Vi træner til Utah. Lørdag tog vi den første træningstur MED oppakning. Vi puttede henholdsvis 11 og 14 kg i rygsækkene, snørede støvlerne og vandrede 8,5 km i noget af det smukkeste istidslandskab, vi har lige syd for Viborg.
I slutningen af maj skal vi på vandretur i to nationalparker i Utah sammen med 12 andre gode folk med gode ben. Dollerup Bakker er langt fra Grand Staircase-Escalantes foldede orange landskab, men man kan jo lige så godt kigge på noget pænt, når man går.
Det gik godt. Faktisk var det en supergod oplevelse. Benene summede lidt i aftes, men på en god måde, og vi oplevede, hvordan man kommer helt i zen, når man vandrer. Benene gør arbejdet, og hjernen er slået fra. Det er fantastisk.
Undervejs lavede vi kaffe og spiste frokost på en læfyldt solside med udsigt over Hald Sø. Ajmen, er det ikke pænt?
Ryg og skuldre er helt upåvirkede af belastningen, og det betyder, at rygsækkene passer og er indstillet, som de skal.
Det var for resten det her, der var i min: en dyne, en meget tung bog, vand, primus, kopper og frokost. I Mortens rygsæk var der to vattæpper og hele vores samling af Gyldendals røde ordbøger. Fordi: Dyner og tæpper til at fylde ud, så man kan pakke de tunge ting øverst og få tyngdepunktet så højt som muligt og så langt ind over kroppen som muligt.
Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.
Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.
Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!
