, B) håndplukkede tøjet ved selv at gå ud og købe det i fysiske butikker, eller C) arvede børnetøj fra venner og familie.
Kvinden, hvis hjem vi besøgte, viste sig at være B-typen, som selv gik ud og købte tøj til sin søn.
Det har jeg også gjort, men jeg har i lige så høj grad været på C-holdet, og i tidens løb har der cirkuleret mange poser med tøj mellem mine børn og deres fætter og kusiner, i takt med at de store voksede ud af tøjet, og de små voksede til. Det var der rigtig god fornuft i. Noget af tøjet holdt til mange børn, noget blev slidt op undervejs, noget syede vi selv.
En af pointerne i ’Kender du typen?’ var, at vi klæder vores børn i den stil, vi selv har, så det hele hænger lidt sammen, og på den måde præger vi dem.
Arrh, jeg ved ikke rigtigt….
Hvor kikset tøj kan man egentlig gå igennem barndommen med og stadig blive et hæderligt menneske?
Undskyld, børn! Det her virkede altså som en god idé i 1995!
Hold nu op, det er en mærkelig sætning at indlede med, nu jeg ser den. Ikke desto mindre er det sådan, mine ørers anatomi er. Der er god plads til huller i mine øreflipper, og der har været huller, siden jeg var 14 år. Da tog jeg sammen med Anders og Flemming, et par andre (øre)flippere fra klassen, til Odense for at få lavet huller i ørerne. Jeg kan ikke huske, om min mor kørte for os, eller om vi tog rutebilen. Jeg hælder mest til, at vi var af sted på egen hånd. Med tilladelser hjemmefra selvfølgelig.
Jeg fik hul i begge ører, Anders havde hele tiden kun villet have hul i det ene øre, for det syntes han var sejt. Flemming fik kolde fødder, og det forplantede sig helt op til ørerne, så han vendte hjem lige så hel, som da han tog hjemmefra.
Om han siden har fået perforeret sine øreflipper eller har fået andre piercinger, har jeg ingen anelse om, og jeg ved heller ikke, om Anders stadig går med en kæk ring i det ene øre. Men selv har jeg gået med øresmykker lige siden og holdt hullerne ved lige i samtlige 44 år.
44 år lyder også mærkeligt. Det er mange, og er det virkelig så længe siden, jeg var 14? Ja, det er det.
Men hvad sker der for ørerne med årene? Jeg synes, hullerne har flyttet sig – som om de er sunket nedad. Eller også har placeringen bare aldrig egnet sig til alle slags smykkedesign. Når jeg bruger ørestikker formet som mellemstore kugler, sidder de temmelig langt nede på flippen. Næsten ude af flippen. Hvis man vil undskylde mig sammenligningen, er det lidt som brystvorterne på et par hængebryster. Jeg er ikke tilfreds med det.
Man kunne måske godt forestille sig, at guldsmeden, der skød hul, kunne have sigtet lidt højere, når der nu er så meget plads.
Hvor vil jeg hen med det?
Jeg ved det ikke. Måske skal jeg engang få skudt ved siden af. Få et tillægshul med et bedre center.
