Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.
Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.
Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.
Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.
Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.
Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.
Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.
Trackbacks/Pingbacks