Hvor kikset tøj kan børn egentlig tåle?
Der var en pointquiz i et Kender du typen?-program, hvor de to livsstilseksperter skulle gætte, om vores hovedperson var typen, der A) havde abonnement på børnetøj, altså fik en ny pakke tilsendt, når barnet formodedes at være vokset til en ny størrelse, B) håndplukkede tøjet ved selv at gå ud og købe det i fysiske butikker, eller C) arvede børnetøj fra venner og familie.
Kvinden, hvis hjem vi besøgte, viste sig at være B-typen, som selv gik ud og købte tøj til sin søn.
Det har jeg også gjort, men jeg har i lige så høj grad været på C-holdet, og i tidens løb har der cirkuleret mange poser med tøj mellem mine børn og deres fætter og kusiner, i takt med at de store voksede ud af tøjet, og de små voksede til. Det var der rigtig god fornuft i. Noget af tøjet holdt til mange børn, noget blev slidt op undervejs, noget syede vi selv.
En af pointerne i ’Kender du typen?’ var, at vi klæder vores børn i den stil, vi selv har, så det hele hænger lidt sammen, og på den måde præger vi dem.
Arrh, jeg ved ikke rigtigt….
Hvor kikset tøj kan man egentlig gå igennem barndommen med og stadig blive et hæderligt menneske?
Undskyld, børn! Det her virkede altså som en god idé i 1995!
