3. april 2018 | den store bunke |
Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.
På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.
Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.
Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.

Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.

Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.


Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.

Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.
Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.
I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.


Det var den ferie. Den gik godt.
I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.
Og om to uger har jeg faktisk ferie igen.
25. marts 2018 | den store bunke |

Selskabsskoene ligger, hvor de blev trådt ud af, da vi kom hjem fra fest i aftes. I dag er hviledag for festaber og selskabspapegøjer, fødder og fodtøj.
Jeg er godt tilpas med, at skoene holdt til hele aftenen. Eller rettere sagt, at mine fødder holdt til at have skoene på hele aftenen. Det er fortrinligt. Fortrinligt, fik I den?
Sagen er den, at mine italienske stiletter, købt i Rom for flere år siden, fra starten var et halvt nummer for små (butikken havde ikke modellen det halve nummer større, og så må man lide), og af den grund har stiletfester tit været lidt plagsomme for mine fødder. Tit har det været noget med ’okay, nu er der gået tre timer af denne her fest, og I har alle sammen set mine flotte sko, ikke? … så skifter jeg!’
Men mirakuløst er mine fødder åbenbart blevet mindre, og nu kan jeg spare skifteskoene.
Det er en ret rar tanke på denne dag, hvor vi hviler fødderne og resten af os. Det vildeste der skal ske i dag er, at bilen skal hentes inde i byen, brænde skal hentes ind fra brændeskuret, ugens nullermænd skal hentes ind i støvsugeren, og sommertid og søvn skal indhentes.
Og jeg har påskeferie.
Alt er godt.
22. marts 2018 | den store bunke |
Vi er alene hjemme for tiden. Jeg definerer “vi”: Det drejer sig om selveste husejerne, herren og fruen i huset, Morten og mig. Vi der har købt og ejer (sammen med banken) retten til at være her. Og det er vi så. Selv.
Det sker ikke ret tit, at vi er ladt alene tilbage i så lang tid. I halvanden uge. Yngsten er i Thailand, og alleryngsten er hos sin mor og kommer først igen, når påskehelligdagene sætter ind.
Det er helt underligt om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, at ingen står op, og ingen kommer hjem fra natarbejde. At der kun skal laves aftensmad til to. At vi også selv skal lave mad om onsdagen, som ellers er yngstens maddag. At vi kan larme så tosset vi vil og helt lade være med at være hjemme, hvis det er det vi vil.
Globetrotteren er fløjet til Thailand i et par uger for at besøge sin kæreste, der sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien i nogle måneder. Jeg har set billeder derudefra. Landet, solen og gensynet klæder ham, og han ser glad ud.
På trods af, at her er mere tomt end sædvanligt, går det nu også godt herhjemme. Og det er jo en forsmag på, hvordan det bliver, når alle arvingerne flytter hjemmefra for good. Så skal vi selv fylde rammerne ud, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan.
Nå. Men. Bagsiden af medaljen: Globetrotterens fravær betyder også, at badeværelsesrengøringen hænger på mig i to uger. Det plejer han at ordne om torsdagen. Det nåede jeg så ikke i dag.
Ærgerligt.
17. marts 2018 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg har fået en kulturindsprøjtning i aften. Indledningsvist med vegansk take away og videre til en teaterforestilling i byens smukke teater. “Inden jeg fylder 67”, fremragende spillet af Pia Rosenbaum og i øvrigt både sjovt, alvorligt og berigende.
Nu sidder jeg hjemme i mit køkken med et glas vin, mens min mastodontiske køkkenven, den uforlignelige Ballerup Master Mixer rører en omgang bolledej. Jeg har nemlig taget de sidste boller ud af fryseren. Således kan jeg ikke komme i seng, før jeg har sikret familiens fremtidige overlevelse, for dejen skal røres mindst et kvarter på højeste hastighed for at danne de eftertragtede glutentråde, og det er dette kvarter, jeg nu sidder og fordriver med de ord, der lige drysser ud i tastaturet.
Og det eneste nyere foto, jeg kan finde i kamerarullen til at illustrere ventetiden, er aftensmaden fra i går, som ikke engang var vegansk. Den var dog vegetarisk og faktisk ret interessant. Den indeholdt lutter nyt; jeg nævner i flæng små spidskålspandekager, stegt tofu og syltet kinaradise, og intet af det havde jeg prøvet før. Men det smagte godt, og vi blev mætte.
Og NU er min æggegule ven færdig med sit arbejde. Så kan dejen stå og hæve hele natten og være klar til at blive formet, når jeg står op i morgen.
Tak for i dag.

15. marts 2018 | den store bunke |

Nogle tror, alt er godt, bare man har paraply og kuffert med sig og ellers er moderigtigt klædt i høj flip, grøn frakke og rundpuldet hat. Andre kan godt mærke, man skal skynde sig at få en tyk frakke på over sin tweedjakke og sine plusfours. Måske en skindhue også.
Det blæser udenfor, det er råt, og vi har ikke fået tændt op i brændeovnen i dag. Jeg har svøbt mig ind i noget blødt tøj og et tæppe, og aftenspadsereturen er droppet uden nævneværdig overtalelse. Vindstødene kaster sig omkring gavlen og får det til at lyde, som om taget løfter sig om lidt. Jeg håber da, at alle tagsten er forsvarligt forankret.
Det er jo slet ikke usædvanligt midt i marts, at det er så bidende koldt. Men der har altså været år, hvor det hele så lidt mere forårsagtigt ud på denne tid. For eksempel var der lysende krokus i kolonihaven 15. marts for to år siden. Vel var det også koldt dengang, men sådan som det er i dag, har jeg overhovedet ikke lyst til så meget som at tænke på at være i haven. Jeg har ellers ferie i hele påskeugen og havde sådan set forestillet mig at få gravet det stykke køkkenhave, jeg ikke nåede i efteråret. Det vil sige hovedparten af køkkenhaven. Det kan være, det bliver bedre til den tid. Det kan være, godt med tykt tøj kan gøre det. Sammen med hårdt spadearbejde.
I dag bliver det i hvert fald tæppe og skutten sig.

Forresten går Tintins bukser til knæet plus fire tommer. Det er derfor, bukser med den længde hedder plusfours.
14. marts 2018 | den store bunke |
Når man læser sådan en håbefuld forsikring, bliver man jo næsten helt glad for sit lipom.
Jeg læste udsagnet på en hjemmeside tilhørende en speciallægepraksis i hovedstadsområdet. Ikke fordi jeg skal derhen, men fordi man der havde gjort sig umage med at forklare lipomet og dets årsager, symptomer, diagnose, behandling og altså fremtidsudsigterne for folk, der hænger på sådan et.
Det er kort fortalt en knude af fedtvæv under huden. Helt uskadelig, og som regel behøver den ingen behandling.
Bortset fra min, som har den ekstra feature (lægens formulering), at den bliver betændt med mellemrum. Det startede som – og tilgiv en ganske kort journalgennemgang – en heftig bums midt på ryggen for fem år siden, som jeg fik en antibiotikakur for. To år senere var der rumlen i undergrunden igen. Det gør nas, mens det står på. Ny kur, som slog udbruddet ned, og jeg afmeldte den tid, jeg ellers havde fået til at få bæstet fjernet. Jeg har dog lige siden haft en gummiagtig kugle under huden, og nu er den gal igen. Mit lipom blærer sig med sin ekstra feature, og jeg er på antibiotika igen.
Og nu skal den altså væk. Hvis den har tænkt sig at gå til angreb hvert andet eller tredje år, kan jeg nemt nå at døje med den ti-femten gange mere i mit liv. Og hvis det varer to uger hver gang, er det alligevel pænt meget tid, jeg sammenlagt kommer til at bruge på det. Hvis den oven i købet bliver større for hver gang, er det efterhånden spørgsmålet, hvem der hænger på hvem.

Sidst bekræftede lægen i en mail, at jeg var henvist til fjernelse. Det var alligevel en noget voldsom formulering, synes jeg, men måske har han valgt at se det fra fedtknudens side. I hvert fald skal vi skilles, lipomet og jeg, og jeg forestiller mig nu alligevel, at det er mig, der har den største fordel af det.
Og med en positiv fremtidsudsigt, siger internettet selv.