28. april 2018 | den store bunke |
Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
25. maj 2015 | den store bunke |
Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.
Måske skræmte uglen duerne væk.
Måske.
Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.
Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?
Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.
Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.
Så hvad siger I? Skal den have en chance til?
Mens vi hoverer på hjemmeadressen.